Gode vibrationer

Meget vand er heldigvis løbet under broen, siden Victoriatiden satte nye, lave standarder for både snerpethed og slet og ret uvidenhed på det seksuelle felt. I 1880’ernes London blev op imod hver anden kvinde således diagnosticeret som “hysterisk” (læs: seksuelt frustreret), og lægerne var i vildrede med hensyn til behandlingsform. I “Hysteria” – en romantisk komedie om denne såkaldte sygdom – finder en ung læge omsider kuren: Intimmassageapparatet! Og præmissen for en snurrig, lille komedie er i hus.

Den unge læge Mortimer Granville (Hugh Dancy) er en progressiv mand forud for sin tid. Han prædiker sterile hospitalsforhold og renvaskede hænder, mens den samlede lægestand endnu piner patienterne med åreladninger og blodsugende igler. Gang på gang smækker overlægerne døren bag ham, og i sin desperate jagt på fast arbejde ringer han en dag på døren hos doktor Dalrymple, hvis privatklinik gør sig i behandling af kvinder ramt af hysteri. Mortimer antages på stedet, idet gamle Dalrymple har hænderne (hø hø) mere end fulde med en stadig voksende hob af frustrerede fruentimmere i venteværelset.

Dalrymples teknik er imidlertid højst uortodoks: Massage af underlivet indtil stadiet af “paroxysme” indtræder – og patienten forlader konsultationen med blussende kinder og sovekammerøjne. Unge Mortimer kaster sig fro over det nye felt, men en arbejdsskade i form af overbelastet håndled (fnis) gør ham hurtigt ukampdygtig. Heldigvis er hans gode ven (Rupert Everett) leveringsdygtig i alverdens elektriske opfindelser, og snart har de to kreeret et hjælpemiddel, der både letter Mortimers manuelle arbejdsbyrde og efterlader de kvindelige patienter tilfredse på rekordtid: Vibratoren.

“Hysteria” er en herlig hyggespreder, der nok ikke fordrer stor eftertænksomhed, men både spreder smil og gedigen feel-good-stemning. Instruktør Tanya Wexler balancerer fint det romantiske trekantsdrama mellem Mortimer og Dalrymples to døtre, Emily og Charlotte (spillet af henholdsvis Felicity Jones og Maggie Gyllenhaal), og den langt mere løsslupne vibrator-fortælling. Mens Hugh Dancys rolle ikke efterlader ham det store, komiske albuerum, overstråler Gyllenhaal vanen tro sine medspillere med den skæve vildkatsødme, der efterhånden er blevet hendes varemærke. Flest fornøjelige gnæg står Rupert Everett imidlertid for i den sjove rolle som rigmandssøn og opfinder på hobbybasis. Unægtelig en lidt fjollet rolle, men alligevel nærmest urkomisk i sin overdrevenhed. Scenerne mellem Everett og Dancy hører afgjort til filmens bedste.

Mindre vellykket bliver det dog hen mod filmens slutning, hvor unge Mortimer blandt andet må gøre op med sig selv, hvem hans hjerte tilhører: Den bly Emily eller den viltre kvindesagsforkæmper Charlotte? Og om hans videre lægegerning skal fortsætte inden for dette nye, vibrerende felt. Alt sammen sat lidt for vægtigt i scene i en retssal af alle steder. Her falder den ellers så kåde, løsslupne tone desværre blytungt til jorden. Ikke at det nogensinde bliver rigtigt alvorligt – det kan man heldigvis takke skønne Gyllenhaals skælmske smil for.