For lidt sma(u)g og dragende dybde

Jeg vil begynde med at indrømme, at jeg ved første gennemsyn var mindst en dragetand mere begejstret for første del af Peter Jacksons HFR-hobbit end ved mit gensyn i hjemmebiografen. Mit gensyn gav mig tam fantasyhøjtidelighed og alt for mange dværge fanget i hul ramasjang på repeat. Det var med dét gensyn for mit indre Midgård, jeg satte mig i biografsædet for at se den midterste anden del, “Hobbitten: Dragen Smaugs ødemark”.

161 minutters trommehindemassage senere var mit indre Midgård det samme. Meget, meget langt hen ad den enormt lange vej frem mod dragen Smaug ligner anden del nemlig første del. Dværge med Bilbo på heroes journey. Det overrasker ikke, da her ikke som sådan er tale om en ny film, men om anden del – en forlængelse. Det betyder også, at ikke bare har Bilbo det samme problem, det har filmen også. Vi åbner med et flashback, hvor Gandalf og Thorin starter deres planer om at generobre Erebor, men fortsætter derefter, hvor sidste film slap: dværgene og Bilbo er på flugt fra orker og andet utøj version Midgård.

Herefter var der ikke mange stille stunder, men med underholdningsværdien på sin vis helt i top. Der er kortere mellem lange og vilde actionsekvenser, end der er mellem hoved og fødder hos Bilbo. Vores fellowship har det nemlig med at komme i klammerier, både når de bevæger sig igennem dunkelskoven, flygter fra de irriterende højtidelige elvere og skal igennem Midgårds Amsterdam, havnebyen Lakeshore. Det er hæsblæsende og vanvittigt flot lavet, og med en voldsomt buldrende lydside skal man være både blind og døv for at kunne tage sig en blunder. Som i første del af trilogien undrer jeg mig over, at alle logiske regler for tyngdekraft, varmepåvirkning og styrkeforhold mellem dværge og orker er sat ud af kraft. For underholdningens skyld er man gået på kompromis med den indre logik i universet, men da jeg først havde set en dværg i en tønde trille tyve orker ihjel, så tilgav jeg på trods.

Men lige så rutsjebane-vildt det hele er, lige så kedeligt bliver det også, når majestætisk selvhøjtidelige og i bund og grund dybt irriterende wanna-be-Aragon, Thorin, sammen med de syv eller flere små dværge stjæler skærmtid. Med dem er Bilbo – der selvfølgelig skal gennemgå den store Frodo-udvikling fra tam til tapper – men taget i betragtning af, at jeg ved slutningen af filmen har fulgt ham i små seks timer, så er det begrænset, hvor interesseret jeg rent faktisk er blevet i nok en hobbit med guldring og tilhørende slæng. Udover Gandalf, gammel-dværgen Balin og den nu åbenbart lækre dværg Kili, så er de resterende dværge fortsat totalt anonyme.

Jeg følte derfor aldrig, at der var særligt meget på spil i al filmens ramasjang. Jeg frygter ikke for Bilbo og hans dværge-entourage, når de tager på uventet og ildvarmt besøg hos Smaug. Og da det er en prequel, er det meget oplagt, hvem der ikke er i fare for at dø, og jeg er ikke synderligt bekymret for de dværge, menneske eller elvere, der måske er. Og når nu jeg lige fik nævnt elverne, så er Peter Jacksons forsøg med en lækker hun-elver next door, der kan falde for en lækker dværg og derved sætte et trekantsdrama op mellem hende, ham og Legolas, ja nærmest patetisk. Generelt virker den megen skærmtid til Legolas som påtaget fan-service, der havde den stik modsatte effekt på mig.