Teenagedrama på emotionelt overdrive

Det er lang tid siden, at jeg har fnist så meget til et ungdomsdrama, som jeg gjorde til “If I Stay”. Altså, jeg kluklo ikke hånligt. Det var vist mere af ren og skær overbærenhed med den drivende og ret uudholdelige sentimentalitet, R.J. Cutlers filmatisering af Gayle Formans roman af samme navn fra 2009 flyder over med, at jeg grinte. Forman er en populær forfatter af romaner til de ungvoksne. Sådan nogle bøger, der balancerer ungdomsforelskelse og moralske dilemmaer. Minus trolddomsmagi og liderlige teenagevampyrer, forstås.

I “If I Stay” er det altså ikke spørgsmålet om Team Edward eller Team Jacob, som hovedpersonen Mia tumler med. Nej, inden for de første ti minutter af filmen kommer den forsigtige teenagepige, spillet af “Kick Ass”s Hit Girl Chloë Grace Moretz, ud for et fatalt biluheld på Portlands isglatte landeveje og svæver resten af filmens spilletid komatøst mellem valget om at blive eller forlade tilværelsen. Tungt, men også rart med en realistisk ramme for en gangs skyld.

En god, gammeldags ‘ud-af-kroppen oplevelse’ gør Mia i stand til at vade rundt som et spøgelse i limbo på hospitalets stuer og gange, hvor mor, far og lillebror ligeledes er indlagt efter ulykken. Ved hjælp af både flash backs og Mias voice over, opruller R.J. Cutler således halvandet år af pigens alt andet end almindelige liv. Et liv med klassisk cellomusik og den store ungdomsforelskelse som de to vigtigste omdrejningspunkter. Overgangen fra de varmtonede tilbageblik til de rørstrømske hospitalsscener, hvor Moretz skiftevis græder, spærrer øjnene forvirret op og kaster sig i fortvivlelse på gulvet, stritter. I alle mulige retninger. “If I Stay” finder aldrig sit naturlige toneleje, og jeg blev konstant mindet om plottets kunstige konstruktion (hun lapper barfodet rundt på et hospital hele filmen), hver eneste gang, der blev sprunget frem og tilbage i tid.

Den klodsede og klichetunge dialog tror jeg, de fleste af mine ukontrollable fnis kan hænges op på. Lige dele velmenende teenageserie, som dem, jeg og mange andre voksede op med i 1990’erne, og melodramatisk hospitalserie (vælg selv hvilken), udgør tilsyneladende manuskriptforfatterne Shauna Cross og Gayle Formans inspirationskilder. Jeg bliver rent ud sagt skide sur på kvindekønnets vegne, når den både kloge og dygtige Mia skal undre sig over, hvorfor lille, undseelige hun er blevet udvalgt af den lækre rockfyr Adam som potentielt kærestemateriale. Hvorfor lige mig? spørger hun gudhjælpemig, når det er åbenlyst for alle, hvorfor denne talentfulde cellist, med et optagelsesbrev fra det prestigefulde musikkonservatorium Juilliard i postkassen og verdens cooleste kernefamilie i ryggen, er en fangst.

Lykkeligvis slår den sentimentale glasur, som “If I Stay” er klistret ind i, sprækker hist og pist. I et par scener mellem mor og datter skinner et både varmt og særlig tæt familiebånd igennem. Æren for de små lommer af autenticitet tilfalder Mireille Enos’ helt nede på jordenagtige spil som Mias mor, som vi indledende hører om var riot grrrl i sin ungdom, og nu ikke kan bestemme sig for, hvem af Kim Gordon eller Patti Smith, der er vildest. Dét kender jeg godt. Bortset fra den afstikker, er der ikke de store nuancer at hente i hverken filmen eller dens karakterer.