En klog, kynisk og uforskammet Sherlock forsøger at løse en excentrisk Moriartys gåder. Det lyder bekendt. Men er det nu også Moriarty, der står bag denne gang?

Selv den geniale Sherlock er splittet. Hvem har kidnappet vennerne?

Svaret er slet ikke så elementært, som man skulle tro, min kære Watson.

Det må Dr. Watson og Sherlock erkende, imens de springer rundt i Londons gader i action-fyldt slow-motion, som Robert Downeys Sherlock gjorde det i Guy Ritchies reboot af det britiske ikon.

Vand-flugt igennem en kloak. Kamp på toppen af Tower Bridge. Og ikke mindst et farligt møde med selveste hunden fra Baskerville.

Den her nye Sherlock er også lige så ubehøvlet og følelseskold som Benedict Cumberbatchs nutids-Sherlock hos BBC. ’Følelser er logikkens værste fjender,' siger han, før han går ind i sit flotte, nyfortolkede mind palace i tegnefilmsform.

Alt er nyfortolket. For det er nemlig ikke en almindelig Sherlock, vi har med at gøre.

Imens Cumberbatch og Downey Jr. kæmper imod Thanos med resten af Avengers-holdet, så holder Lasse Rimmer nemlig skansen som arrogant Sherlock Gnomes. ‘Gnomes’, fordi han er en ‘garden gnome’ – altså en havenisse.

Og den slags ‘gnome’-puns eksisterer ikke kun i titlen til denne efterfølger til “Gnomeo og Julie” fra 2011.

Fortæller-nisserne i begyndelsen diskuterer, om man ikke hellere skulle lave en ‘Indiana Gnomes”-film? Eller hvad med “Game of Gnomes”?

Titelkaraktererne fra “Gnomeo og Julie” optræder også som hovedpersoner her, men deres sukkersøde kærlighedsdrama er der skruet ned for til fordel for Sherlock og Watsons eventyr med kendte, nyfortolkede figurer som Irene Adler og Moriarty.

En Beyonce-inspireret Irene Adler i dukkeform, der inviterer på gangster-teselskab med alt, hvad der tilhører af usynlig te og onde bamser.

Og en Moriarty i dansende balletbaby-form, der er lige så excentrisk som den evigt tilbagevendende Moriarty i Cumberbatch-versionen – men også mærkeligere og sjovere med tilhørende selfie-kamera og “Deadpool”-agtige meta-jokes, som når han nægter heltene at få nogle seje replikker.

Moriartys origin-historie får vi også. Det fortælles, nærmest i samme sætning, at han er et mærkeligt maskot-ornament fra Moriarty’s Pies, og at han er ren ondskab, der ønsker alle havenisser ødelagt.

Det er et sjovt spin på en gammel karakter. Ligesom Watson og Sherlock også har fået nyt liv.

Sherlock er godt nok stadig uforskammet, og Watson er også stadig en høflig herre med hat og overskæg.

Men de gamle karakterer bliver brugt til at fortælle en ny, sjov historie, hvor de små gnomes er levende, men stadig ligner blankpolerede havenisser. Og samtidig hopper de rundt i Londons gader til den ene remixede Elton John-sang efter den anden.

Hvorfor Elton John? Han er mærkeligt nok producer på “Sherlock Gnomes” endda med cameo i form af en ‘mærkelig glimmer-nisse’ i en af flere sjove vink ud til publikum.

Et publikum, der kan gætte med på, hvem der mon har kidnappet alle Gnomeo og Julies havenisse-venner?

Svaret er slet ikke så elementært. Svaret er faktisk dejligt overraskende.

Det samme kan siges om “Mesterdetektiven Sherlock Gnomes”.