Goyas fortabte spøgelserFor en mesterinstruktør som tjekkiske Milos Forman, der har leveret sublime film som de Oscar-vindende “Gøgereden” og “Amadeus” samt den heller ikke helt uefne og i øvrigt urkomiske “Brandmænd i fyr og flamme”, er der ikke langt fra storhed til fald. Han har formentligt begået sin karrieres bommert med “Goya’s Ghosts”, der hverken mere eller mindre er et fejltrin af dimensioner.

Problematisk er handlingen i sig selv. Den tager sin umiddelbare begyndelse i den spanske hovedstad Madrid anno 1792, mens inkvisitionen er på sit højeste. Særligt tre karakterer falder i øjnene som værende centrale for den fremfusende og til tider også furiøse handling. På den ene side maleren Francisco de Goya selv, der uforvarende bliver en vigtig brik i det videre spil. På den anden side den katolske munk Lorenzo, der efterhånden får sværere og sværere ved at forliges med den tro, han praktiserer. Imellem de to står rigmandsdatteren Inés, der fængsles af inkvisitionen på et vakkelvornt grundlag med mistanke om, at hun praktiserer jødedom i smug.

Hendes familie vil naturligvis gøre alt for at frigive den unge og bedårende kvinde fra katolikkernes stramme tøjler, ublu torturmetoder og udemokratiske rettergang. En mulig konfliktløser er dermed maleren Goya, der har malet både Lorenzo og Inés, og derudover er i færd med at portrættere dronningen til hest. Med andre ord en herre med indflydelsesrige venner og gode muligheder, men alle resultater falder ikke desto mindre ud til katolikkernes fordel. Herefter tager “Goya’s Ghosts” et bemærkelsesværdigt tidsspring, hopper uden større eftertænksomhed femten år frem i tiden, mens Spanien invaderes af først nabolandet Frankrig og derefter imperieglubske Storbritannien.

Værst er helt uden sidestykke spanske Javier Bardems gennemført dilettantiske indsats som henholdsvis spansk munk og sidenhen fransk hærfører. Ingen af delene fører noget godt med sig, og måske skyldes det i virkeligheden det for ham sikkert ganske forvirrende faktum, at han trods spansk baggrund medvirker i en engelsksproget produktion med afsæt i spansk historie. Bedre er trods alt – om ikke i voldsom grad – det svenske broderlands Stellan Skarsgård samt omdrejningspunktet, den underskønne og fremadstormende Natalie Portman.

Sidstnævntes desperate indsatser dækker imidlertid ikke over et uden forbehold miserabelt manuskript, der ikke er mere værd end det papir, det er nedfældet på. Da Inés efter mange års fangenskab endeligt igen smager på friheden, er hun i mellemtiden steget i graderne, blevet både mor og bedstemor, om end hendes egen datter blev taget fra hende ved fødslen. Skør er hun også blevet, årene har tæret på hendes sjæl, så med en snert af Jack Nicholsons lunefulde galskab i “Gøgereden” er anden halvleg af “Goya’s Ghosts” først og fremmest et billede af menneskeligt forfald, hvor den sammenfaldne kvinde søger genforening med sin ukendte datter og barnets far.

Den udvikling overskrider dog al sund fornuft, og det er derfor heller ikke nogen større overraskelse, at denne massive drejning ender i en rodet gang miskmask. Nu blot med tre generationer hver især søgende efter hinanden med det krigshærgede Madrid som fysiske rammer, alt imens Goya trods pludselig døvhed for år tilbage uden større modstand indtager rollen som en slags skytsengel for de sjæleløse og fortabte spøgelseslignende eksistenser, særligt Inés. Vor herre bevares er vist rette kommentar i den sammenhæng, og skal der fremhæves noget på pluskontoen, må det som eneste bidrag så absolut være filmens betagende og gennemført pittoreske billedside, der er som næsten skåret ud af maleren Goyas udødeliggjorte værker.

Det er prangende, men redder ikke dette eklatante fejltrin fra den totale katastrofe. Det kan således undre, at en så dreven instruktør som tjekkiske Milos Forman på intet tidspunkt har givet konflikterne mere fylde. Masser af kød er der, når det kommer til stykket, i den evige disputs mellem kirke og konge, og her inkvisition og forfatning. Blot bliver der desværre aldrig lagt vægt på den vinkel, ligesom konflikten mellem Inés og Lorenzo også hurtigt forfladiges, selv om det modsatte kunne have ageret redningsplanke. Milos Forman har efterhånden rundet et trekvart århundrede, og spørgsmålet er nu nok, om ikke vi har set det bedste fra mesterens hånd. I hvert fald tyder seneste bidrag på et hastigt fald fra tinderne.

Video”Goya’s Ghosts” præsenteres i et skarpt anamorphic widescreen 1.85:1 format. De mørke og pastelagtige farver gør sig godt i en film beskrivende en mørk tid, om end transferet dog plages af edge-enhancement i mindre grad. Derimod er der ikke tegn på hverken digitale forstyrrelser eller udtværinger, farvetemperaturen er god og kontrasten trods enkelte udsving solid. Billedsiden hører sammen med lyden til udgivelsens bedste områder.

AudioDet engelsksprogede Dolby Digital 5.1 lydspor fungerer lige efter bogen, skaber den rette stemning og kommer for i øvrigt godt ud i alle kanaler. Dialogen er tydelig, der er ikke tilfælde af overstyringer, og den stemningssættende musik fordeler sig fint. Tillige er atmosfæren god og detaljerig.

EkstramaterialeUd over “Brooklyn Rules”, “Black Book”, “Unknown” og “The Last Time” er der ikke ekstramateriale på denne udgivelse.

Det er længe siden, vi sidst har set eller hørt noget fra mesterinstruktøren Milos Forman. Han har været ude af rampelyset siden 1999, hvor han lavede “Man on the Moon” med Jim Carrey i hovedrollen. Men nu er Forman tilbage med endnu en biografisk film. Denne gang har han vendt kameralinsen mod den spanske maler Francisco Goya i filmen “Goya’s Ghosts”. Desværre er Forman langt fra tilbage i topform men virker snarere godt rusten, for selvom filmen måske har været ambitiøs på manuskriptniveauet er og bliver “Goya’s Ghosts” en rodet og kedsommelig affære, der aldrig rigtig finder et klart fokus.

Året er 1792 og byen er Madrid. Den magtfulde og berygtede spanske inkvisition er betænkelig ved den kontroversielle maler Francisco Goya, som imellem sine mere harmløse portrætmalerier laver raderinger (en form for graveringer), hvis indhold de anser for kættersk. Via lidt uklare tråde fører denne betænkelighed til, at Goyas muse, den smukke unge Ines, anklages for kætteri. (Hun afviste en anretning med svinekød, og så må man jo være af den jødiske tro!?)

Efter en solid omgang tortur er hun ikke overraskende villig til at indrømme alle slags forsyndelser, hvorfor hun fængsles. Ines’ familie tilhører dog en af Goyas venner og velgørere, og med hans hjælp lægger de i en absurd og fuldstændig usandsynlig scene pres på den pragmatiske Broder Lorenzo i et forsøg på at hjælpe Ines. Lige så absurd antydes det, at Lorenzo i stedet ender med at forbryde sig mod pigen, inden han, af helt andre årsager, bliver bandlyst af kirken og må stikke halen mellem benene.

Her springer filmen så 15 år frem i tiden. Situationen i Spanien er urolig. Napoleon har længe raslet med sin nypudset sabel på den anden side af grænsen, og da han erobrer Spanien og indsætter sin bror på tronen, kan Broder Lorenzo atter vende tilbage til Spanien – nu som oplyst liberal med en solid foragt for kirken. Også Ines kan omsider igen bevæge sig frit omkring, og lettere sindsforvirret udsøger hun sig selvfølgelig nu Lorenzo med en hemmelighed på hjertet. En hemmelighed, der ikke formår at tilføre filmen meget dramatisk styrke eller spænding.

Man skal som publikum holde tungen lige i munden for ikke at snuble over filmens urskov af utroværdige handlingslianer og absurde optrin. Der skal dog ikke være nogen tvivl: Forman har altid haft et godt øje for historiske iscenesættelser, og “Goya’s Ghosts” er så absolut flot med flere storslåede scener og imponerende kulisser og kostumer.

Desværre er filmen også gennemsyret af en frygtelig naiv indfaldsvinkel, hvor alting synes enten sort eller hvidt. Det hele fremstår således stift og klodset, når filmen firkantet tematiserer over politisk magtmisbrug og hykleri. Og resultatet er også, at filmens karakterer virker flade som pandekager og plottet lige så tandløst som en 85-årig fransk vinbonde.

Selvom Goya indgår i titlen, så er han fraværende i store dele af filmen, som snarere synes at handle om alt muligt andet end lige ham. At Goya som den klassiske kunstner derfor blot figurerer som iagttager er nu ikke noget nyt påfund i kunstens verden. Og i kraft af denne velkendte model skuffer det da også, at filmens handling alligevel virker så uskarp. Dertil kommer, at filmen kun momentvis evner at gribe følelsesmæssigt fat i tilskueren, som til slut sidder tilbage med en flad og temmelig intetsigende oplevelse.