Girls Lost
Udgivet 12. jul 2017 | Af: Andreas Strini | Set i biografen
Ih, hvor ville det bare være federe at være en dreng! Sådan tænker især Kim. Hun og veninderne bliver mobbet. Møgfisser. Lebber. Lige indtil pigerne en dag finder en plante, der kan forvandle dem til drenge. Og så er der ellers dømt transseksualitet, “Lad den rette komme ind”-wannabe og et manuskript, der får den her filmplante til at visne.
Men langsomt begynder den spirende plante at visne. Manuskriptforfatterinden er nok ikke gartner. Hun dræber langsomt “Girls Lost”. Vi skal have introduceret det vigtigste element: Planten. Hvordan gør vi det? Bella roder igennem sine frø. Hov, den har jeg ikke bestilt? Skal vi ikke plante den? siger hun. Jo, det gør vi da bare. Finder jeg ud af, hvor den kommer fra? Aldrig. Hvad er meningen så?
Inspirationen til “Girls Lost” er ikke til at tage fejl af. I 2008 blandede “Lad den rette komme ind” temaer om børn, mobning og identitetskrise med vampyr/gyserelementer. Det samme forsøger “Girls Lost”. Den sammenligning taber pigerne. “Lad den rette komme ind” balancerede perfekt sin rørende coming of age med blodig vampyr. At piger blive til drenge er ikke specielt uhyggeligt. Og forholdet mellem Momo og Kim er ikke specielt rørende. Især fordi jeg først halvvejs fangede, at de var kærester. Suk. Der visnede planten lidt igen.
Hvis den rette kommer ind, så bliver jeg måske ikke så forvirret. Den rette kan medbringe et suverænt manuskript, uhygge og en smuk historie. Så spirer den unge filmplante i Sverige. Hvis du lader den forkerte komme ind, så mister du alt det førnævnte. Og så visner planten. “Girls Lost” er ukrudt, der kunne have været den smukkeste rose.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet