Harry Potter og hemmelighedernes kammer
Udgivet 22. nov 2002 | Af: Hasselguff | Set i biografen
Naturligvis må Harry tilbage og da Ron og hans brødre kommer for at hente ham, trodser han samtlige af Dobbys advarsler og drager afsted på ny. Rejsen til Hogwarts forløber dog ikke helt gnidningsfrit, og da en eller anden har spærret den hemmelige indgang til platform 9¾, tvinges drengene til at tage en hårrejsende omvej. Som frygtet har en mørk trussel sænket sig over skolen, og sammen med Hermione forsøger vennerne at løse gåden bag den uhyggelige hvisken og de blodige bogstaver på væggene. Hemmelighedernes kammer har åbnet sig, og startskuddet til “Harry Potter” film numero to har lydt!
Filmen lægger ud med at brag af en actionsekvens, der tydeligt illustrerer, hvordan Columbus’ instruktion er blevet mere levende. Det lader til, at han har taget sig flere friheder med kildematerialet og fokuseret mere på at få historien til at fungere i en filmisk sammenhæng. Scenernes flow er godt, og til trods for at der stadig er unødvendigt lange og lidt irrelevante sekvenser, formår filmen at underholde fra start til slut. Kulisserne er tilstrækkelig gennemførte til at den magiske parallelverden fremstår troværdig, og de mange detaljer som bøger, bannere og store (levende) malerier giver Hogwarts det antikke præg, vi normalt associerer med klassiske eventyrslotte. Dertil kommer de afspærrede og skjulte rum, der ligesom i “De vises sten” afspejler et mere fantasifuldt og ikke mindst skræmmende design.
Ubehaget breder sig hver gang Harry bevæger sig ind på de forbudte områder, og det er her at filmen for alvor folder sit dystre udtryk ud. Det klæder historien at Columbus tør skabe disse foruroligende sekvenser, som vi normalt ikke ser i børnefilm. “Hemmelighedernes kammer” er en intens oplevelse for yngre børn, men et lidt ældre publikum vil med garanti sætte pris på den kompromisløse stil. Som prikken over i’et har vi John Williams’ musik, der underbygger den tætte atmosfære og med vanlig præcision blander velkendte temaer med nye stykker musik.
Desværre virker Daniel Radcliffe stadig lidt stiv i betrækket, og han brænder ikke nær så meget igennem på lærredet som sine to jævnaldrende kolleger. Af nye karakterer bør nævnes den egocentriske og overordentligt kujonagtige Glitterik Smørhår, vidunderligt spillet af Kenneth Branagh. Lucius Mafoy i skikkelse af Jason Isaacs gør det ligeledes godt som den onde og udspekulerede troldmand, der på en eller anden måde står i ledtog med de onde magter.
Ikke alle ting fungerer lige godt i “Harry Potter og hemmelighedernes kammer”, og selvom filmen overvejende er en positiv oplevelse, er der lidt grus i maskineriet. For det første, kan det endelige showdown slet ikke leve op til de forventninger, som bygges op i løbet af den næsten tre timer lange fortælling. Godt nok er der så at sige knald på brillen, men den store afsløring er så forvirrende, at man bruger mere tid på at rede trådene ud i stedet for at være bange og – nå ja, overrasket. Derudover kan man diskutere nødvendigheden i, at behandle så mange detaljer fra bøgerne som Columbus gør, idet der går lang tid med at afvikle scener uden nogen relevans for selve plottet. For fans er det sikkert en prisværdig tilgang, men det går ud over spændingsopbygningen.
Den afsluttende kritik skal dog ikke så tvivl om at “Hemmelighedernes kammer” er en både god og underholdende film, der fungerer på mange niveauer. Afgjort den bedste Potter hidtil – God fornøjelse.
Klik [url=articles/view/166/]her[/url] for at læse mere om “Hemmelighedernes kammer” i Ugens filmz.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet