Hero
Udgivet 19. apr 2003 | Af: Hasselguff | Set i biografen
Kongen udlovede en stor dusør til den person, der kunne dræbe de tre lejemordere, men ingen var i stand til at stille noget op imod deres evner som sværdkæmpere – vel at mærke indtil en mystisk navnløs kriger pludselig gjorde det af med dem alle. Krigeren tog de tre modstanderes sværd og bragte dem til kongen, der var ivrig efter at høre hvordan det var lykkedes den navnløse at dræbe disse stærke fjender. Den navnløse fik en audiens og fortalte om sine bedrifter, alt imens han langsomt fik lov til at rykke tættere på kongen. Den navnløse havde nemlig selv en mission han skulle udføre.
Handlingen er banal men stadig interessant nok til, at man ikke keder sig i de få rolige passager, der optræder i filmen. Det hele fortælles gennem lange flashbacks, der hver især domineres af en overordnet farve, og hver gang bidrager med nye informationer til historien. På trods af at de to film indholdsmæssigt er forskellige, kan man godt sammenligne den eliptiske struktur med Akira Kurosawas klassisker “Dæmonernes port”, hvor et enkelt overfald genfortælles af fire forskellige personer. Det fascinerende ved Kurosawas film er, at vi aldrig får fortalt, hvad der rent faktisk skete under selve hændelsen, og at vi selv er tvunget til at overveje, hvad der er sandt og falsk.
Helt så snedig er “Hero” ikke skruet sammen, og hen imod slutningen får vi den endelige udgave af historien, der på passende vis er holdt i sandhedens farve hvid. At der så alligevel er en lille tvetydig drejning til allersidst gør, at filmens skildring af, hvordan individets handlinger kan få konsekvenser for et helt rige går op. Heltens mission i filmen er ikke nødvendigvis det bedste for Kinas fremtid.
Derudover har “Hero” indtil flere, hvad man kunne kalde for kulturelt betingede forhindringer, der gør det lidt sværere for et dansk publikum at se og forstå filmen. Et godt eksempel er dialogen, der kan virke ufrivillig komisk, da mange af replikkerne på kinesisk indeholder flere niveauer af betydning, som går tabt i oversættelsen til dansk. Personernes bevægelser, navne og sparsomme dialog rummer en subtekst, der er så specifik for kinesisk kultur, at vi ikke har forudsætningerne for at få det fulde udbytte af filmen herhjemme.
Man skal være blind for ikke at blive betaget af “Hero” og til trods for, at handlingen kan virke som en tynd kop grøn te fortjener filmen uden tvivl at blive set. Skuespillerne gør det rigtig godt, og med sine talrige kampe vil “Hero” appellere til både fans af kampsport og actionfilm, for slet ikke at tale om alle dem, der holdt af “Tiger på spring, drage i skjul”.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet