Protestløs protestsang

American Idol, X-factor, Talent 2000, og hvad de ellers hedder, handler ikke om at kunne synge. Dommerne er hårde, jaja, men det er tv-producenterne, du skal imponere. Giv dem et alkoholmisbrug, en fængselsdom eller en mormor med skæve tæer, og de giver dig nogle aflagte Kylie Minogue-sange og en byfest-turné. Sejren på trods er jo, som man siger, når man skal forklare sig ud af at følge med i lortet, knaldgodt tv! Set i det lys burde “Idol” være en knaldgod film. Men Mohammeds absurde rejse fra det besatte Gaza til toppen af poppyramiden er en ufokuseret, halvtør luntetur det meste af vejen.

Enhver underholdningsdirektør ville slikke sig om munden og egenhændigt give Mohammed asyl bare for at få lov til at fortælle historien. Han og søsteren, Nour, er de to mest yndige palæstinensiske børn, der bare vil spille musik, stjæle slik fra større børn og løbe frejdigt gennem gaderne. Mohammed er stille undtagen, når han opløfter sin englestemme. Nour er råbende og vred. På den måde balancerer modsætningerne så smukt i en indledning, der er ren idyl.

Men så er der lige Nours dødelige leversygdom og det faktum, at børnene bor i et besat område, hvor smuglere og religiøse fantaster på skift kommer i vejen. Instruktør Hany Abu-Assad har travlt med at få lagt alle de triste tråde ud, inden vi kan hoppe frem til musikkonkurrencen. Farten er til tider hektisk jappende, på et par sekunder er børnene de mest brugte bryllupsmusikanter i Gaza, men også til tider sløv og messende i gentagelsen af drømmen om at slippe væk. Det hele lagt i hænderne på nogle børneskuespillere, som med nød og næppe kommer troværdigt igennem.

Det knækker over på midten, idet den voksne Mohammed er en mere interessant karakter, en bitter taxachauffør, der sveder livslede i stride strømme bag rattet. De bedste scener skildrer hans forsøg på at vække sit eget håb igen, kulminerende med en katastrofal audition til ‘Ramallah Got Talent’ på en skype-forbindelse drevet af en osende benzingenerator. Hany Abu-Assad har godt blik for de barokke krumspring, man må tage i et stagneret samfund uden strøm og instrumenter, men med entrepenante, tunnelgravende venner.

Utroligt nok, og fuldstændig som i den virkelige verden, ender Mohammed i Ægypten og bliver hurtigt spændt for en politisk vogn som ‘Raketten fra Gaza’, hvor usmageligt det end lyder. Den sidste halve time er dramaet gået væk, for succesen er nærmest hjemme. Angstanfald og klatreture i et tv-studie er tidsudtrækkere, der skal få finalen til at føles som det store klimaks. En sang, en konfettibombe og hvem mon vinder? Skuespillerens ansigt fader over i den rigtige Mohammed, hvilket slører grænsen mellem manipulerende tv og skabelonagtig film.