Efter 6 års hård venten er instruktør James Cameron endelig tilbage på det store lærred. Og hvad har den store vestlige film-maestro hostet op med efter denne ulidelige lange dvale-periode? Instruktøren har jo formået at lave en stribe af fænomenale og særdeles underholdende film, som kan ses igen og igen (måske lige bortset fra “Piranha II”), så Camerons seneste udspil må da vel være på samme høje niveau som alle de andre? Nix, der er desværre ikke tale om andet end en retorisk, kedelig og besynderlig halvhjertet dokumentar om Titanic.

“Ghosts of the Abyss” føles som en genfilmatisering af “Titanic”, med alle de underholdende bidder skåret væk. Der er absolut intet i dokumentaren som giver én et større indblik i skibet og forlisets historie, end det vi allerede har set i den ganske gode “Titanic”. Dokumentaren bruger endda adskillige klip fra “Titanic”! “Ghosts of the Abyss” føles faktisk mest som blot en lang og middelmådig DVD-dokumentar, som kunne passe fint ind på en eventuel ‘Special Edition’ DVD-udgave af “Titanic”.

Filmen bliver fortalt af skuespilleren (og James Camerons gode ven) Bill Paxton. Paxton spillede også med i “Titanic”, så han føles som den helt rette person til jobbet. Paxtons entusiasme for sin vens projekt smitter dog desværre ikke af på seeren, muligvis fordi Paxton føles en anelse instrueret, og fordi vi slet ikke får et helt ordenligt og klart indtryk af Paxtons følelse for Titanic. Af og til virker Paxton også en anelse træt og ligeglad, såsom da han på et tidspunkt ytrer “det her er fascinerende…”, hvor han lyder mere som Keanu Reeves end en engageret og betaget opdagelsesrejsende. Cameron – som optræder relativt sjældent i filmen – virker heller ikke synderlig entusiastisk, og det er denne åbenbare mangel på begejstring og lidenskab for projektet, som gør at man ikke føler sig fænget af filmen og den historie, den prøver at fortælle.

På trods af at Cameron på et tidspunkt gør opmærksom på, at der intet manuskript er, og at alt hvad vi kommer til at se er spontant og ægte, så føles filmen egentlig ret iscenesat og konstrueret. Den har dog bestemt sine momenter, og der er blevet gjort godt brug af glimrende computer-effekter til at skabe et slags ‘bindeled’ mellem fortiden og nutiden. Virkelige personligheder fra fortiden går rundt på vraget, transparente, som var de spøgelser…

Senere i filmen bliver vi også vidne til en ret besynderlig “action-sekvens”, da et computer-opereret undervandskamera ved navn “Jake” og Cameron febrilsk forsøger at redde et andet undervandskamera ved navn “Elwood”, som er gået i stå inden i Titanic. Alt dette sker – som prikken over i’et – til tonerne af “Just the Two of Us”. Der er dog en enkelt fantastisk scene i dokumentaren, hvor adskillige gamle billeder af folk som døde ombord på Titanic flyver forbi med høj hast, samtidigt med at man bliver bombarderet med lydeffekter og musik. Det er en ganske rørende scene, og det er ærgerligt, at resten af filmen ikke formår at være ligeså emotionelt effektiv.