Gensyn med Brideshead

InstruktionJulian Jarrold

MedvirkendeJoseph Beattie, Richard Teverson, Ed Stoppard, Stephen Carlile, James Fiddy, Giada Dobrzenska, James Bradshaw, Stephane Cornicard, Oisin Dickie, Tom Wlaschiha, Michael Gambon, Felicity Jones, Anna Madeley, Hayley Atwell, Matthew Goode, Ben Whishaw, Amit Shah, Greta Scacchi, Jonathan Cake, Emma Thompson

Længde133 min

GenreDrama

IMDbVis på IMDb

I biografen26/09/2008


Anmeldelse

Gensyn med Brideshead

4 6
Fascinerende gensyn

Den første filmatisering af Evelyn Waughs roman “Gensyn med Brideshead”, om en britisk overklasse i opløsning, har en del at leve op til for dem, som stadig husker den britiske tv-serie tilbage fra 1980’erne. Men “Gensyn med Brideshead” er visuelt betagende og fint bygget op omkring temaerne religion og en social stræben opefter. Dog bliver der skåret et par tematiske kanter for at passe det hele ind i det filmiske format, hvilket svækker filmens slagkraft.

Scenen er sat i 1920’ernes Storbritannien, hvor den stille, unge middelklassedreng Charles Ryder under sine studier i Oxford stifter bekendtskab med den aristokratiske Sebastian, som har hang til drenge og en dekadent livsstil med fester og masser af alkohol. Smigret lader Charles sig indfange af Sebastians charme, og da Sebastian viser Charles sin families landsted, Brideshead, lader Charles sig kun yderligere forføre. For en stund nyder Sebastian og Charles omgivelserne, men i takt med at Sebastian bliver mere knyttet til Charles, får Charles øjnene op for Sebastians søster, Julia.

Morskaben får en abrupt slutning, da Sebastians strengt katolske mor, Lady Marchmain, dukker op, og Charles bliver vidne til, hvor dybe og ødelæggende spor hendes katolske opdragelse med fokus på synd og anger har sat i familiens børn. Både Julia og navnlig Sebastian med sin problematiske livsstil lever et liv plaget af konstant samvittighedsnag. Forblændet af drømmen om Brideshead og det engelske aristokrati lader Charles sig alligevel trække ind i familiens intriger og bliver en central del af dem. Da Sebastian indser, at Charles er faldet for Julia, og at Julia gengælder følelserne, drukner han sine sorger i alkohol, mens den ateistiske Charles må kæmpe med den religiøst fanatiske matriark og Julias konstante samvittighedskvaler.

Det er med al tydelighed det religiøse tema, der får den primære opmærksomhed i Julian Jarrolds filmatisering af “Gensyn med Brideshead”. Men et underliggende tema får fint lov til glimtvis at trives ved siden af. Vi ved, at Charles har ladet sig overvælde af den aristokratiske Marchmain-familie og længes efter det smukke Brideshead. Og selvom hans potentielle, dybere motiver i lange perioder må vige pladsen i denne historie, fortalt fra Charles’ synspunkt, så lurer de i baggrunden. Samtidig udleveres figuren heller ikke af en entydig fortælling. Med Matthew Goode i rollen som Charles udstyres figuren i stedet med en besynderlig britisk indeklemthed, som synes at dække over et hav af følelser, der alle strides indbyrdes. Når det så er sagt, har filmen forsimplet andre aspekter af fortællingen såsom nedbrydningen af klasseforskel, aristokratiets fald og en britisk ungdom, der ikke kan finde sig til rette mellem normer og tabuer. Selvom de er centrale, berøres de kun overfladisk.

Filmens smukke billedside bringer tankerne tilbage til Merchant Ivory-film som “Resten af dagen” og “Howards End”, og med specielt billederne af Brideshead i tankerne forstår vi da også med al tydelighed Charles’ længsel efter det smukke landsted. Filmens tekniske leg med billederne virker dog en anelse emsig med en solid brug af ekspressive vinkler, smukt belyste scener og smarte små fokusskift, som understreger filmens tematik med en overordentlig fed streg. Og denne nonchalante fortællestil ledsaget af en indimellem forsimplet tematik resulterer i en selvtilfreds og lettere doven eftersmag, som ikke klæder filmen.

Filmatiseringer er aldrig nemme, men med “Gensyn med Brideshead” har instruktøren Julian Jarrold alligevel formået at skabe en fascinerende fortælling, der på interessant vis berører aspekter i en periode i Storbritanniens historie, hvor landet gennemgik fundamentale forandringer. Der males med den store visuelle pensel, og det tager sig godt ud, selvom enkelte interessante nuancer går tabt.


Trailers

Kort om filmen

“Gensyn med Brideshead” er historien om den unge Charles Ryder, der på universitetet i Oxford møder den excentriske og karismatiske Sebastian Flyte. Et møde, der skal vise sig at blive skæbnesvangert for dem begge. Charles stifter bekendtskab med Sebastians familie, der bor på herresædet Brideshead. Familien Flyte er dybt katolske – særligt familiens overhoved, Sebastians mor, Lady Marchmain. Hun holder sine fire børn i et moralsk jerngreb gennem manipulation og skyld, og Charles er vidne til, hvordan det påvirker især Sebastian og hans søstre Julia og Cordelia. Charles’ forhold til Sebastian forstyrres imidlertid, da han og Julia forelsker sig, og deres venskab taber i styrke.