Jyden han æ stærk å sej!

Sådan bliver der sunget lystigt i det nye danske drama “Hvidsten gruppen” (bemærk i øvrigt det grammatisk forkerte mellemrum) af den debuterende spillefilmsinstruktør Anne-Grethe Bjarup Riis, hvori nationalisme står højest på dagsordenen. Men på trods af enkelte stærke skuespillerpræstationer, så vakler filmen desværre, og i sidste ende overskygger irritationsmomenterne den ellers så vigtige historie.

Hvidstengruppen var en jysk modstandsbevægelse, der under anden verdenskrig transporterede sprængstoffer for englænderne i det besatte Nordjylland. Det var en lille, men standhaftig og patriotisk gruppe primært anført af kroejeren Marius Fiil (Jens Jørn Spottag). Filmen fokuserer på familien Fiil, da de udgjorde hovedparten af hvidstengruppen – heriblandt også Marius Fiils døtre.

Det er nogle særdeles stærke temaer, som der tages hånd om i “Hvidsten gruppen”. Men fordi manuskriptet er noget lunkent, og eftersom filmen samtidigt bugner af utroværdigt skuespil (særligt de unge skuespillere klarer sig skidt), så kommer den autentiske historie aldrig rigtig ind under huden på tilskueren. Man hverken griner eller græder med karaktererne i filmen, og det er synd, for den genfortæller ellers en vigtig bid af Danmarks historie, som alle bør kende mere til.

De lykkelige, familieidylliske situationer undervejs er så påtagede og overdrevne, at alle forhåbninger, filmmagerne havde gjort sig om at skildre en “ægte” familie, falder pladask til jorden. Det har helt sikkert (og ganske naturligt) været intentionen at styrke relationen mellem familien og biografpublikummet via disse sekvenser, men forbindelsen forbliver svag, fordi realismen simpelthen ryger fløjten. “Hvidsten gruppen” veksler mellem de familieidylliske scener og krigshærgende alvorsstunder, men kontrasten imellem de to ekstremer er så skærende, at man nærmest forvirres over, hvorledes disse mennesker så hurtigt og let kan skifte imellem så modsatrettede sindsstemninger. Lider de mon alle af personlighedsforstyrrelse?

Et eksempel er scenen, hvor datteren Tulle pludseligt vil have, at alle skal danse rundt i stuen i stedet for at sidde og være triste. Øjeblikket virker så forceret, at det er lige før, man kan mærke filmproducenten Regner Grastens fedtede ”Anja og Viktor møder Bølle Bob”-fingre trække i trådene. Giv os dog lov til at dvæle lidt ved vores tristesse – Danmark skal jo forestille at være i krig! Det er ikke, fordi undertegnede havde forventet eller forlangt en to timer lang grædeseance, blot fordi handlingen foregår under anden verdenskrig, men det giver vist sig selv, at krig ikke er lutter lagkage.