Heartstone
Udgivet 7. jun 2017 | Af: Morten Vejlgaard Just | Set i biografen
Det er ikke let at være ung oppe i Island. Det viste Rúnar Rúnarsson sidste sommer, hvor Ari skulle sprede sine coming of age-vinger og lære at navigere i voksenlivet i “Sparrows”. Nu er turen kommet til Thor, der som den stenfisk, han fanger, ikke passer ind i det øde ø-landskab langt fra Reykjavik. Igennem Gudmundur Gudmundssons tålmodigt rørende blik skal Thor tage rejsen fra ikke-barn til næsten-voksen. Det er ikke let. Særligt når man endnu ikke har fået hår på pikken.
Det er spørgsmålet, som hverken Thor eller Christian kender svaret på. Hvad er forskellen på at kunne lide en som ven og lide-lide en? Sådan rigtigt. Som man bør gøre det med en pige. Særligt når man bor derude, hvor man fisker om dagen, tager til halbal lørdag, og folk sladrer om fangsten mandag. Et par piger smides i puljen. Beth kan lide Thor, så Christian må vel kigge efter Hanna. Det er mest praktisk, hvis venskabet skal fortsætte med at virke, som da de bare var børn. Da man legede for at lege. Nu leger de i stedet kysseleg, hvor Beth gemmer sig alene i et legehus – bare Thor ‘fanger’ hende. Og bare Thor dog snart får hår på den pik. Han er den sidste, der mangler. Måske er løsningen hår fra søstrenes kam?
Jeg er vild med, at Gudmundsson bare lader dem være almindeligt unge. På telttur, hvor Thor kysser med Beth, men holder i hånd med Christian bag om ryggen på hende. Det er udramatisk, fint og forvirret. Derfor er det også unødvendigt at tilkalde ekstra drama med pistol og nøgen-maleri, som Røde og alle de andre ser og gør grin med. Pinligt! Og for dramatisk.
For det er i forvejen rigeligt vanskeligt at være islandsk ung. Særligt når man er anderledes som en stenfisk, der ikke ligner alle de andre. Hverken når det gælder de indre følelser, der endnu ikke helt ved, om de bedst kan lide dreng eller pige, eller det fysiske ydre. Hvem der bare havde hår på pikken.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet