Hypnotic Features

Længde270 min

GenreDrama, Drama, Thriller, Thriller

IMDbVis på IMDb


Anmeldelse

Hypnotic Features

5 6
Ud over Europa-filmene indeholder dvd-boksen også en fjerde disc, hvor vi finder mere end fire timers velproduceret ekstramateriale, der dækker hele trilogien, og desuden giver et nuanceret indblik i Lars von Triers person. En skive der i forlængelse af kommentarsporene og programmerne til “The Element of Crime”, “Epidemic” og “Europa” danner det perfekte udgangspunkt for enhver, som har lyst til at dykke dybere ned i Triers mærkværdige universer, uden at hverken mystikken eller tvetydigheden på nogen måde går af filmene.
Dokumentarprogrammet ”Trier’s Element” fra 1991 er produceret af DR og handler om skabelsen af “Europa” med en åleglat Lars von Trier i centrum, der bl.a. filosoferer over, hvordan succes faktisk begrænser en filminstruktør, idet alle blot vil forlange mere af det samme. Programmet er optaget i forbindelse med Cannes festivalen, og der er billeder både fra den røde løber og pressekonferencen, hvor Triers lystige krukkeri fortsætter. Derudover bliver der diskuteret betændt idealisme (og i denne forbindelse pædagoger), aversioner overfor journalister og at “Europa” er et meget bevidst skridt i en mere kommerciel retning. Der er også lidt info omkring det mystiske projekt “Dimension”, som Trier planlægger at optage en lille del af hvert år i 30 år. Programmet varer 43 min.

”Portrait of Lars von Trier” gemmer, som titlen antyder, på et portræt af Trier, lavet for dansk TV2 i 1991, hvor han igen udspørges om sin person, sine arbejdsmetoder og karriere, men også om hvordan han pludselig fik at vide, at han ikke var jøde alligevel. Trier fortæller, at det skam har været vigtigt for ham at prøve, hvordan det er at være jøde og tilhøre et undertrykt folkefærd. På vanlig spydig facon forklarer han også, hvordan folk elsker når instruktører som normalt forbindes med avantgardistiske film laver helt almindelige produktioner, og at “Europa” faktisk er lavet med henblik på netop at udnytte denne opfattelse og vinde filmpriser. Programmet varer 32 min.

I ”One Day with Peter” følger vi Peter Ålbæk Jensen rundt på Zentropa, hvor han med en faretruende mængde kys og kram præsenterer os for ‘familien’ – de ansatte i filmbyen. Han fortæller lidt om, hvordan han endte som filmproducent, hvad der driver ham til dagligt og hvordan grimme mænd godt kan komme i bukserne på pigerne, hvis bare man har humor. Programmet afsluttes med Ålen i adamskostume, mens han tager en dukkert i Zentropas swimmingpool. Programmet varer 15 min.

”Im Laboratoriums des Doktors von Trier” er fra 1998, varer 64 min. og tager et kig på hele Triers karriere frem til og med “Idioterne”. Der er interviews med Trier selv og adskillige Trier-eksperter og folk bag de forskellige film, herunder Tomas Gislason, Morten Arnfred, Peter Ålbæk Jensen og Dogme-broderen Thomas Vinterberg. Af skuespillere dukker bl.a. Emily Watson og Jens Albinus op. Vi ser Triers ‘Ekstra Bladet’ reklame, hører om visionerne bag Dogme-manifestet og ikke mindst hvordan en nøgen Trine Michelsen instrueres under optagelserne til “Idioterne”. Et virkelig godt program, der kommer vidt omkring, og byder på massevis af relevante betragtninger. Der tales både tysk og engelsk.

”Lars von Trier Anecdotes” varer 17 min. Ifølge sine kolleger vil Trier gerne fremstå som et røvhul, men er i virkeligheden et meget varmt og venligt menneske. Som ung havde han et voldsomt temperament, men det stak alligevel aldrig dybere, end man ifølge Tomas Gislason godt turde grine ad ham. Trier er dog blevet mere afslappet med tiden, og har endda også lært at tale fornuftigt til skuespillere, som han førhen blot anså som et nødvendigt onde ved at lave film. Der er bidrag fra bl.a. Tomas Gislason, Michael Simpson, Ole Ernst og Jean-Marc Barr.

”A Conversation with Lars von Trier” er et splinternyt interview, lavet af filmanmelder på Weekendavisen Bo Green Jensen, der specifikt spørger ind til Europa-trilogien og Triers erfaringer med sine tre første spillefilm. Vi hører, hvorfor Trier har været så fascineret af Tyskland, og om hans store fascination af Tarkovskys film. Han fortæller også om den særlige rolle, som hypnose spiller i trilogien, og om hvordan hans vanvittigt forberedte tilgang til “Europa” efterlod ham i en situation, hvor han kun kunne gå i modsatte retning og lave meget simple og improviserede film. Lars von Trier virker ligesom på kommentarsporene meget selvkritisk, med en lettere henkastet attitude, men man fornemmer en snert af facade, der blot opretholder tvetydigheden ved hans person. Interviewet varer 44 min.

Hvis man ikke stoler på filmholdets beretninger om, hvor primitive leveforholdende var under optagelserne i Polen, bør man kaste et blik på det 10 min. lange program ”Europa – A Faecal Location”. Her peges Triers hjemmevideokamera nemlig helt ned i de defekte lokummer, som ikke engang Henning Bahs’ geniale ‘to-lags system’ kan gøre noget ved.

I ”Storyboarding The Element of Crime” tager fotograf Tom Elling os med på en lille rejse gennem udvalgte storyboards fra Triers debutfilm, der præsenteres side om side med de færdige billeder. Elling fortæller om, hvordan han begyndte sit arbejde med Trier, og den særlige arbejdsproces det var at tegne hele “The Element of Crime” og bagefter gå ud og filme tegningerne. Programmet varer 11 min.

”The Emotional Music Scripts for Europa” fokuserer på komponist Joachim Holbæks hypnotiske lækre musik til den sidste film i trilogien, og han forklarer hvordan Trier lavede noter til samtlige musikalske cues i filmen. Disse dikterede, hvilke følelser, der skulle kommunikeres hvornår, og at musikken gerne måtte være storslået, når nu skuespillet var så tilbageholdende. Programmet varer 11 min.

”From Dreyer to von Trier” varer 13 minutter, og består af et ganske rørende interview med fotograf Henning Bendtsen, hvor han husker tilbage på sit lange samarbejde med Carl Th. Dreyer, der var den mest tilfredsstillende periode i hans kunstneriske liv. For ham var lys, komposition og følelse det allervigtigste – og i den rækkefølge. “Europa” var hans 57. og sidste film, og en for Bendtsen noget anderledes oplevelse. Han fortæller derudover også den muntre historie om Dreyers fine smoking, der endte hos Trier, og som blev brugt under hans tale til Familien Danmark efter hvert afsnit af “Riget”.

Forfilm til “Europa”, “Breaking the Waves”, “Riget”, “Idioterne”, “Dancer in the Dark”, “Dogville” og seneste “Manderlay”. Ingen af dem er i anamorphic widescreen.
Overall-karakteren gælder i dette tilfælde kun for “Hypnotic Features”. Den samlede vurdering af Europa-trilogi boksen kan læses nedenfor.

Det er en meget imponerende dvd-boks Zentropa og Electric Parc her har produceret, og alt fra den digitale afpudsning af filmene til det omfattende og interessante ekstramateriale emmer af kvalitet. Naturligvis er der tilfælde hvor informationer overlapper hinanden, men det betyder kun meget lidt på den fascinerende og ofte hylende morsomme rejse gennem de fire dvd’er, der gør ikke alene filmene mere tilgængelige, men også oplevelsen af dem større. Hvad mere kan man forlange af godt ekstramateriale? Selve indpakningen er designet i fuld overensstemmelse med den skæve og permanent nedslidte ikonografi fra “The Element of Crime”, “Epidemic” og “Europa”, mens der også er vedlagt en lille booklet skrevet af Peter Schepelern. Der er skam også kælet for detaljerne uden om skiverne – og sådan noget elsker vi.

Lars von Triers Europa-trilogi består hverken af de mest brugervenlige eller for den sags skyld spændende film nogensinde, men de er tindrende smukke, meget stemningsfulde og fuldstændig unikke i dansk films historie, hvorfor de bør studeres af alle seriøse filmentusiaster. Hører man til de mennesker, der klager over at alle danske film ligner hinanden, kan man starte lige her med denne boks, der har masser at byde på for såvel garvede Trier fans som forsigtige nybegyndere.


Trailer

Der er endnu ingen trailers til denne film

Kort om filmen

Producenten bag Europa-trilogien Electric Parc har valgt at dele dvd-boksen op på samme måde som bl.a. sidste års “Star Wars” boks med en fjerde skive, hvor vi under kategorierne “Documentaries”, “Interviews” og “Trailers” finder en omfattende mængde ekstrafeatures. Foruden et helt nyt interview med Lars von Trier er der også en række ældre dokumentarprogrammer om den danske filmskaber samt et kig på bl.a. fotograf Tom Ellings storyboards til “The Element of Crime” og musikken i “Europa”.