Heart of a Dog
Udgivet 11. maj 2016 | Af: Oskar K. Bundgaard | Set i biografen
Mens guitarstrenge spiller blødt i baggrunden så fortæller en dæmpet voice-over om tilværelsen. ”Hvad er livet?” spørger den retorisk. Et billede af regnvand, der løber ned ad en rude, lægges oven på en indstilling af vintertræer. ””Er det ikke blot tidspunkterne, hvor vi ikke sover?” svares der. Der er masser af poesi og luftige spørgsmål, når kunstneren Laurie Anderson tackler nogle af livets helt store gåder i “Heart of a Dog”.
Skellet mellem det generelle og det intime virker i det hele taget meget skarpt. Det er uden tvivl i de personlige fortællinger, at de stærkeste øjeblikke findes. Lauries traumatiske barndomsminder fortælles levende på ridset og utydelig 8mm-hjemmevideo. Som da hendes brødre faldt igennem isen, eller da hun brækkede ryggen efter et fald fra tremetervippen i en svømmehal. Det underbygger hendes pointer om, hvordan minder falmer, indtil man kun kan huske, det man vil huske.
Det meste af billedsiden består af fine naturbilleder, hvor der fra tid til anden er lagt et sepiafilter over. Billederne kombineres med en drømmende lydside, der hovedsageligt består af forskellige strengeinstrumenter og Laurie Andersons egen sagte stemme. Det sagde mig absolut ingenting. Jeg forstod ikke de valg, der blev taget. Hvorfor bruges der så meget slowmotion? Hvad betyder det, at vi ser billeder af træer, hvorfor er der så mange af dem? Hvad er det for noget underligt musik, hvorfor kommer det nu? Alle disse spørgsmål hverken fascinerede eller overbevidste mig om at instruktøren er meget klogere end mig. I stedet følte jeg mig fremmedgjort. Der mangler variation i tempo, stemmeføring og farvepalet. Det hele blev så monotont.
I det hele taget gav “Heart of a Dog” mig ikke den poetiske aha-oplevelse, det var meningen, at den ville. Det blev i langt højere grad en nå?-oplevelse. Det er meget muligt, at jeg missede hele pointen. Faktisk missede jeg sandsynligvis hele pointen. Måske er “Heart of a Dog” kun for de udvalgte, imens resten af os bare må kigge op i loftet og nøjes med at lade, som om vi tænker store tanker.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet