Ida

InstruktionPawel Pawlikowski

MedvirkendeAgata Kulesza, Agata Trzebuchowska, Joanna Kulig

Længde82 min

GenreDrama

IMDbVis på IMDb

I biografen27/11/2014

Anmeldelse

Ida

5 6
En lektion i fotografi på 82 minutter

En tavs nonne og en fordrukken luder mødes. Det kan lyde som begyndelsen på en vittighed eller en moralsk bibelpassage. Det er det ikke. Det er begyndelsen på et roadtrip, hvor det umage par leder efter Gud, nazibødler og flotte fyre til tonerne af John Coltrane på polsk. Et fotografisk perfekt roadtrip. Ud af de 118.080 billeder, som “Ida” består af, så har jeg lyst til at indramme og udstille de 115.200 hver for sig, som et skoleeksempel på det billeder kan. Rulletekster er alligevel ikke så sjove at se på.

De mødes i Wandas køkken. Hun er luderen med perler og pels, der står op og skodder sin smøg ned i en tallerken på det lille komfur ved vinduet. Men hun er også tante til Anna, som næsten er nonne. Anna er udtryksløs der bag sin religiøse indpakning, der kun tillader ansigtet kigge frem som en kridhvid muldvarpe fra sit skjul. De har aldrig mødtes før. Nu fortæller Wanda, imens hun blæser tobaksrøg ud over den sort-hvide billedside, at Anna i virkeligheden er jøde, hedder Ida, og at hendes forældre blev myrdet af nazisterne under krigen. Nonnen udtrykker stadig ingenting. Scenen udtrykker det hele.

Sammen kører de af sted i en polsk Syrena ud i 1960’ernes kommunistiske Polen for at finde ud af, hvad og hvem der skete Idas mor og far, inden hun afgiver sit nonneløfte. De to taler minimalt sammen og stiller endnu færre spørgsmål. Deres arketyper stiller spørgsmålene for dem. Er der nogen Gud eller mening? Det er svært at tro, som de bevæger sig igennem et nihilistisk univers med nazidræbte jøder og det sovjetkommunisktiske tak for sidst på samvittigheden. Wanda kaldes med militær respekt for Røde Wanda af styret i anerkendelse af hendes aktie i det tak for sidst, der dødsdømte dem, som kommunisterne ikke brød sig om. Her er det svært at tro på noget.

Men selv om de store systemer, ideologier har brændt verden ned, så findes der små, menneskevarme lommer af håb på turen. På hotellet, hvor bandet spiller jazztoner, der dufter af den anden, vestlige side. Karakteristisk billedbeskæres bandet højt, så der er masser af luft på toppen. Sådan beskæres alle nærbillederne i “Ida”, hvilket giver en fornemmelse af at gå glip af noget. Som om beskæringen skjuler noget, som samfundet, der ikke er meget for at lede duoen på rette vej, men hellere vil glemme eller fortrænge den skamfulde fortid.

Så er det straks lettere at finde flotte fyre at flirte med på hotellet. Kærlighed måske? Størst var min kærlighed til de enestående totaltableaubilleder på turen. En tom tankstation med nøgne telefonpæle i horisonten lyder måske ikke af noget særligt. Men i det old school 4:3-format, der autentisk runger af en gammel fortid, så bliver det polske westernbillede ekstremt GLOværdigt, når en luder drikker af vodkaflasken fra bagagerummet af en parkeret, hvid Syrena, imens en nonne sidder tavst og beder om begges syndsforladelse. Billederne er i hvert fald ingen synd.

Selv om modsætningsparrene i “Ida” – sort-hvid, luder-nonne – er markante, så er der alligevel en løshed i strukturen på samme måde som en Milos Forman nybølgede i 60’erne, der gør, at turen på polsk hverken bliver for stiv i form eller tema. Om Gud findes fandt vist hverken Ida, Wanda eller jeg ud af, men derimod fik vi en lektion i fotografi. Hvad mon 115.200 rammer koster?

Trailer

Der er endnu ingen trailers til denne film

Kort om filmen

Historien udspilles i Polen i de tidlige 1960’ere. Ida har mistet begge sine forældre under Anden Verdenskrig og er vokset op i et kloster. Som ung novice er hun klar til at aflægge nonneløftet, men først må hun opsøge sin sidste nulevende slægtning. Hendes seksuelt frigjorte og noget letlevende tante Wanda vender op og ned på Idas liv, og artige hemmeligheder bringes for en dag.