I lossens time
Udgivet 23. maj 2013 | Af: Tarantrier | Set i biografen
Psykiatriens lukkede afdelinger har gennem filmhistorien udgjort fortællerammen i så forskellige film som “Gøgereden”, “Sucker Punch” og “A Nighmare on Elm Street 3”, og den flydende grænse mellem det virkelige og det indbildte indbyder da også til alt fra horror til stille menneskelige dramaer. Søren Kragh-Jacobsen seneste film, “I lossens time”, er den første danske film, der i sit hovedplot udspiller sig på en sindssygeanstalt, og her er vi klart ovre i det psykologiske drama – andet havde vist også været for meget at forlange af en dansk film.
Historien er super god, men begynder dog meget hurtigt at halte. Signe Egholm-Olsen er sådan set god i rollen som Lisbeth, men det mangelfulde manuskript formår ikke at give hendes karakter dybde eller troværdighed, hvorfor hun for det meste fremstår som et irriterende element, der blot står i vejen for de andre karakterer. Det skyldes først og fremmest, at hun som mere eller mindre den eneste også skal fungere som den, der driver plottet fremad, hvilket hun gør helt bogstaveligt ved at trække Helen (og dermed den person, man som seer umiddelbart identificerer sig med) rundt på anstalten.
Den helt store ros skal dog lyde til Frederik Johansen, der egenhændigt løfter filmen ud af det dødvande, den specielt i starten befinder sig i. Hans præstation som Drengen er perfekt, og når der dykkes ned i hans historie, er det, at “I lossens time” fungerer absolut bedst. Derudover er her også tale om en særdeles smuk film, der for alvor formår at bruge sin æstetik og lydside til at sætte den helt rigtige stemning. Bare ærgerligt, at filmen overordnet er lidt for ujævn og utroværdig til, at den efterlader det helt store indtryk.
“I lossens time” er en udmærket dansk film om religion, videnskab og sindssyge. Den er velspillet (Søren Malling medvirker også som en ansat på anstalten, og han gør det fantastisk), interessant og formår til tider at være meget gribende. Men desværre falder den ene af filmens karakterer helt igennem, og da hun ellers skulle fungere som en kontrast til præstens religiøse tilgang til sindssyge, kommer spillet mellem religion og videnskab aldrig til at spille den centrale rolle, som det ellers var tænkt. I stedet handler filmen først og fremmest om, hvordan man skal møde sindssyge. Hvad vil menneskelighed sige, når man sidder over for en person, der pludselig kan finde på at tage livet af sig selv og hvem som helst anden?
Se også: Filmz TV: “I lossens time”-interview med Søren Kragh-Jacobsen
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet