Guldgraver-roadtrip uden bling-bling

En western. Kan du komme i tanke om en mere amerikansk genre? Jeg kan ikke. Cowboys, der rider rundt i en lovløs præ-civilisation på det nordamerikanske kontinent, er så langt fra europæisk højkultur, som en indianer er fra Hamborg. Det er berlinerskole-instruktøren Thomas Arslan ligeglad med. Så han har sendt et hold tyske immigranter på hesteryg mod guldgraver-mytologiens hovedby, Klondike, i tiden lige inden otte-tallet i 1800-tallet blev vekslet til en nier. For enden af den lange, barske rejse skulle der være guld og… Ja, ikke så meget andet. Det skulle da lige være et bedre liv.

“Guld” er ikke en western, der er blodbadet i skuddueller og oppustet drama. Det overflødige bling-bling er skåret lige så meget ind til benet, som en af de tyske gulddrømmere får at føle, da bjørnefælden klapper og koldbranden truer. Av av. Her er ingen nostalgi-romantiske forestillinger om det vilde vesten, men en slidsom tur på hesteryg i umuligt terræn med pulverkartofler som dagens ret. Hver dag.

Edgar Reitz’ “Die andere Heimat” fortalte tidligere på året historien om en gruppe 1800-tals-tyskere, der længtes efter noget andet, noget bedre på den anden side af Atlanten. Arslans tyske guldgravere kan ses som fortsættelsen på den historie. Dem, der forfulgte den amerikanske drøm. For det er en gruppe helt almindelige tyskere, der søger guldlykken til hest. Den fraskilte husholderske, journalisten og svindleren, der også er selskabets rejseleder, som har taget sig godt betalt for at vise vej. Faktisk har han taget deres sidste penge, alt er investeret, ekspeditionen må ikke slå fejl.

Og hvad sker der så? Tja, ikke så meget. De rider afsted med et tvunget håb om at nå frem til guldåren, og når de møder en indianer, så er det ikke af slagsen med krigsmaling, som John Wayne skyder til måls efter. Nej, det er hverdags-indfødte, der vil have en fem-dollar for at vise på rette vej. På den måde er det en lille og intim western-film, som man ville tro europæere ville lave den, hvis jeg må grovgeneralisere lidt. Men også særdeles stemningsfuld, når det barskt smukke guldgraver-landskab med lumske floder og åbne vidder ledsages af et kælent, næsten rocket guitar-riff, der måske er lånt lige lovlig meget fra Neil Youngs ditto fra den syrede Jim Jarmusch-western “Dead Man”.

Der rides lige så langsomt som i “Dead Man”, men ikke så mærkeligt i cirkel, som Johnny Depps døde mand gjorde det. Her går det ligeud mod Klondike, så alle kan forstå det. Kombineret med stemningen er brugen af western-temaet det bedste ved “Guld”. For det westerns altid har været gode til, er at diskutere naturens øje-for-øje kontra civilisationens lov og orden. På den måde lægger filmen sig i traditionen fra “The Man Who Shot Liberty Valance”, når den hårdføre Emily Meyer ganske alene forsøger at stå fast på loven, da rejselederen tidligt afsløres. Gælder civilisationens regelsæt ude i vildmarken? En diskussion pænt bundet ind til klasseværelset – måske for pænt endda. Jeg savnede engang imellem, at salonejeren Al Swearengen fra tv-serien “Deadwood” ville springe frem og bande af nogle ”cocksuckers!”