Country for Young Men

De kommer derudefra, hvor det ikke er et valg at stemme på Donald Trump. Det er den eneste mulighed. Derude, hvor der kun er øde prærie og pickups. Hvor mænd har overskæg og ikke er, men har en bøsse. Til at skyde med. Engang til forsvar imod indianerne. Nu til forsvar imod nutidens banditter, banken, der har finansfucket en hel redneck-verden hernede i Texas, hvor to bankrøvere nu søger hævn i en klog lillebror til “No Country for Old Men”.

Det er netop to brødre, der iført skimaske og hættetrøje røver Texas Midland Bank. Og kun den bank. De har et regnskab at gøre op. For selv om de to er de konkrete banditter, så er banken den større bandit, som ingen har ondt af. Det må Jeff Bridges sande som en slags tematisk og gammelklog bror til Tommy Lee Jones’ politibetjent fra “No Country for Old Men”. Han vil gerne konfiskere den tykke servitrices drikkepenge fra de to på flugt. 200 dollars. Glem det. Det er halvdelen af næste afdrag på boliglånet. Et lån, som banken hæver en fed rente på.

Det er “Sicario”-forfatteren Taylor Sheridan, der nu igen trænger sig på med et stykke komplekst USA, hvor valget står imellem en stor eller en større skurk. I “Sicario” jagtede CIA-banditter mexicanske narko-banditter. Her stjæler to hvide tabere tilbage fra en af den slags banker, som Obama hjalp, imens dem på bunden betalte. Nu kører de fra bank til bank igennem en gammel, fortabt verden ledsaget Nick Caves dystre violiner. Her er Shell-tanken lukket, imens kvægdriveren forsøger at undslippe en brand. Eller måske er det den nye verden uden kvæg og udkants-arbejdspladser, han flygter fra?

Det er cool undergang leveret i en ny tids slags “Thelma & Louise”. Og jeg forstår protesten, imens de flygter fra Jeff Bridges i en gammel Ford. Hvem fanden kører stadig i Ford? Snart ikke nogen. Fremtiden byder på Kia og digital teknologi magen til den, der fra centralt hold overvåger den første bank, de røver. Overvågningskameraerne virker ikke. Den centralt styrede fremtid har glemt at slå dem til, imens de lokale må se hjælpeløse til eller tage sagen i egen hånd ved hjælp fra deres republikanske ret til at bære våben.

Sådan væves den lille historie om to bankrøvere ind i en klogere fortælling om amerikansk forfald. Om arbejdspladser, der flytter, imens bankernes overskud stiger. Min eneste anke er næsten, at Taylor Sheridan selv ved, at den her historie er klog. Næsten for klog. Han ved, at bankerne ikke har en skid kredit. Det er fremtidskritikken gentaget fra “Once Upon a Time in the West”, hvor storkapitalen med sit tog tromler ind over helt og skurk til hest.