Ghost Rider 2
Udgivet 23. feb 2012 | Af: Benway | Set i biografen
Nicolas Cages skuespil er nærmest en slags naturkraft: Anvendt korrekt og i beherskede doser kan det frembringe vidunderlige ting, såsom i “Bad Lieutenant: Port of Call New Orleans”, “Orkidé-tyven” og “Leaving Las Vegas”, men hvis den forkerte instruktør står bag kameraet, udvikler der sig hurtigt uhyrligheder som f.eks. “The Wicker Man” og “Season of the Witch”.
Filmen er selvsagt en forsættelse til “Ghost Rider” fra 2007, der ellers ikke ligefrem lignede en film, som trængte voldsomt til en fortsættelse. Denne film er dog noget anderledes i tonen, hvilket ikke mindst skyldes, at stort set alle både foran og bagved kameraet er blevet skiftet ud. Det er faktisk næsten kun Nicolas Cage, der er den samme, men selv han spiller væsentligt anderledes i denne omgang. Hvor Johnny Blaze/Ghost Rider var en lidt tankeløs vovehals i den første film, ligner han mere en hårdtplaget narkoman i denne. Udfordringerne er dog nogenlunde de samme, og hvor det sidst gjaldt om at standse alverdens ondskab i form af nogle mægtige døde sjæle, gælder det denne gang om at forhindre djævlen i at overtage magten på jorden.
Filmen liver gevaldigt op de forholdsvis få gange, vores brændende helt dukker op, og det må siges, at der rent effektmæssigt er sket en stor forbedring i forhold til den første film, hvor rytteren til forveksling lignede en tam PlayStation-skurk. Her ser Ghost Rider så imponerende ud, som man kunne håbe, men til gengæld lider spændingen gevaldigt under det samme problem som den første film, idet det nu en gang er ekstremt svært at blive bekymret for en hovedperson, der er usårlig. Ofte ender actionsekvenserne derfor blot i at se ham kravle op af diverse kratere, efter han – for gud ved hvilken gang – nu igen er blevet ramt af en granat, et missil eller lignende.
Takket være Cages vilde overspil så tilstår jeg dog gerne, at jeg grinede flere gange over nogle af de mest tarvelige replikker, men jeg er ærlig talt lidt usikker på, om latteren var tilsigtet eller ej. Det samme kan siges om filmen som helhed, der fremstår som en besynderlig, usammenhængende og hyperaktiv størrelse, der indimellem har sine øjeblikke, men hvis grundlæggende historie er for triviel til at opretholde en vedvarende interesse. Ligesom spøgelsesrytteren selv er den lutter ild og ingen hjerne.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet