Fire nye i kedeldragter jagter gamle spøgelser

“Ghostbusters” anno 2016 er den bedste af sin slags. Hvilket måske alligevel ikke siger så meget. For uden nostalgi-briller på så er 1984-originalen ærlig talt ikke noget særligt. Murray var lidt lummer-sjov, og Aykroyd var lidt geeky-sjov. Og det var det. Nu er de fire gamle spøgelsesjægere så skiftet ud med fire nye. Til en ny generation. Præcis som det er gjort med Batman, Spider-Man og så mange andre film-franchises. McCarthy, Wiig, Jones og McKinnon er bestemt reboot-sjove nok til at være værdige arvtagere for de fire gamle fra firserne.

Ellers er det meste ved det gamle. Fire tvivlsomme forsker-typer trækker i den gråbrune kedeldragt med en atomaccelerator på ryggen for at rydde New York ren for klamme spøgelser, der efterlader sig et spor af grønt slim. Det er en holdfilm fanget imellem gys og grin. Den skræmmende spænding er elektrisk inden det første møde med en spøgende dame på et gammelt slot. Knas! Den flabede McKinnon knaser en sprød chips ved siden af den anspændte Wiig. Det skræmmende er afløst af det sjove.

Sådan arbejder “Ghostbusters” konstant og flere gange dygtigt med punkteringskomik. En gysende scene sættes op – spøgelset spøger – inden situationen punkteres. Som oftest ved, at Wiig ligger indsmurt i grønt slim. Det er dennes stolte deadpan, det mest går ud over, når de fire buster spøgelser fra en ligvogn. Wiig er som Murrays karakter fra 1984. Indgangen til de tre andre. I originalen var Murray en del af den etablerede viden på universitet, som ikke troede på hokus-pokus. Sådan er det også med Wiig. Hen skifter fra det etablerede til det overnaturlige. Fra tør forskning til grønne slim-spøgelser. Det er Wiig, der skal overbevise sig selv om, at det ikke betyder noget, hvad andre synes.

Men det gør det. Derfor kigger både Murray, Aykroyd, Hudson, Potts og Weaver forbi fra originalen for at sætte sit OK-stempel på de fire nye. Det samme gør Stay Puft Marshmallow Man. Det store skumfidus-spøgelse fra 1984 er tilbage. Sådan arbejder “Ghostbusters” meget med nostalgien. Også til andre film. Der bliver både sagt hello to my little friend, imens Andy Garcia bliver beskyldt for at være en værre borgmester end kollegaen fra “Dødens gab”. Det er et bevidst selvbevidst reboot. Det er mere for sjov end for alvor.

Og så fylder de fire alle tilpas. McCarthy bliver ikke ellers vanen tro for meget, imens nyskabelsen, McKinnon, er for vildt skøn som den gale opfinder, der smasker spøgelser i cool slow-motion. Bedst er dog Hemsworth, der med en krop som Thor spiller den dejligt dumme sekretær for de fire. Hen fik kun jobbet, fordi hen er så lækker. En klassisk sekretær, der har taget glasset ud af sine briller, fordi de ellers hele tiden skulle pudses. Dumt! Og sjovt!