Det er en tidsmaskine. Forlystelsesparken fra helvede med dertilhørende morder tager mig tilbage til gode gamle Michael, Jason og Freddy.

Dengang en morder ikke behøvede et større motiv eller en vild baggrund. Han var bare en psykopatisk stalker med et knivskarpt remedie til mord.

Det er det samme i “Hell Fest”. En maskeklædt morder udser sig en gruppe unge. Forfølger dem. Myrder dem. Én efter én. Ligesom Michael Myers gjorde det på en skæbnesvanger Halloween.

Og traditionen tro er gruppen af unge kun interesserede i to ting. Hvor fedt og sjovt det er at være VIP til Hell Fest. Og selvfølgelig sex, sex og mere sex.

De taler i hvert fald ikke om andet. Ligesom på Camp Crystal Lake den berygtede fredag d. 13, husker I nok.

Det er ikke overbevisende,' siger Natalie sådan cirka til veninden Brooke, før de tager af sted til årets gyserfest. Det samme kan siges om dem og deres præstation.

Men det er ligegyldigt. Til helvede med at karaktererne er tyndere end deres modelkroppe. Til helvede med at de spiller ad helvede til. Det er ikke det, det handler om.

De skal bare dø. Ligesom i gamle dage. Og det er netop, hvad de gør.

Om det er på kreativ vis med en hammer eller en nål på næsten Freddy-kreativt niveau. Eller om det er den klassiske hold om munden og dolk i brystet a la Michael. Det er blodigt og lækkert!

Selv mordene er referencer i sig selv. Morderen er efter et tilfældigt offer inde i spøgelseshuset. ’Gør det nu bare,' siger Natalie til ham. Med et smil på hendes uvidende læbe bliver den skrigene pige dolket ihjel. Det er jo bare en del af showet, tror hun.

Det er præcis ligesom i biografen i “Scream 2”. Helvedesfesten er spækket med små og store referencer til slasher-forbillederne. Det går lige i hjertet på mig som en stor køkkenkniv. Eller en stor krog. Sagde nogen Candyman, Candyman, Candyman, Candyman – tør du sige det igen?

Det er så retro. Der er ikke en original idé. Men hvad gør det, når bare nostalgifaktoren er i orden? Bare noget så simpelt som fonten, der er brugt på plakaten, får mig til at smile. Det er gennemført.

Det samme er gerningsstedet. At sætte hele seancen i en gyserforlystelsespark er fedt. Det føles som en ægte park. Med farverigt lys og gyselige ansatte. Det er mega stemningsfyldt.

Det er dog ikke uhyggelig stemning, der er tale om. Nærmere en hygge-uhygge. Lidt ligesom Halloween. Altså højtiden.

I denne tid foregår “Hell Fest” selvfølgelig også. Hey!? Ligesom i “Halloween”. Altså filmen.

Jeg skal helt klart gense “Hell Fest”, når det bliver d. 31. oktober. For den minder mig om alle de gange, jeg i en al for ung alder på Allehelgens aften har set fortsættelse på fortsættelse af “Halloween”, “Friday the 13th” og “A Nightmare on Elm Street” på tv.

De er dårlige. Men på den helt rigtige måde. Sådan er “Hell Fest” også. Den er ikke god. Men den er stadig en fest. På den helt dårlige og rigtige måde.