Hunger Games: Mockingjay – del 1, The
Udgivet 18. nov 2014 | Af: Morten Vejlgaard Just | Set i biografen
Endelig skete der noget nyt. Spillets regler er blevet totaltsmadret i “The Hunger Games: Mockingjay – del 1”. Første og anden film om Katniss Everdeen var skåret over den samme spillogik. Først forberedelse og så udførelsen af den dødelige spilkamp imellem udvalgte fra fremtidslandet Panem med sine 12 distrikter. Katniss vågner op i distrikt 13, det hemmelige distrikt, hvor oprørs- eller terrorbevægelsen (afhænger af øjnene, der bedømmer) bor under jorden. Det første af de to afsluttende “Mockingjay”-kapitler gør “The Hunger Games” mere farligt. Fra spil til krig.
For hvornår er det okay at sende missiler tilbage i hovedet på dem, der begyndte? Julianne Moores stramt militante skyggepræsident Coin er ikke i tvivl. Hendes hær i distrikt 13 er frihedskæmpere. Moore er køligt god, hvilket hendes grå, glatte hår og nærmest nordkoreanske militærhabit effektivt understreger. Donald Sutherlands præsident Snow er som magtmennesket i hovedstaden Capitol ikke overraskende uenig. Katniss’ nye venner er forbrydere, ekstremister, der skal bekæmpes med alle midler. I den tvivlende midte står Katniss og spilkæresten Peeta. Hun som måske modvilligt symbol for opstand og krig. Han som måske modvillig tilskynder til fred og våbenhvile fra sit gyldne bur hos magten i Capitol. Mener han det? Mener hun det egentlig selv? Tvivlen foldes fint ud fra Katniss’ perspektiv, der over alt andet bare vil redde sin Peeta.
Så Katniss sendes i mediefront for distrikt 13. Hun kan tale til folk, så de mærker det. Det er derfor, hun er en modstandsstjerne, derfor, hun overlevede dødsspil 1 & 2. Men pigen med den præcise bue og pil er ægte. Hun kan ikke fake. Så hun sendes i kamp i distrikterne med et filmhold på nakken, der skal skyde ægte propaganda med mockingjay-pigen, symbolet for kampen. Det er et genialt dobbeltgreb, der viser, at propaganda er iscenesat, men også, at det virker. Inde på lazarettet i et krigstræt distrikt 8 træder heltinden ind. Filmholdet ses tydeligt. Men sekunder efter er det glemt, da patosdygtig musik rejser de slagne op, som ærefrygtigt saluterer hende med mockingjay-tegnet. I krig og film gælder alle kneb. “The Hunger Games” kender dem alle.
Det er kun begyndelsen, hvilket forudsigeligt er svagheden ved denne del 1. Katniss og hæren fra distrikt 13 når ikke helt til Capitol, men må uforløst stå af i Roskilde. Før det bliver rigtig sjovt, rigtig alvor. Før Julianne Moore bliver fuldbyrdet revolutionspsykopat, og før Jennifer Lawrences ombejlede heltinde skal vælge imellem sine to boy toys som en af de sejeste femihelte i mainstream. De venter på hende, jeg venter på del 2.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet