En fis i en grøn hornlygte

Det kan godt være, at det danske vejr ikke umiddelbart siger sommer i øjeblikket, men bevæger man sig ind i biografens mørke i ly for regnen, skriger filmudbuddet sommer over hele linjen. Og sommertid er jo blockbustertid. Sidste uge bød således på den stemningsfulde “Captain America: The First Avenger “, og allerede nu er der så endnu en længe glemt, amerikansk superhelt at tage stilling til – Green Lantern. Flødefjæset Ryan Reynolds, hvis evner som skuespiller akkurat lige strækker sig til et charmerende tandpastasmil og lidt glimt i øjet, har fået den tvivlsomme ære at trække i den grønne trikot.

Reynolds spiller testpiloten Hal Jordan, der er lidt for dumsmart til sit eget bedste. I så høj grad, at næsten mister livet i en dog fight på vingerne, da han skal bevise sin tekniske overlegenhed over for et par computerstyrede kampfly. Han bliver fyret, får tæsk af kollegerne og er i det hele taget tæt på bunden. Samtidig, et andet sted i universet: En liga af intergalaktiske fredsvogtere kaldet Green Lanterns kæmper mod den onde Parallax, der opsluger al energi på sin vej. Parallax får ram på en af de grønne lanterner, der nødlander på Jorden og sender sin magiske, grønne ring af sted for at tage bo i et værdigt menneske – Hal Jordan selvsagt. Nu er det op til den modvillige Hal at tage kampen på Jorden op mod Parallax og redde sin planet. Og kvinden (Blake Lively). Og resten af universet.

Et eller andet sted undervejs i tilblivelsen af “Green Lantern” er der gået alvorligt miskmask i den. For jeg kan ikke få mig selv til at tro på, at en så sejlivet tegneseriehelt, der første gang så dagens lys i 1940 og løbende er blevet entusiastisk opdateret, kan være så intetsigende som Hal Jordan/Green Lantern i instruktør Martin Campbells version. Sjældent har jeg været så ligeglad med en karakter i en superheltefilm. Ryan Reynolds’ Hal er den irriterende type, der får alle pigerne, knepper til højre og venstre og drøner rundt i en muskelbil med sit tandpastasmil. Hvorfor skal netop han være den udvalgte, der skal redde vores planet? Er det ikke altid de nørdede, splejsede, bebrillede knægte, der får den ære? Captain America, for bare at tage et eksempel frisk i erindring.

Reynolds er kort sagt tandløs og på ingen måde mindeværdig. Heldigvis – og det er virkelig heldigvis – glemmer man ikke sådan lige Peter Sarsgaard i rollen som den patroniserede forsker og senatorsøn Hector Hammond, der med stor iver tager Parallax’ frygtindgydende ondskab til sig og bekriger Hal.

Sarsgaard, der med sin charmerende og farlige sleskhed brød igennem i Kimberly Peirces “Boys Don’t Cry”, puster menneskelighed ind i en ellers klynkende, ubehagelig skurkerolle. I en sådan grad, at man næsten holder med den triste, akavede forsker med måne og et grimt faderkompleks. Her mærker man dybde og nerve i produktionen.