Scener fra et ægteskab

Om den danske filmkreatør Simon Staho vil det eller ej, så er det svært ikke at drage sammenlignelige paralleller med svensk films nyligt slukkede fyrtårn, Ingmar Bergman, og dennes imponerende værk i den unge danskers nyere produktioner. Det vedrører ikke mindst den eminente “Himlens hjerte”, hvor han på sølle tolv optagedage dissekerer myten om det perfekte parforhold og derudover har sammentømret et gedigent og bombastisk stykke hverdagsdramatik, der vil få englene til at sjunge i kor, alt imens karaktererne krænger deres flossede sjæle ud.

Bedst er filmens fire ufravigelige musketerer, der alle som en brænder igennem lærredet. Som altid er det dog hofskuespilleren Mikael Persbrandt, der tiltrækker sig størst opmærksomhed og bedst kan bære det. Men der skal ikke kimses af modspillet i Lena Endre, Jakob Eklund eller for den sags skyld den lokkende Maria Lundqvist. Alle løfter de deres respektive opgaver med en sjælden set glans, og man tror fuldt og fast på deres kvaler i parforholdets og venskabernes mere intime sfærer. “Himlens hjerte” er filmfortælling for begyndere, men alligevel er filmen trods sparsommelige midler perfekt afvejet. Ikke et gram fedt for meget til at tynge filmens krop på vejen mod stjernerne.

Sat op som et kammerspil er det nemlig ikke de visuelle raffinementer, som trækker læsset i filmens to spartansk indrettede hjem. Her er vi som tilskuere fluerne på væggene inden for hjemmenes fire mure, hvor de to vennepar Ulf og Ann og Lars og Susanna over jævnlige middage garneret med delikate fiskeanretninger og dyre vine diskuterer livets vilkårlighed og parforholdets bærme. Har de fire hver især opnået det, de ville med deres liv, eller stiller de sig i virkeligheden bare tilfredse med mindre? De er efterhånden midaldrende, midtvejskrisen har for længst sat ind, så det er på høje tid at gøre status over det opnåede sat over for de muligheder, der rent faktisk er.

Undervejs viser det sig, at selv om alt på overfladen ser ud til at være i skønneste orden, så er det indbildning frem for tilfredsstillelse såvel eksistentielt som seksuelt. Ikke mindst for filmens reelle hovedpersoner Lars og hans stramtantede viv, som i overlegen grad tager sin ægtefælle for givet. Problematikkerne og sarkasmen, den manglende respekt, flyver hen over bordet og tilbyder “Himlens hjerte” et lunefuldt, men også seriøst leje. Bærende for filmen er de veldefinerede replikker, som er vanvittigt godt udtænkte og på uforlignelig vis indfanger hele essensen af parforholdet, opturene og nedturene, kærligheden og konformiteten.

Undervejs kommer flere afsløringer for en dag. Utroskaben lurer som et ondt spøgelse lige under overfladen, og det sætter tanker i gang. Er livet anrettet for, at man skal følge den eneste ene livet igennem, som den kristne tro foreskriver – til døden jer skiller – eller er det helt i orden at tage for sig af retterne, se livet som et stort tag selv bord? Med titlen “Himlens hjerte” er det formodentligt netop den problematiske ægteskabspagt, unge Staho skeler til, for er det vitterligt nødvendigt at følge himlens hjerte (læs: kristendommens forskrifter), når kærligheden for længst er død, og man i stedet er nødt til at gå igennem helvede på jord for at blive sammen og holde en anstændig facade udadtil?

Men der er endnu mere på spil i, hvad der umiddelbart synes at være en forholdsvis lille film på et forholdsvist lille budget. Ikke desto mindre har ambitionerne været tårnhøje og deraf også de højtravende fortolkningsmuligheder. Af årsager, der ikke kan afsløres her uden at give for meget af filmens handling væk, bliver de fire venners årelange venskaber også sat på ubønhørlige prøver, som bunder i noget dybere end, hvad der mon skal stemmes til det forestående folketingsvalg, eller om den fælles charterferie skal gå til Toscana eller Provence.

Et underliggende tema er – selv om det aldrig nævnes eksplicit – døden. Er det muligt at tilgive, hvis ægteskabet på afgørende grundstene blot bygger på en løgn, og er det overhovedet tilladt? Hvordan navigerer man imellem de uskrevne love, som udstikker rammerne for et ægteskab, og hvad skal sanktionerne være, hvis man træder ved siden af? Livet er som bekendt endeligt, og har man foretaget valg uden at delagtiggøre sin partner deri, så kan det have afgørende konsekvenser for modparten. Det må vores fire kombattanter på kærlighedens slagscene i hvert fald se i øjnene. Trods sin meget unge alder i forhold til de personer, han her sætter i scene, har Staho skabt et væsentligt indblik i nutidsmenneskets forhold til kærligheden og parforholdets bæredygtighed. Det sprudler, syder og bobler, når x- og y-kromosomerne mødes på deres vej. Sådan er det åbenbart også, når fire jævnaldrende mødes og åbner op for det voluminøse følelsesregister.

Video

“Himlens hjerte” eksekveres visuelt i det udmærkede, men kedelige, anamorphic widescreen 1.85:1-format, som rummer en anseelig mængde tilfælde af edge-enhancement, om end eksempler på udtværinger eller digitale forstyrrelser i det i øvrigt forholdsvist skarpe billede ikke indfinder sig. Enkelte stedvise uskarpheder gavner heller ikke, men til gengæld holder kontrasten og det matte farvevalg sig konstant og understreger et professionelt udseende transfer.

Audio

Meget mere spræl er der ikke i det svensksprogede Dolby Digital 5.1-lydspor, men flot kommer det da ud. Dialogen, som er det bærende element, er tydelig og blottet for overstyringer og kommer heller aldrig i karambolage med underlægningsmusikken, som er smuk, melankolsk og insisterende, men mest af alt forførende. Som supplement er atmosfæren velfunderet, men uden et større univers af lydeffekter. Det er der imidlertid heller aldrig oplæg til.

Ekstramateriale

Der er ikke ekstramateriale på denne udgivelse.

Ægteskabets anatomiDet er sjældent en nem fornøjelse at komme igennem en Simon Staho-film. Den danske instruktør, der fortrinsvis har fundet sit udtryk i det svenske filmmiljø, synes altid at ville have sit publikum med ud i situationer, hvor det gør ondt selv som tilskuer. I den svenske “Himlens hjerte” gælder det forestillingen om det lykkelige ægteskab. En forestilling, der allerede fra filmens første scene med en skilsmissehøring for to af de centrale personer synes at vakle.

Det er tunge emner som intimitet, barnløshed, utroskab og ikke mindst valget mellem passion over for tryghed, der serveres i “Himlens hjerte”. Alt sammen sat i scene omkring spiseborde og i dagligstuer, hvor ægteparret Lars og Susanne mødes med deres venner Ann og Ulf. Det er rammer, der vækker minder om adskillige intime hverdagsdramaer, som man er vant til at se det i danske film. Men med Stahos minimalistiske stil, der skærer ind til benet på både billedsiden og i dialogen, er stemningen anderledes intens, som man tvinges til at forblive på den hjemlige krigsskueplads hele vejen igennem.

Selvom Simon Staho ikke selv er hurtig til at nævne Ingmar Bergman som en af sine fremmeste inspirationskilder, så er Stahos seneste værk det nærmeste, han har været på at gå i den store svenske instruktørs fodspor. Særligt Bergmans “Scener fra et ægteskab” rumsterer i baghovedet, som man følger de hudflettende samtaler mellem de to ægtepar. Men Staho formår via sin spartanske brug af lokaliteter og kameraindstillinger at tilføje scenariet en nærværende intensitet, der ellers for det meste kun hører teateret til. Der er ikke meget ironi at spore i replikkerne, der i stedet rammer lige ind gang på gang, som de fire voksne mennesker ender med at fortære hinanden på lige fod med maden, der serveres.

Staho indrammer ansigterne af personerne på en måde, så de nærmest falder i med designermøblementet i deres stuer, som portrætter af mennesker snarere end egentlige mennesker på egen hånd. De enkle kameraindstillinger gør dog også, at dialogen og ansigtsudtrykkene får lov til at stå i front, og her leveres et uudsletteligt portræt af fire mennesker, der er desperate, men også villige fanger i ægteskabets konventioner. De mange års samliv har givet parterne god tid til at hvæsse knivene, og komplimenterne er ligeså ofte vædede med beskyldninger, som spydighederne serveres med et smil. Filmen selv synes at have en ganske nøgtern og betragtende tilgang til parforholdene og de fire menneskers følelser, og man sidder næsten som en antropolog og følger fire menneskedyr i bur, som de bevæger sig omkring hinanden og skaber og bryder de grænser, de sætter op.

At foretagenet alligevel bliver gribende på et følelsesmæssigt plan er i høj grad takket være de helt fantastiske præstationer af de fire skuespillere. Mikael Persbrandt dirrer af en indestængt desperation, der kun lige kan skjules af hans maske som jovial husbond. Lena Endre spiller hans kone, som slet ikke kan forestille sig noget oprør fra sin mands side og vægter dette som en af hans fremmeste kvaliteter. Da konflikten endelig bryder igennem til overfladen, udstilles hendes egen sårbarhed i form af svigende anklager og nedgørelse af personerne omkring hende. Også Jakob Eklund og Maria Lundqvist gør det godt i deres roller som henholdsvis grænseafsøgende ægtemand og en kvinde, der higer efter et brud eller i det mindste en variation på temaet i hendes ægteskab. Alle fire er komplekse personer, der på trods af at elske hinanden højt ender med at såre hinanden dybt.