G.I. Joe - Gengældelsen

InstruktionJon Chu

MedvirkendeBruce Willis, Channing Tatum, Dwayne Johnson, Adrianne Palicki, Ray Stevenson, Ray Park, Joseph Mazzello, Arnold Vosloo, Walton Goggins, Byung-hun Lee, Élodie Yung, Jonathan Pryce, D.J. Cotrona, RZA, Brittney Alger, Annie May Gay

Længde110 min

GenreAction

IMDbVis på IMDb

I biografen28/03/2013

Anmeldelse

G.I. Joe – Gengældelsen (3D)

3 6
Slatne soldaterkammerater

“G.I. Joe – Gengældelsen” lyder titlen på denne frygtelige fortsættelse til den skrækkelige “G.I. Joe – The Rise of Cobra” fra 2009. Og jeg kan kun forestille mig, at ordet ”gengældelsen” hentyder til den hævn, som filmmagerne får over alle os, der nedsablede etteren, ved netop at lave en toer. Og selvom “G.I. Joe – Gengældelsen” ganske vist er bedre end sin forgænger, på samme måde som eddike smager bedre end muggent brød, så står dette idéforladte actionbrag tilbage som et af de absolutte lavpunkter under den værste blockbuster-sæson i mands minde.

Jeg tillod ellers mig selv at have relativt høje forventninger, selvom instruktøren, Jon M. Chu, ikke havde meget andet end en Justin Bieber-dokumentar og et par dansefilm på samvittigheden – ikke just værker, der indgyder stor tiltro til mandens evner som actioninstruktør. Men jeg har altså en svaghed for det ufatteligt karismatiske muskelbundt Dwayne “The Rock” Johnson, som har hovedrollen i denne ombæring, og i kølvandet på “21 Jump Street” og “Magic Mike” var min respekt for Channing Tatum også steget markant, så jeg så frem til at se d’herrer i hopla foran kameraet – forhåbentlig armeret med både vanvittige våben og vittige vitser. Samtidig var det forfatterne bag den fyrstelige “Zombieland”, Rhett Reese og Paul Wernick, som stod bag drejebogen denne gang.

Og efter det første kvarter var mine forhåbninger endnu ikke forduftet på trods af de elendige, indledende actionsekvenser, som i dén grad savner rytme og intensitet. Tatum og Johnson har nemlig en fabelagtig kemi sammen, og deres indbyrdes drilleri slår langt flere gnister end actionscenernes rekyler. Mine lattermuskler motionerede, mens min optimisme voksede, men pludseligt dør Tatums karakter, elitesoldaten Duke, og Johnson kan altså ikke bære filmen alene på sine kolossale skuldre. Og havde et testpublikum ikke klaget over en tidlig udgave af filmen, hvor Tatum knap nok var med, så havde man ikke engang skudt de ekstra scener med ham og Johnson, som hiver filmen op fra afgrunden og op på en 2-stjernet vurdering. Man sidder vitterligt gennem resten af filmen og tænker, hvor meget man hellere ville se en spin-off om det mægtige makkerpar.

Pudsigt nok har min favoritfilm fra denne sløje blockbuster-sæson været “Fast & Furious 6”, som på papiret ellers har meget tilfælles med netop “G.I. Joe – Gengældelsen”: Det er to actionbrag fyldt med farverige helte og slyngler, fjollede bemærkninger og forrykte stunts, der ofte involverer kulørte køretøjer, og Johnson medvirker i begge film. Men især på ét punkt overgår “Fast & Furious 6” sin artsfælle: Persongalleriet.

Jeg kunne ikke være mere fløjtende ligeglad med de (alt for mange) elitetropper, ninjaer og maskerede slyngler i “G.I. Joe – Gengældelsen”, for filmen farer af sted med 160 km/t og giver os derved aldrig tid til at lære dem bare lidt at kende, og det hjælper selvsagt ikke, at skuespillet generelt er sindsoprivende sløjt. Både heltene og slynglerne forbliver lige så personlighedsløse som de legetøjsfigurer, de er baseret på, og uden helte at tiljuble og skurke at buhe ud bliver det praktisk talt umuligt at engagere sig – især når man ikke engang kan tage til takke med seværdig action, der ikke (som her) plages af elendig computergrafik, repetition og gumpetunge håndgemæng.

Vigtigst af alt: “Fast & Furious 6” tager ikke sig selv for alvorlig. Den har den helt rette dosis selvironi, der får de tyngdekraftstrodsende stunts til at sætte ens sunde fornuft ud af spillet, uden at man samtidigt mister følingen med figurerne eller fortællingen. “G.I. Joe – Gengældelsen” er derimod forbavsende humorforladt. En film baseret på en legetøjskollektion fra 1980’erne bør være en fest, men de morsomme oneliners kan tælles på to fingre, karaktererne skråler og tuder langt oftere, end de ler, og grinagtige navne som Cobra Commander, Storm Shadow og Destro siges gudhjælpemig, uden at der fortrækkes en mine. Selv da hiphopperen RZA dukker op som en blind karatemester (iført filmhistoriens grimmeste kontaktlinser), bevarer filmen sgu et gravalvorligt lune. Jøsses! Det er ikke blot en skam, men også en kæmpe overraskelse, at filmen forsøger at være så seriøs. Det er knap så overraskende, at den er så seriøst ringe.
Video

Præsenteret i 1080p/MVC-3D. “G.I. Joe – Gengældelsen” blev oprindeligt optaget i 2D. Da man udskød filmens premiere for at skyde nogle ekstra scener med Channing Tatum, benyttede man samtidig lejligheden til at konvertere 2D-billedsiden til 3D. Og den animerede introsekvens samt flere af actionscenerne (især kampen mellem ninjaerne langs Himalaya-bjergene) udnytter den tredje dimension på fornem vis og udviser en slående, imponerende dybde, mens en del scener fremstår relativt flade og 2D-agtige. Både 2D- og 3D-transferet har et lækkert, celluloidagtigt look, især takket være et konstant tilpas grynniveau. Billedet er knivskarpt hele vejen igennem, og jeg bemærkede aldrig edge-enhancement eller banding. Farverne er meget mættede og varme (til tider er hudfarverne nærmest orange), men det er tydeligvis et bevidst, kunstnerisk valg, og det er med til at give filmen et egentlig ganske passende, tegneserieagtigt look.

Audio

Det engelske Dolby TrueHD 7.1-lydspor er et fremragende mix, som primært brillerer under filmens actionsekvenser, hvor samtlige skud, eksplosioner, slag og spark har en auditiv slagkraft, der siger spar to. Samtidig drukner hverken de musikalske indslag eller replikkerne nogensinde i al hurlumhejet, og panoreringerne er simpelthen fantastiske – når der kastes med sværd og kastestjerner, fornemmer man virkelig, hvordan de farer fra det ene hjørne af hjemmebiografen til det andet. Filmens mindre actionspækkede, mere stilfærdige scener lyder dog knap så spændende. Her er lydbilledet ikke helt så opslugende og overbevisende, som det er under filmens mere dramatiske sekvenser. Men der er trods alt tale om et glimrende lydspor.

Ekstramateriale

Instruktøren Jon M. Chu og produceren Lorenzo di Bonaventura har indtalt et kommentarspor til filmen, som jeg tvivler på, at andre end filmens mest dedikerede fans vil værdsætte. D’herrer er naturligvis overbeviste om, at de har lavet et fænomenalt actionbrag, og jeg kunne ikke undgå at skraldgrine, da Bonaventura hævdede, at filmen har fået større relevans i kølvandet på det arabiske forår. Her er fire minutters slettede scener, som man bestemt ikke savner i den færdige film. En enkelt af dem foregår på en gravplads og ville blot have gjort filmen endnu mere tungsindig og trist. Derudover er her otte korte featuretter, som tilsammen varer omtrent 73 minutter, og som bl.a. gennemgår skuespillernes kamptræning, kostumedesignet, effekterne og stuntene. Selvom filmmagerne og skuespillerne bruger en del tid på at skamrose det makværk, de har skabt, så diskes der også op med en række ganske interessante interviews (især med skuespillerne) og klip fra optagelserne.

Jeg nød den gamle “G.I. Joe”-tegnefilmserie som barn og legede meget med actionfigurerne, men jeg ville hellere bruge to timer på at ransage mine forældres støvede loft for at finde mit gamle legetøj, end jeg vil gense “G.I. Joe – Gengældelsen”. Forunderligt uhumoristisk, ujævn, kedelig og visuelt uinteressant… der har været mange dårlige blockbusters i år, men ingen værre end denne. Filmens tilhængere kan dog glæde sig over, at billedsiden ser fremragende ud i HD (og den konverterede 3D-billedside har bestemt sine øjeblikke), og at skivens lydspor også leverer varen. Det medfølgende ekstramateriale er heller ikke dårligt, men personligt kan jeg desværre ikke sige det samme om filmen.

G.I. Joe – Gengældelsen

5 6
Åndssvagt, men sandt…

Jeg ved godt, det her lyder fuldstændig åndssvagt, men der er ingen vej uden om: Næsten tre måneder inde i år 2013, som allerede har givet os gensyn med Schwarzenegger, Stallone og Statham samt et utilgiveligt “Die Hard”-makværk, viser den anden “G.I. Joe”-film sig at være årets hidtil bedste, hjernedøde actionbrag. Ja, virkelig. Og det på trods af, at den har Dwayne Johnson og Channing Tatum blandt hovedrollerne, er i 3D og er instrueret af Jon M. Chu, der vel er bedst kendt for sin dokumentarfilm “Justin Bieber: Never Say Never”. Ja, virkelig!

Handlingen er bestemt ikke svær at følge med i: Den onde Cobra-organisation spøger stadig og har i al hemmelighed taget den amerikanske præsident til fange og erstattet ham med en imitator. Nu pønser Cobra på at overtage verdensherredømmet via atomtrusler, Zeus-missiler og et storstilet angreb på den heroiske G.I. Joe-militærenhed. Men alt går naturligvis ikke Cobras vej, for Roadblock (Dwayne Johnson) og Lady Jaye (Adrianne Palicki) er rå G.I. Joes, og Bruce Willis er ikke pensioneret endnu. Og man skal i øvrigt heller ikke prøve at tage røven på en ninja!

Det, der får dette latterlige plot til at fungere, er, at det supplerer resten af filmens legetøjsagtige univers usigeligt godt! For det første skal der lyde ros for, at det store persongalleri ikke udvander filmen, men tværtimod sikrer, at der på trods af det tynde plot altid er nogen, der har noget at foretage sig. Derudover undgår filmen al påtaget selvironi, mens den til gengæld oser af selvsikker selvironi! Heri adskiller denne film sig også fra artsfællerne i “The Expendables”-serien, hvor alting er så anstrengt, påtaget og dermed selvhøjtideligt, at slutresultatet er noget frygteligt juks. “G.I. Joe: Gengældelsen” står imidlertid ved det, den er: Bulder, brag og pompøs action for 185 millioner dollars!

Og hvad kan man så få for det? Man kan eksempelvis få ninjaer, der svinger sig mellem Himalayas bjerge og slås med samuraisværd. Man kan få højeksplosive, lysende bier. Og man kan få lov til at se hele London blive pulveriseret af gigantiske missiler! Jeg mener… hvem har ikke lyst til at se det?! Oven i hatten er alle actionscenerne enormt godt lavet (igen en stor forskel på denne film og “The Expendables”), og de er lige så urealistiske, som de er hæsblæsende! 3D-effekterne gør det bestemt ikke mindre godt, selvom der dog forekommer irriterende meget ghosting i baggrunden af billederne, hvis fokus er på forgrunden.

Manuskriptet har en lidt sløj start, hvor jokes og dialog ikke rigtig fungerer endnu. Det er først, når den for alvor actionprægede del af filmen tager fart (hvilket man heldigvis ikke skal vente specielt længe på), at “G.I. Joe: Gengældelsen” finder sig til rette i sit stilsikkert åndssvage legetøjsformat og snart sagt kan fyre hvilken som helst tåbelighed af med overvældende succes. Specielt gør Jonathan Pryce det godt som både falsk og ægte præsident, og han står for flere af filmens sjoveste replikker, der tilmed har en geopolitisk pondus i bedste “Iron Sky”-stil.

“G.I. Joe: Gengældelsen” formår at gøre det, som så mange andre actionbrag ikke evner: At tage opgaven med at lave meningsløs action seriøst. Man føler sig svinegodt underholdt af en film, der stråler af at være lavet med overskud, selvironi og en sprængfarlig kærlighed til det vilde – det helt vilde! Med minimum 10 aktive actionhelte/skurke er der altid fart over feltet, altid nye locations for kampscenerne og altid et eller andet spil i gang. Skuespillerne gør deres pligt; instruktøren føles ikke som en, der overhovedet ved, hvem Justin Bieber er; og “G.I. Joe: Gengældelsen” ender dermed som årets hidtil vildeste, fedeste og bedste hjernedøde testosteron-brag. Det her er action, så det basker!

Kort om filmen

Katastrofen rammer elitestyrken G.I. Joe lige efter en ellers heldigt gennemført operation mod et atommissil-anlæg i Pakistans ørken. Gruppen falder i baghold. Nogen har forrådt dem. Det viser sig snart, at den hemmelige organisation, Cobra, har overlevet deres sidste sammenstød og har infiltreret selve det amerikanske forsvar. Duke, hans næstkommanderende, Roadblock, og hans lille kerne af specialister må atter jage fjenden – lige fra Tokyos skyskrabere til Himalayas tinder og selv i Washingtons gader. Det bliver svært, men heldigvis finder G.I. Joe en allieret i gruppens oprindelige stifter, Joe Colton, der stadig kan sparke røv.