Sjov thriller eller dyster komedie?

For nogle år siden befandt denne anmelder sig på en meget mørk og meget skummel stripbar i Las Vegas, hvor bartenderen pludseligt annoncerede, at det var Todd Phillips – instruktøren af ”de der tømmermændsfilm” – der sad ovre i det ene hjørne. Det gjorde han såmænd også, og måske er det netop den slags gustne steder, der har skabt grobunden for “Tømmermænd tur-retur”. Man skulle næsten tro det, for afslutningen på den berømte trilogi er den mørkeste af de tre.

Efter hændelserne i “Tømmermænd i Bangkok” er Alan, den tykke særling i vores firkløver, holdt op med at tage sin medicin. Således er han blevet en fare for sine omgivelser, og derfor beslutter familien og nogle af vennerne at få ham ud til et hjem, hvor han kan blive rehabiliteret og gjort til en mere normal version af sit originale jeg. Og hvem skal bringe ham til hjemmet? Vennerne Doug, Stu og Phil, selvfølgelig! Men på turen går noget galt. Den maniske Chow er flygtet fra fængslet, og det har gjort mafiabossen Marshall godt gal i skralden, så han kidnapper Doug og truer med at holde ham fanget, indtil Chow er blevet fundet af “Ulveflokken”, som vores venner ynder at kalde sig i samlet flok.

Dét, der altid har gjort franchisen om vennerne med tømmermænd til en bedre filmserie, end den ser ud til at være på papiret, er dens dystre tone. Etteren viste et tomt Las Vegas i dagslys, toeren blottede Thailands skyggesider, og treeren kan (næsten) lige så godt beskrives som en thriller som en decideret komedie. Jo, grinene er her stadig, men der er immervæk noget skummelt under overfladen, hvilket gør filmene mere interessante og giver dem mere kant end de gængse Hollywood-komedier. Disse undertoner er snarere overtoner her i trilogiens tredje (og angiveligt sidste) led, hvilket leder filmen til den interessante mellemstation mellem farce og thriller.

Netop humoren formidles primært af Zach Galifianakis og Ken Jeong i rollerne som henholdsvis Alan og Chow. Denne gang er sidstnævnte endda ikke så irriterende som i den forrige film. Galifianakis, derimod, har et talent for det komiske, som man altid kan regne med. Han skaber en varm hjertelighed i Alan, som ellers snildt kunne være endt som en belastning ud over alle grænser. Det er dog kun disse herrer, der er med til at skabe komedierammen for filmen. Hvis man tager deres humoristiske indfald og særprægede opførsel væk, har man en historie om luskede scenarier, paniske beslutninger og desperate mænd. Og det lyder helt ærligt ikke særlig sjovt, gør det?

Men det er (som nævnt) netop dette, der hæver “Tømmermænd tur-retur” til niveauet over middel ligesom sine forgængere. Det gør ikke så meget, at der indimellem indfinder sig lidt for nemme løsninger og tilfældigheder, der virker lidt for konstruerede. “Tømmermænd tur-retur” er nemlig en medrivende, underholdende filmoplevelse. Når mobiltelefonen pludseligt ryger ud af hånden under en bilkørsel og lander under pedalen, så bilen ikke kan standse, gør denne urealistiske landing ingenting. Det her er nemlig underholdning på højt plan, og derfor tilgiver man også med lethed de små skønhedsfejl, der indtræffer fra tid til anden.