”Twilight” – nu med rumvæsner!

Hvis man beskriver dem med blot én henkastet sætning, lyder de fleste tegneserier en anelse latterlige. Eksempelvis: En nørd bliver bidt af en radioaktiv edderkop og kravler derefter på vægge… En mand i flagermuskostume bekæmper en slyngel med klovnemakeup… En gruppe mennesker fødes med evnen til at læse tanker og gå gennem vægge. “I Am Number Four” er ganske vist baseret på en bog, men den er tydeligvis inspireret af superheltegenren, og umiddelbart lyder den også temmelig tåbelig: Nummererede rumvæsner jages i numerisk rækkefølge af ækle, tatoverede uhyrer.

Naturligvis huser de ovennævnte tegneserier en masse spændende historier og figurer under overfladen, men har “I Am Number Four” nok indhold bag sin fjollede facade til at måle sig med “Spider-Man”, “Batman” og “X-Men”? Nej, må man alligevel hurtigt og stensikkert erkende. Men selvom “I Am Number Four” stiller nogle bøvede spørgsmål, som den aldrig får besvaret (hvorfor jages de godartede rumvæsner i grunden? Og er det ikke hulens omstændeligt at dræbe dem i rækkefølge?), så formår den faktisk at skabe et persongalleri og en interessant (om end lettere letbenet) mytologi, som man gerne sætter sig ind i i de knap to timer, filmen varer.

Historiens omdrejningspunkt er en ung mand, John Smith (karismatiske Alex Pettyfer), som i virkeligheden er nummer fire ud af i alt ni rumvæsner, der gemmer sig på Jorden fra en anden fremmed art, der har til hensigt at udrydde Johns race. John og hans bodyguard, Henri (en veloplagt Timothy Olyphant), er på evig flugt, men det lader til, at de kan bekæmpe deres grufulde ærkefjender, hvis de altså finder Johns overlevende artsfæller, som alle har særlige evner. Men da knægten begynder i gymnasiet og forelsker sig i en jævnaldrende pige, får han lyst til at slå rødder, også selvom de grufulde Mogodorians er lige i hælene på ham.

Som man kan høre, sigter “I Am Number Four” tydeligvis efter at erobre “Twilight”-publikummet via en tilsvarende pærevælling af romantik og overnaturligt hokuspokus. Og i lange perioder fungerer den kombi faktisk udmærket. Filmmagerne får heldigvis redegjort for de intergalaktiske intriger i en fart, således at tempoet aldrig bremses af søvndyssende forklaringer. Filmen gør også klogt i ikke at tage sig selv for seriøst, når nu drejebogen er spækket med både begivenheder og begreber, som er temmelig langt ude. Især det godmodige drilleri mellem John og Henri scorer gedigne grin, og her er ingen af de lange, længselsfulde blikke og endeløse kærlighedserklæringer, som hæmmede flowet gevaldigt i “Twilight”-fortsættelserne. Skuespillerne er både dygtige og modne nok til at forhindre turtelduernes elskov i at forfalde til sæbeopera.

Hvis der er noget, instruktøren D.J. Caruso er kendt for i Hollywood (altså ud over at have branchens mest grinagtige navn næstefter McG), må det være hans forkærlighed for at efterabe Alfred Hitchcock. Carusos gennembrud, den underholdende ungdomsthriller “Disturbia”, var praktisk talt en genindspilning af Hitchcocks “Skjulte øjne”, og Carusos stupide, men spændende “Eagle Eye” var en slags nyfortolkning af “Menneskejagt”. Lighederne var så slående, at DreamWorks endda blev sagsøgt for plagiering. Men desværre har Caruso ikke brugt lige så megen tid på at studere Hitchcocks mundheld som hans film, for så havde han stødt på følgende citat: ”Jo bedre skurken er, desto bedre er filmen.” Skurkene i “I Am Number Four” er nemlig filmens akilleshæl.

De evigt snerrende Mogodorians er så karikerede og direkte barnlige i deres opførsel, at de aldrig fremstår som en reel trussel, og deres gakkede narrestreger er langt mere distraherende, end de er skræmmende. Klicheerne står til tider også i kø i skildringen af Johns “Karate Kid”-agtige opgør med skolens bøller, men Caruso og Co. skildrer ungdommens strabadser med så stor overbevisning (nøjagtig ligesom i “Disturbia”), at man næsten tager sig selv i at skråle efter retfærdighed i skolegården. Så selvom det lyder, som om “I Am Number Four” blev udtænkt af en numerolog i teenagealderen, og selvom filmen ikke helt formår at leve op til det potentiale, der fik selveste J.J. Abrams til at byde på rettighederne til forlægget, så er dette altså afgjort en af de seneste års bedre fantasifulde ungdomsfilm.

Video

Præsenteret i 1080p/AVC 1.85:1. Disney har produceret flere af markedets bedste HD-transfers, og billedsiden på denne udgivelse er også snublende tæt på at få topkarakter. Jeg bemærkede desværre en smule edge-enhancement (tjek eksempelvis glorierne rundt om de jakkeklædte rumvæsner i kapitel 5) og en smule utilsigtet støj, men for det meste ser “I Am Number Four” fuldkommen fejlfri ud på Blu-ray. Farverne er smukke og naturtro, kontrasten er solid, og billedet er aldrig tilnærmelsesvis uskarpt. Derudover har transferet for det meste en attraktiv, celluloidagtig tekstur.

Audio

Det kan godt være, at “I Am Number Four” ikke ser perfekt ud i HD, men det er svært at forestille sig et bedre lydspor end diskens DTS-HD Master Audio 5.1-mix. Alt gengives klokkeklart, støj forekommer aldrig, og i samarbejde skaber alle seks højtalere et stemningsmættet lydbillede, som virkelig fuldkommen overbevisende. Subwooferen rumler og knurrer til den helt store guldmedalje (især under filmens eksplosive og gribende klimaks), og panoreringerne er simpelthen fænomenale.

Ekstramateriale

Af uransagelige årsager har instruktøren D.J. Caruso indspillet videointroduktioner til diskens forlængede/slettede scener, men intet kommentarspor til selve filmen. Her er i alt seks saksede sekvenser, som tilsammen varer 19 minutter, men ingen af dem er tilnærmelsesvis interessante. Derudover er her dokumentaren “Becoming Number Six” (12 min.), som primært fokuserer på skuespillerinden Teresa Palmers indsats i filmen, samt tre minutters kedelige fraklip. Ekstramaterialet, som præsenteres i 1080p, fortæller os altså praktisk talt intet om filmens tilblivelse. Øv.

Jeg er en bunke klicheer

Bortset fra den nyeste film i rækken har “Twilight”-serien ikke imponeret voldsomt med sine bedrifter, men at den alligevel har sat sit betydelige spor på filmbranchen vidner en film som “I Am Number Four” om.

Referencerne til “Twilight” i “I Am Number Four” er mindst lige så tydelige som i spoof-filmen “Vampires Suck”, men til gengæld har producenterne også prøvet på at lokke det mandlige publikum med ind i biografen ved at tilføje noget larmende action i bedste “Transformers”-stil – blot uden kæmperobotter og Megan Foxs kavalergang.

I dette tilfælde er vampyr-Edward erstattet af John, der ganske vist ikke glimter i solskin, men som til gengæld lyser fra sine hænder. Han er ikke alene fra underverden, men faktisk fra en helt anden planet, som dog er blevet destrueret af nogle onde rumvæsner. Fra den verden er der imidlertid kommet ni børn, som alle bliver jaget af de ondsindede væsner, og hvoraf John altså er nummer fire i rækken. Hvad præcis tallene henviser til er lidt uklart, men de gør ham til en truet dyreart, da de lede rummænd allerede har dræbt nummer et, to og tre og nu er på vej efter nummer fire. Hvorfor præcis de absolut skal dræbe dem i rækkefølge er et godt spørgsmål, men måske har intergalaktiske mordere bare sans for orden i tingene.

John spilles af Alex Pettyfer, som bringer et velplejet udseende til rollen, der muligvis vil gå lige i hjertet på teenagepigerne, men som til gengæld er ekstremt anonym og kedelig i hovedrollen. Det er blevet en overbrugt kliche at skrive om en skuespiller, at han kun har ét udtryk, men Pettyfer har vitterlig kun ét udtryk, og man er allerede træt af at se på det efter fem minutter. Køn, men personlighedsløs er også hans kvindelige modstykke i form af Dianna Agron som den lidt flippede gymnasiepige. Skuespillet er i det hele taget temmelig tandløst over hele linjen, men der er dog en enkelt undtagelse i skikkelse af Timothy Olyphant, der i rollen som Johns beskytter puster liv i replikkerne og får dem til at lyde bedre, end de egentlig er. Han fik øjensynligt ikke memoet om, at han skulle være vag og kedelig.

Som koncept minder “I Am Number Four” en del om et afsnit af en science fiction-serie fra 90’erne med lidt high school-romance smidt oven i hatten, men selvom historien ikke ligefrem bugner af originalitet, så er den faktisk stærkest, når den vedkender sig sine B-films-elementer. Instruktøren D. J. Caruso giver hele herligheden et vist drive, men samtidig forfalder han ofte til de mest udbrændte klicheer i sin visuelle fortællerstil, som ligesom plottet føles hugget fra utallige andre film: Der springer ting ud af mørket, så snart vore figurer vender ryggen til, og med er sågar også den velkendte scene, hvor en person går væk fra en eksplosion uden at værdige den et blik. Og her gik jeg ellers naivt og troede, at vi efterhånden var blevet den slags scener kvit.