Forklædt som voksenIngen, der har set noget til Robert Downey Jr. i dennes seneste medvirkender, kan næppe længere være i tvivl om, at den kontroversielle skuespiller for længst har fået cementeret sit comeback på det store lærred efter en årrække uden for rampelyset. Trods begrænset skærmtid underbygges denne påstand ikke desto mindre også i den blændende “A Guide to Recognizing Your Saints”, hvor rejsen fra barn til voksen er brolagt med konflikter og underkuede følelser.

Filmen er baseret på bogen af samme navn, instrueret af hovedkarakter og forfatter Dito Montiel, der har taget sin rå og uforsonlige opvækst i New Yorker-kvarteret Queens under særbehandling. Tilsyneladende skal man foranlediges til at tro, at filmen bygger på virkelige hændelser, og meget peger da også i den retning. På de præmisser er fortællingen sådan set lige ud af landevejen med teenageren Dito Montiel (Shia Labeouf) i et overvejende fokus, mens han vokser op blandt venner og fjender, kvarterets knægte og ditto hunkøn – i særdeleshed den første kærlighed, Laurie (Melonie Diaz).

De oplevelser finder sted i løbet af en varm sommer i 1986, og “A Guide to Recognizing Your Saints” er på mange måder også at opfatte som en coming-of-age film. Undervejs tager filmen dog spring frem i tiden, hvor den unge Dito femten år senere er blevet voksen og velanset forfatter i skikkelse af Robert Downey Jr. Som sådan er skuespilleren et samlende hele for de mange mere eller mindre gode – nok flest mindre gode – oplevelser, der gjorde sommeren 1986 til noget helt særligt. Vigtigst er naturligvis hovedkarakteren Dito, men i periferien befinder sig nu alligevel en række spraglede personligheder med stor prægnans for den fængslende fortælling, hvor den politiske ukorrekte fader, Monty (Chazz Palminteri), bøllen Antonio (Channing Tatum) og skotske Mike O’Shea (Martin Compston), der konsekvent går under øgenavnet ‘Ireren’, står stærkest.

De leverer alle formidable præstationer, og selv om tilstedeværelsen af Downey Jr. ikke fylder voldsomt meget i det samlede billede, er han uundværlig for en film som denne. Alligevel løber faderfiguren, Montys Palminteri, i den grad med det store billede. Mage til indlevelsesevne, nærvær og grundlæggende kompetent skuespil som dumt svin par excellence vil være svær at udpege, og skal det alligevel gøres, vil en Al Pacino i topform formentligt være den mest rammende beskrivelse. Udpeges bør også det kreative og dagdrømmende filmsprog, der er et sublimt match til filmens nostalgiske fortælling.

Under Ditos opvækst fylder forholdet til kvarterets drenge og ungdomskæresten Laurie en hel del, men nok ikke så meget som jalouisen og hadet til faderen, der favoriserer den voldelige Antonio frem for sin egen søn. “A Guide to Recognizing Your Saints” er en film om de store følelser, som ingen af de mandlige karakterer på noget tidspunkt evner at administrere eller eksplicitere. For den voksne Dito bliver det en rejse tilbage til det kvarter, han forlod til fordel for solbeskinnede Californien femten år tidligere. Men det bliver også mødet med de kontroverser og konflikter, indestængte følelser og kriser, han aldrig fik ud i det åbne med den dominerende far, den temperamentfulde kæreste og til en hvis grad også den voldelige Antonio.

“A Guide to Recognizing Your Saints” er et følelsesbetonet tilbageblik mod en opvækst fyldt med kærlighed og had. Filmen er en genistreg, der hviler på solide skuespilpræstationer og et imponerende filmsprog, hvor der leges kreativt med filmmediets mange muligheder. Bedst er fortællingen, der dog ikke hidbringer sin traditionsrige genre store nytænkninger, men alligevel er uafrystelig i al sin gru, håbløshed og enkelthed. Som stemningsskabende element tilfører de mange velvalgte musiknumre fattigfirsernes New York – metropolen, hvor livet aldrig går i stå – en særlig stemning.

Hovedkarakteren Dito Montiel proklamerer indledningsvis, at han inden filmen er ført til ende vil have forladt og frasagt sig alle de mennesker, han kender og holder af. Om det er rigtigt, skal være usagt i denne sammenhæng. Rigtigt er det dog, at “A Guide to Recognizing Your Saints” er en selvbiografisk fortolkning af de følelser, drenge (og mænd) ofte kan have svært ved at forholde sig til. Følelser, som, hvis de forbliver usagte, er til mere skade end gavn. Filmen er en ærlig og sjælekrængende rejse ind i hovedkarakterens indre for at finde stof til at løse de ydre konflikter. Spørgsmålet er, om det nogensinde vil lykkes, for indeni er karaktererne stadig børn det voksne udseende til trods.

VideoDen sublimt klippede “A Guide to Recognizing Your Saints” fremstår i et skarpt og indbydende anamorphic widescreen 1.77:1 format. Der forekommer enkelte eksempler på edge-enhancement og digitale forstyrrelser, men udtværinger er der derimod ingen af, og generelt viser billedsiden sig med et indtagende filmlook. Det til tider eksperimenterende billedsprog oppebæres desuden af en solid kontrast og en jævn farvetemperatur, hvor de mange flashbacks til firserne i øvrigt indrammes af et stærkt og prangende farvevalg.

AudioOgså lyden fungerer næsten upåklageligt med det engelsksprogede Dolby Digital 5.1 format in mente. Lyden er primært baseret i fronthøjtalerne, mens filmens jazzede og stemningsfulde score flyder ud i alle højtalere. Dialogen er for det meste tydelig, og der er ikke eksempler på hverken støj eller overstyringer, hvorimod et par ganske udmærkede lydpanoreringer indfinder sig i ny og næ. Atmosfæren er i øvrigt nærværende og detaljerig og understreger kvaliteten af et glimrende lydspor.

EkstramaterialeDet begrænsede ekstramateriale består af en række ganske korte ‘vox pops’, hvorigennem filmens karakterer, manuskriptet og handlingen med mere berøres af skuespillerne Robert Downey Jr., Rosario Dawson, Shia Labeouf, Melonie Diaz og Channing Tatum samt instruktøren Dito Montiel og producenten Trudie Styler. ‘Behind the Scenes’ er i tilgift et par minutters ‘b-roll’ fra optagelserne, mens en trailer for filmen udgør den sidste bestanddel. En udmærket men stærkt begrænset komposition.

En New Yorker-historieQueens, Manhattan, Bronx og Brooklyn. Gang på gang har gaderne, og ikke mindst beboerne af New Yorks fem boroughs – selv Staten Island har ageret lokation i en film eller to – tiltrukket sig opmærksomheden fra filmmagere. Og det har ofte været med coming of age-historier på hjertet, at filmene har blandet ungdomsårenes overgangsritualer med de interne brydninger i kvartererne, begge dele påvirket af den konstante omskiftelighed, der betegner New York som by. I “A Guide to Recognizing Your Saints” er det musikeren og forfatteren Dito Montiels tur til at nedfælde sine levede oplevelser fra sin tid som ung i bydelen Queens.

Robert Downey Jr. spiller filmudgaven af Dito Montiel, der med fortiden på slæb er på bodsrejse tilbage til det gamle nabolag. Som Dito nærmer sig sin rejses mål, i form af et klassisk faderopgør, bliver minderne fra fortiden mere og mere påtrængende og fortiden rulles ud med dertilhørende glemte følelser, drømme, og handlinger. I denne hukommelsesproces bliver kvarteret en ligeså vigtig medspiller som de personer, den unge Dito hang ud med. Det hele bliver bevidnet af kameraet, som Dito tilbringer en klassisk hed sommer i byen med venner og fjender, alt imens billedredigeringen intensiverer mindernes styrke for den voksne Dito.

Stilen er selvbevidst fra start. Den voksne Dito sidder i nutiden på en scene og filosoferer over de af hans venner, der vil dø, før hans historie er omme, mens den unge Dito i fortiden fortæller filmens publikum, at han i sidste ende vil forlade alle omkring sig. “A Guide to Recognizing Your Saints” låner betydeligt fra tidligere film i sin visuelle stil, hvor især Martin Scorseses New Yorker-historier skinner igennem i den ofte energiske redigering.

Ikke alt det lånte fungerer lige godt. Det at lade unge mennesker fortælle om sig selv direkte til kameralinsen virker efterhånden som en lidt slidt kliché. Bedre går det med de idéer, der formår at visualisere hukommelsens tendens til både at romantisere og intensivere fortiden i ens hoved, samt de stilistiske træk i filmen, der understreger det subjektive i historien. “A Guide to Recognizing Your Saints” bliver i enkelte scener en spidsfindig illustration af, hvordan detaljer i ens minder kan vrikkes på plads med det formål at skabe en mere forståelig opfattelse af fortiden for dens nutidige beskuer.

Som instruktør har Monteil dog ikke kun et godt øje for billeder og atmosfære. Personinstruktionen af Downey Jr. og de andre skuespillere i filmen skaber en grad af naturlighed i deres præstationer, der lader en som tilskuer glide ind i kvarteret og personernes hverdag via den troværdige atmosfære. Shia LaBeouf kan opleves i pre-“Transformers” form som den unge udgave af Dito, og han bærer fint hovedrollen, mens resten af rollebesætningen er en vellykket blanding af solide karakterskuespillere og unge mere uprøvede kræfter.