Fra ord til handling

Det er et gammelt mundheld, at film ikke laves på settet, men i klipperummet. Et udsagn, der måske er mest tydeligt med dokumentarfilmens versionering af virkeligheden. “I Am Not Your Negro” er et glimrende eksempel på at samle en historie med en saks. Og gøre mere end det. For instruktøren Raoul Peck præsenterer ikke blot forfatter James Baldwins ord i en skarpt klippet montage af arkivoptagelser og sørgeligt aktuelle billeder. Han kombinerer også flot det følelsespirrende øjeblik med filosofisk causerende litteratur. På formsiden et lykkeligt, harmonisk møde mellem kunstarter. Men rent indholdsmæssigt også en deprimerende gentagelse af, at den samme forbrødring er langt væk for os mennesker.

Måske er James Baldwin ikke så kendt i Danmark. Men emnet og hovedpersonerne i “I Am Not Your Negro” er gammelkendte. De store spørgsmål om race, seksualitet og kultur i Amerika set i lyset af tre specifikke personer, deres liv og ikke mindst for tidlige død: Martin Luther King Jr., Malcolm X og Medgar Evers. Skelettet er et ufærdigt manuskript om de tre, “Remember this house”, der læses op af Samuel L. Jackson med hæs, pågående alvor. Han suppleres med gamle optagelser af Baldwin, klip fra racistiske Hollywoodfilm og grynede billeder af politivold. Igen og igen. Fra Rodney King til Trayvon Martin til Michael Brown og videre i en trist, udmattende cirkel. Hvis man skulle tro, vi nærmer os en forbedring, kan man bare gå tilbage til start.

En af Raoul Pecks genistreger er netop fravalget af et afrundet værk til fordel for nogle ‘indledende øvelser’ til en bog, komplet med usikre noter og kommentarer til redaktøren. Baldwins oprigtige tvivl på sig selv i rollen som ‘stemme for de sorte’ bliver en sigende ramme. Han har indset, at opgaven med at skitsere den sorte mand og kvindes rolle i et moderne USA er så stor og kompleks, at han ikke har andre muligheder end at prøve sig frem mod et svar.

Intet sted får man som privilegeret nordeuropæer den syndsforladende ‘Black man’s guide to end racism’, som man kunne håbe på i sit stille, farveblinde sind. I stedet får jeg en chance for at holde kæft og lytte til Baldwin (og Jackson) fortælle koncist og gribende om Martin Luther King (den hvide mand klapper) og Malcom X (den hvide mand gyser) og Medgar Evers (den hvide mand spørger: hvem?) uden at forherlige eller dæmonisere. Blot med den lille, uundgåelige detalje, at alle tre blev pløkket ned i, hvad der mindede om åben krig. En krig, der vel ikke er sluttet i dag, hvor man ikke engang behøver være politisk aktiv for at frygte for sit liv. Blot ung og afroamerikansk.

Da Peck ligesom Baldwin selv henvender sig meget direkte til USA, er der en fare for distancering af alle, der ikke bor i Guds eget land. Men der er netop en pointe i den konkrete understregning af, hvor lidt følelse de fleste af os har med den stadige undertrykkelse. Det er ikke en faktabaseret info-dokumentar med talende eksperter, grafer og rekonstruktioner. Det er netop den slags intellektualisering og ‘lad os anskue spørgsmålet på ny’-tilgang, der dækker over grundlæggende uretfærdighed. Som i de decideret pinlige tv-debatter med forstående liberale og Baldwin fra 60’erne. Alle undtagen ham træder på hvide, hvide æggeskaller og ignorerer behændigt den kloge, veluddannede mands forsøg på at hamre sin og filmens pointe hjem: I Am Not Your Negro!