Den amerikanske svensker

Man kan bare ikke holde en god kvinde nede. Efter tre succesromaner og tre filmatiseringer er Lisbeth Salander fortsat ikke færdig med at husere, og med denne amerikanske filmatisering af den første bog har titlen oven i købet opgraderet hende til at være fortællingens hovedperson.

Det giver på mange måder også god mening, for selvom Mikael Blomkvist som udgangspunkt er omdrejningspunktet for fortællingen “Mænd der hader kvinder”, så er der ingen tvivl om, at det er hendes figur, der løber med langt det meste af opmærksomheden.

Romanen er naturligvis allerede blevet filmatiseret særdeles kompetent af danske Niels Arden Oplev, men da amerikanerne jo som bekendt er omtrent så begejstrede for undertekster, som en muslim er for en skinkesandwich, så har bogens succes nu også været årsag til, at den har fået en engelsksproget udgave. Bag denne version står selveste David Fincher, der med sine tidligere film om alverdens elendighed i værker som “Se7en” og “Fight Club” ligner den mest oplagte mand til at bringe denne smudsige fortælling videre, og det er da også med en vis lettelse, at man erfarer, at historiens indhold bestemt ikke er blevet mindre fælt i denne genindspilning.

Til trods for Finchers tilstedeværelse viser ændringerne fra den oprindelige udgave sig dog at være overraskende få, og faktisk er den største forandring – og måske i virkeligheden den mest positive – den blændende titelsekvens, hvori filmens figurer smelter væk i snasket olie til tonerne af Led Zeppelins “The Immigrant Song”, der her tages under kras behandling af Nine Inch Nails’ Trent Reznor. Han står også for atmosfærefyldt musik til filmen, men selvom Reznor bestemt har skabt nogle besnærende toner, så virker musikken dog til tider mere distraherende end gavnlig.

Noomi Rapace gjorde som bekendt rollen som Lisbeth Salander ikonisk, og selvom der efter sigende har været mange kendte hoveder, der har ansøgt om rollen, så har Fincher fornuftigt givet den til Rooney Mara, hvis forholdsvis ukendte træk bringer troværdighed til rollen. Sammenlignet med Rapace fremstår hun betydeligt mindre selvsikker og mere skrøbelig, men samtidigt bliver hun også en figur, man føler mere med og for. Daniel Craig har her overtaget rollen som den hårdtprøvede journalist, men selvom han gør det fornuftigt, så er hans medtagede Bond-coolnes et minus for filmen. Man var betydeligt mere bekymret for Michael Nyqvist, som i modsætning til Craig lignede en, det godt kunne ende galt for. Filmens mest bizarre træk er dog beslutningen om at lade ca. halvdelen af skuespillerne spille deres roller med svensk accent, hvilket måske giver en form for mening i amerikanske ører, men som lyder temmelig tåbeligt i nogle danske af slagsen. Tankerne bliver hurtigt ledt mod de klassiske Hollywood-nazister, der frådende spørger ”Where is ze mikrofilm?”.