Hold om mig
Udgivet 1. sep 2010 | Af: Benway | Set i biografen
De er ganske alene. Børnene i “Hold om mig” er overladt til deres egen verden, og de voksne er enten mentalt fraværende, på arbejde, på druk eller blot alt for optaget af egne lyster til at give en døjt om, hvad der sker i de unges verden.
Sarah er en velopdragen stræber af den type, der gerne bliver upopulære, når ungerne runder puberteten, men som generhverver respekten, efterhånden som karakterer begynder at betyde noget. Den bøllede Louise har længe været klassens dronning, men da magtbalancen begynder at vende, og drengen Mikkel får øjnene op for Sarahs porcelænsagtige ynde, nager misundelsen Louise, og hun beslutter at slå igen. Inden længe finder et fælt overgreb sted, og livet i klasseværelset bliver splintret for altid.
Som debutfilm er “Hold om mig” en overbevisende oplevelse. Munk har styr på sin fortælleform og får nogle troværdige præstationer ud af de mange uprøvede skuespillere. Selve overfaldet er så modbydeligt, som det bør være, og filmen er ikke tilbageholdende med at sætte fingeren på de ømme og tabubelagte steder. Derved får vi både vendt karriereforældre, skam og skuffelse over sine børn samt den voldelige opdragelsesform i indvandremiljøer. Til gengæld virker filmen til tider lige lovlig pædagogisk i sin form. Familierne er så skarpt opdelt i klichefyldte sociale klasser, at man næsten har følelsen af at se et afsnit af “Kender du typen”, og de enkelte persontegninger virker indimellem skitseagtige. Tidsmæssigt lader filmen sin handling udspille sig inden for et kort tidsrum, og det gør noget af personudviklingen utroværdig. Ikke mindst drengen Mikkel skifter fra forelsket til voldeligt hævngerrig på 2 minutter, og det ringer ganske enkelt falsk.
Det er efterhånden længe siden, at ungdomsfilmen var i høj kurs, og film som “Kundskabens træ” og “Tro, håb og kærlighed” vakte stor opmærksomhed. Nu om stunder skal ungdomsfilmene helst handle om noget meget dramatisk for at få opmærksomhed, og “Hold om mig” er ingen undvigelse fra den tendens. Filmen er en genrefilm på godt og ondt og byder ikke ind med mange overraskelser eller fravigelser fra så mange andre af slagsen. Til gengæld har den nogle ualmindelig veludførte skuespilpræstationer og enkelte deciderede fremragende stunder.
Stærkest står måske scenerne i Mikkels hjem, hvor en fornemt spillende Bjarne Henriksen må konfronteres med sønnens skyld. Det er lige ved, at man kan lugte ydmygelsen, skuffelsen og skammen i de scener, og den stank klæber næsten så fast til en, efter man har forladt biografsædet, at man også godt selv kunne trænge til en lille opmuntrende krammer.
Se Filmz TV’s interview med “Hold om mig”-instruktøren Kaspar Munk.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet