Vogter igen MCU-galaksen

Marvel Studios har gjort det igen. Det samme. Star-Lords mixtape er spolet tilbage, det hele begynder forfra på den samme måde, imens en tredje film allerede lover, at Vogterne af MCU-galaksen heller ikke denne gang sådan for alvor kommer i problemer. Groot er den eneste, der har forandret sig. Fra stor til den sødeste Baby Groot, som dog stadig forsikrer om, at han er Groot.

Det er nemlig kun de små slapstick-figurer på siderne af den pumpede CGI-galakse, som gør “Vol. 2” til at holde ud. Vi har allerede set den sjoveste sekvens i traileren, hvor den lille træfyr bliver betroet ansvaret for en planet-ødelæggende bombe. Uheldigvis er Groot-hjernen også blevet baby sammen med kroppen. Rocket-vaskebjørnen forklarer tydeligt, at den ene røde knap må Groot ikke røre ved, hvorefter den lille med øjne så store som træstubbe peger på netop den forbudte knap og siger: ’I am Groot'. Det er Marvel-opdateret “Gøg & Gokke”.

Men efter snart 10 år med MCU og allerede én “Guardians of the Galaxy” så er punkterings-komikken ikke længere uventet. Eller frisk. Eller sjov. Flertallet af sjove setups i den her supergenre-komedie skæres over formularen højstemt alvors-ballon punkteres af uhøjtidelige payoffs. Som Bombe/Groot. Eller når Kurt Russells forsvundne far til Star-Lord med det moralsk tydelige navn Ego siger noget fader-alvorligt til sin genfundne søn, hvilket i det næste afløses af en bemærkning om, at nu skal Ego altså skide. Faderkærlighed/Skide.

Undskyldningen for den her “Vol. 2”-indspilning er en historie om fraværende fædre. Ego er et ego, imens “Guardians”-holdet er en familie. Ener/Hold. Så sikkert fortæller Marvel, imens forfaderen, Stan Lee, igen cameo-kigger forbi, inden hele fem post-credit-scener fan-servicerer, så ingen kan blive farligt sure. Det er ufarligt. Præcis som Drax’ joke, som, han selv forklarer, er en practical joke. Dén overforklarende joke af en joke er en af de bedste jokes i det her slidte vittighedshæfte.

Det hele opleves mest som et tilfældigt afsnit af MCU-serien. Som i “Star Trek”, hvor vores udforskere af galaksen lander på endnu en fremmed planet, imens de jages af en bodypaintet gulddame, der er ond fordi. Så er jeg straks mere tørstig efter Bradley Coopers vaskebjørn, som sammen med den blå Yondu i sej slow nedkæmper et helt piratskib til retro-tonerne af rock and roll-hittet “Come a Little Bit Closer”. Genbrug kan også være fedt.