Alfahannen Neeson

Irske Liam Neeson har de seneste år bevæget sig ud af en genretangent, hvor han oftest portrætterer slagkraftige, machoagtige selvtægtsmænd, som man ikke engang skal overveje at pisse af, for så vanker der håndmadder! I “The Grey” er det således et kobbel glubske ulve i Alaskas ødemark, der får Neesons næve at føle.

På et olieraffinaderi i Alaska tjener John Ottway (Neeson) til dagen og vejen ved at holde ulvene på sikker afstand af arbejderne. Skulle de komme for tæt på, plaffer han dyrene ned. Ottway er led og ked af sit liv, hvor minderne om bedre tider og en mystisk kvinde synes at pine ham helt ud til den yderste grænse. Under en tiltrængt pause fra arbejdet, flyver han og de andre arbejdere mod Anchorage for lidt sjov og vistnok noget på den dumme, men de når aldrig frem. Flyet styrter ned midt i den frostbidte, nådesløse ødemark, og kun syv mand overlever med nød og næppe.

Jægeren Ottway bliver hurtigt gruppens naturlige leder. Deres alfahan. Ikke mindst, fordi han forstår sig på ulve. De bidske bæster har nemlig allerede lugtet blod og kastet sig frådende over flystyrtets ofre. Jægeren og hans flok af overlevere er blevet de jagede. Joe Carnahan, der også instruerede Liam Neeson i genfødslen af “The A-Team” (2010), får tilpas meget stakåndet action, virkningsfuld underholdning og svimlende kamerature ud af en kende forudsigelig historie i “The Grey”. Man er fra start ret sikker på, at de syv mænd ikke alle er levende ved filmens udgang. Spørgsmålet og spændingsmomentet er selvfølgelig bare, hvem og hvor mange der vil overleve mødet med ubarmhjertige Moder Natur. Ottway ryger nok ikke som den første i hvert fald. Og Dermot Mulroney, der faktisk er filmens næststørste navn på skuespillerfronten, holder den nok også gående et vis stykke tid.

Når ulvene angriber (og det kan jeg vist godt afsløre, at de gør), er det blodigt, abrupt og så pokkers skræmmende, at sammenknebne øjne og nedslåede blikke ikke kan undgås. Hvad angår ulvenes fysik har Carnahan også smurt tykt på i forhold til virkelighedens skabninger. Ulvene i filmen, der er en blanding af CGI, mekaniske dukker og levende eksemplarer, leverer bestemt varen som filmmonstre, men man kan indimellem ikke helt lade være med at tænke på de lattervækkende varulve fra “Twilight”…

Som så ofte i overlevelsesfilm hober usandsynlighederne sig langsomt – men sikkert – op her i “The Grey”. Hvorfor forlader gruppen flyvraget og bevæger sig ind mod skovgrænsen? Ville de ikke væk fra ulvenes grotte? Er det ikke mere sandsynligt, at ulve har en grotte inde i skoven? Hvorfor laver de ikke våben ud af flyvragsdele? Hvorfor dit og hvorfor dat? Ja, ja. Lidt mavesur må man godt være. Til gengæld er Neeson hamrende troværdig som den livstrætte loner, der pludseligt får noget at kæmpe for. Trods manden er lige på grænsen til de 60 år, er der noget fandenivoldsk og en Charles Bronson’sk vildskab over ham. Neeson er med andre ord kongen af den halvdubiøse selvtægtsthriller, hvor han er ene mand mod naturen, samfundet, onde kidnappere og hvad man ellers kan finde på.