Plys og påskeløjer

Lige i tide til påskeferien rammer “Hop” biograferne verden over. Og det er jo heldigt, når man står med en film, der handler om Påskeharen himself. Herhjemme må vi desværre nøjes med den dubbede, danske version og derfor undvære en af de absolut bedste amerikanske stemmetalenter – Hank Azaria. Som plaster på såret erstatter danske Peter Zhelder ham. Måske ikke ligefrem et hverken velkendt navn eller ansigt, men et stortalent hvad angår dubbing. Zhelder er blandt andet ophavsmand til den mavesure Blækvard Tentakkel i “SvampeBob Firkant” herhjemme. Og i “Hop” leverer han ligeledes en prima præstation som påskekyllingen Carlos, der gerne så sig selv i rollen som Påskeharen.

På Rapa Nui, bedre kendt som Påskeøen, bor haren P.H. Hans far er selveste Påskeharen, og nu står unge P.H. til at skulle overtage familiefirmaet og dermed også det vigtige hverv. Men til sin fars store skuffelse vil P.H. hellere være trommeslager. Derfor flygter han til Hollywood på jagt efter sin egen, store drøm. Her møder han driverten Frede (James Marsden), der heller ikke synes at kunne leve op til sin fars høje forventninger. Tilbage på Påskeøen er der imidlertid optræk til storm. Påskekyllingen Carlos er træt af at agere andenviolin for Påskeharen og planlægger et gement coup d’état. Men kan en kylling overhovedet dele påskeæg ud, når den hverken poter eller hænder har? Og hvor kommer David Hasselhoff og Hugh Hefner ind i billedet?

Påsken er lige dele kristen helligdag og sekulariseret forbrugsfest. “Hop” hører selvsagt ind under sidste kategori. Her er absolut ingen henvisninger til blodig korsfæstelse eller det, der bare ligner, men kun sukkersøde, langørede harer og slik ad libitum. Anslag til morale kan til nøds opstøves – noget i retningen af, at man skal følge sit hjerte. Resten fortaber sig et sted imellem det overnuttede og regulært fjollede. Mest fjollet er inddragelsen af to så afdankede personager som “The Hoff” og gamle Playboy-Hefner. Og dét i en film, der primært må antages at henvende sig til den yngste del af publikum. “The Hoff” spiller sig selv – en dommer i et talentshow, nærved uden et gran selvironi. Hefner får vi kun fornøjelsen af over et samtaleanlæg, da P.H. opsøger hans legendariske palæ, hvor han har hørt, at alle langørede strømmer til.

Blandingen af CGI-animation med levende skuespillere fungerer upåklageligt i “Hop”, især i scenerne mellem James Marsdens Frede og P.H. (med dansk stemme af stand-upper’en Christian Fuhlendorff). Instruktør Tim Hill er da også manden bag filmversionen af “Alvin og de frække jordegern”, hvor samme blandingsforhold var drivkraft. Dog med lidt bedre udfald denne omgang. Humoren funkler sine steder. Ikke mindst da P.H. for at bevise sine særlige påskehare-evner for Frede skider sukkeræg.

Et af filmens største aktiver skal dog findes blandt bifigurerne. Den noget forvoksede påskekylling Carlos, der med spansk accent og store vingeslag planlægger statskup, er et herligt og forfriskende vildt bekendtskab midt i al den kvalme sødme. Der er ikke så lidt Gadaffi over den bryske Carlos’ revolutionære løbebane, men selvfølgelig sættes despoten på plads – han har jo ingen poter! Det er en træls tendens hos filmselskaberne at sovse børnevenlige animationsfilm ind i tidens populære toner fra poppens verden. Og “Hop” er desværre ingen undtagelse, hvad det angår. Således skal vi trækkes med det ulidelige blip-blåp i kæmpehittet “We No Speak Americano” og en rædselsfuld bugtalerversion af “I Wan’t Candy”. Det er lige så de lange ører bløder.