På glat is

Det var så det. Så skete det uundgåelige, der sker, hvis man forsætter en filmserie i lang nok tid uden at genopfinde sig selv. Denne fjerde gang løb filmskaberne helt og aldeles tør for ideer. Undertitlen “På gyngende grund” er slet ikke en tilstrækkelig beskrivelse. Den sidste rest af opfindsomhed er for længst sunket, druknet og forsvundet fra jordens overflade.

At det er gået så galt som her, er dog alligevel en smule overraskende. Javist, “Ice Age”-serien har trods solid omsætning aldrig hørt til blandt de mest vovemodige animationsfilm og har i kvalitet hverken kunnet måle sig med Pixars film eller de bedste fra DreamWorks, men ikke desto mindre har serien formået at levere tre ganske hæderlige omgange familieunderholdning, hvoraf det sidste tredje indslag var overraskende godt. Men nu gik den altså ikke længere.

Sandt at sige har historierne aldrig hvilet på det mest solide grundlag. Den spinkle hovedfortælling har altid været centreret om de tre hovedpersoners venskab og ikke så frygtelig meget andet. Med forsættelserne er gruppen blevet til en familie, og efterhånden som de forskellige dyrs uoverensstemmelser og indre konflikter er blevet løst, har beretningen haft tiltagende vanskeligt ved at finde noget egentligt at handle om. Denne gang virker det da også fuldstændig, som om man blot har stillet sig tilfreds med et hurtigt opkog fra de tidligere film i tryg forventning om, at skidtet jo alligevel sælger sig selv.

I det tredje indslag fandt man på at sende hele gruppen på opdagelse i en skjult nedre verden af dinosaurer, og det gav mulighed for at tilføje nogle farver til den lidt tamme fremtoning samt bringe hovedpersonerne i uvante situationer. Det hele føles derimod ekstremt velkendt i denne omgang, hvor gruppen blot endnu en gang bliver skilt ad og må forsøge at finde sammen igen, inden et eller andet anonymt bjerg falder i hovedet på dem. Det er så uopfindsomt, at man næsten kan høre manuskriptforfatterne gabe kæberne af led.

Værst er det derimod, at hele glæden og humoren synes fuldstændig at have forladt filmserien, og samtlige vitser virker blot som uopfindsomme gengangere af de jokes, vi allerede har hørt utallige gange. Tigere kan ikke lide vand, mammutter er tykke osv… Selv det lille, nødeelskende egern Scrat, der i bedste Loony Tunes-stil altid har kunnet give et skud magi til filmserien, virker forbløffende usjov i denne omgang. Selve beretningen lider ikke mindst under at være et sammenkog af alle mulige vilkårlige elementer, som filmen alligevel ikke rigtig synes at ville noget med. Irriterende er desuden ikke mindst filmens overpædagogiske måde konstant at udtrykke sine temaer på, indtil de til sidst hænger én langt ud af halsen. “Find Nemo” havde også en far-barn-konflikt som den, der optræder her, men alligevel følte Pixar ikke et behov for hele tiden at sætte ord på hvert eneste budskab. Selvom man laver film for børn, behøver man ikke behandle dem som idioter.