Mængden af nye 2. verdenskrig-relaterede krigsfilm er tilsyneladende skrumpet lidt, efter film som “The Thin Red Line”, “Saving Private Ryan” og ikke mindst HBO’s mageløse “Band of Brothers” miniserie alle udkom omkring årtusindskiftet. Måske fordi filmene er begyndt at ligne hinanden, og fordi det netop er svært at overgå produktioner som de ovennævnte. Eller måske fordi “Pearl Harbor” gav biografgængere værre mareridt end den egentlige krig. Men i disse tider, hvor dagligdagens skillelinier mellem de “gode” og de “onde” ofte synes lidt utydelige, er det besynderligt, at Hollywood ikke har produceret endnu en veldrejet epos om den sidste verdenskrig, hvor skillelinierne var så betryggende tydelige.

Men det var vel blot et spørgsmål om tid, før en film som “The Great Raid” dukkede op: Den dyreste og mest ambitiøse 2. verdenskrigsfilm i årevis. Med et overraskende stort budget på 80 millioner dollars begiver filmen sig hen til de asiatiske øer for at fortælle den autentiske beretning om en af de største redningsaktioner nogensinde. Både de asiatiske øer, såvel som netop denne fortælling, har indtil nu været relativt uberørte indenfor filmens verden, så det er en modig satsning at sætte fokus her – især med så mange penge på spil og et så ukendt cast.

Men som det desværre er med så mange autentiske helteberetninger, så har “The Great Raid” så stor tiltro til sig selv og især sit autentiske mærkat, at den aldrig mener, den behøver bruge tid og energi på at undgå at blive til én fed kliché. Det virker, som om filmens manuskriptforfattere har skrevet deres manuskript ud fra et par patriotiske linier i en tilfældig historiebog og dernæst smidt alt hvad de kunne af sikre forudsigeligheder og kedelige stereotyper ind. Der er endda en belærende voice-over, som aldrig virkelig føles nødvendig. Karaktererne savner virkelighedstro gråtoner, de tykke replikker mangler jordkontakt, og personerne er hule karikaturer. Det faktum, at en historie er autentisk, er altså ikke nok til at vække publikums interesse og medfølelse.

Trevor Rabins score er også et af årets kedeligste. Musikken træder udelukkende til, når der er allermindst brug for det. Det hjælper heller ikke, at filmen er fejlcastet på flere punkter. Især er det svært at tage en irriterende James Franco seriøs som en autoritær kaptajn, og Benjamin Bratt, som en højtrangerende oberst, leverer, hvad der ofte virker som en halvhjertet John Wayne imitation. Men ret skal være ret. “The Great Raid” har bestemt også sine positive aspekter. Det gælder især den ofte undervurderede Joseph Fiennes i rollen som en tilfangetaget hærchef.

Så er filmen også enormt flot. Der er flere interiørs, der virker en anelse for studieagtige, men der er også talrige tilfælde af smukt production-design og betagende panoramabilleder. Klipningen (som bl.a. “JFK”s Pietro Scalia har stået for) skaber en god dynamik og sørger sammen med kameraarbejdet for, at “The Great Raid” aldrig er kedelig at se på. Javist, filmen savner originalitet, mod og spontanitet, men dens stædige traditionsopfattelse gør den i sidste ende til en enkel, letfordøjelig og ofte underholdende seance.

VideoPræsenteret i 2.35:1 anamorphic widescreen format. Filmens farver er meget nedtonede og tørre og giver den en attraktiv visuel råhed. Det samme er gældende for billedsidens lette brug af gryn, som dog gerne måtte have været lidt mere konsistent. Billedet er skarpt og kontrasten er god. Udtværing og andre komprimeringsfejl er fraværende, men der er uheldigvis op til flere tilfælde af edge-enhancement, som skaber nogle enerverende glorier rundt om objekterne i filmen. Dette er især tydeligt, når personerne står i forgrunden med horisonten i ryggen.

AudioScanbox har det i øjeblikket med at forkæle os med både Dolby Digital 5.1 og DTS-spor på deres skiver. Bliv endelig ved med det! DTS-sporet er, som forventet, en anelse mere fyldigt med en mere solid bund og lidt mere troværdig atmosfære og detaljerigdom end Dolby sporet. Krigsfilm synes altid at levere nogle af markedets bedste lydspor (“Saving Private Ryan” og “Master & Commander: Til verdens ende” er to af de absolut bedste af slagsen), og “The Great Raid” er ingen undtagelse. Dialogen og musikken kommer fint til udtryk, primært via frontkanalerne, men det er naturligvis de eksplosive scener og den eksplosive brug af subwooferen og hele kanalnetværket, der efterlader størst indtryk. Panoreringer er heldigvis heller ikke en mangelvare. Glimrende arbejde.

Ekstramateriale”The Great Raid” består af 2 discs. På disc 1 finder vi et kommentarspor med instruktør John Dahl (nej, ikke relateret til fodboldspilleren), producer Marty Katz, klipper Scott Chestnut, forfatter Hampton Sides og militærrådgiver Dale Dye, som selv har en birolle i filmen, og som de fleste krigsfilmentusiaster nok vil genkende. På trods af de mange tilstedeværende, så bliver sporet aldrig nogensinde forvirrende, og man får samtidigt også et godt indtryk af mange forskellige aspekter af filmens tilblivelse. Mest interessant er måske endda Sides og Dyes viden om 2. verdenskrig. Fans af filmen og krigsinteresserede vil elske det her.

Derudover byder disc 1 også på trailere til “16 Blocks”, “She’s the Man”, “A Prarie Home Companion”, “The Matador”, “Wolf Creek” og “Mercenary for Justice”.

Så hopper vi videre til udgivelsens 2. disc. “The Price of Freedom: The Making of The Great Raid” (20 minutter) er en ganske udførlig dokumentar om filmens tilblivelse, som måske alligevel byder på lidt for mange klip og gentagelser fra filmen. Mest interessant er nok samtalerne med veteraner, der var til stede under redningsaktionen.

Dokumentaren “Captain Dye’s Boot Camp” (8 min.) fortæller om kaptajn Dye og hans træning af filmens skuespillere.

“Mixing The Great Raid” (10 min.) er en herlig lille featurette om lydarbejdet på filmen – et aspekt af filmkunsten, som man desværre stadigvæk hører for lidt om på nutidens dvd-udgivelser.

I “The Veterans Remember” (8 min.) fortæller flere veteraner fra 2. verdenskrig om deres forfærdelige, uudslettelige oplevelser.

“Ghosts of Bataan” (51 min.) er klart discens højdepunkt. Der er masser af historiske anekdoter, interessante billeder og arkivoptagelser, samt stribevis af gode interviews med bl.a. historikere samt adskillige veteraner fra begge sider. Denne dokumentar er bedre end hovedfilmen og et absolut must.

Til slut indeholder disc 2 otte slettede scener (samlet spilletid: 10 min.). Billed- og lydmæssigt bliver de desværre ikke præsenteret i særlig god kvalitet, men det er til at leve med. Derudover er der ikke meget ved disse. De ville kun have gjort en allerede lang film længere.