En sand røverhistorie

Den tilgang, man vælger til det foreliggende materialet, er ofte altafgørende, og det kræver ikke megen fantasi at forestille sig, hvorledes en film som “The Informant!” meget vel kunne have været en relativt konventionel thriller i stil med film som “The Insider”. Den direkte tilgang er dog mildes talt ikke den metode, som Steven Soderbergh har valgt, og i stedet er filmen blevet en komisk farce tilføjet en indsprøjtning kitschet 70’er-agtig musik.

Trods musikken foregår historien i 90’erne og er baseret på en rigtig historie. Handlingen roterer om en såkaldt whistleblower, der afslører dybe hemmeligheder i erhvervslivet, men hvis egen sandhedsstatus vi hurtigt selv bliver i tvivl om. Den unge biokemiker Mark Whitacre – spillet af en næsten uigenkendelig Matt Damon – er hurtigt steget til tops i det landbrugsbiokemiske firma ADM. De producerer det profitable lysin, som anvendes i et utal af fødevarer. Da en sag om sabotage og afstresning dukker op, kommer han i kontakt med FBI, og der går ikke længe, før han trækker agent Brian Shepard til side og fortæller ham, at ADM i virkeligheden er involveret i en kolossal sammensværgelse om prissætninger, hvorved firmaet ulovligt sparer millioner af dollars.

Emner som lysin og ulovlige prissætninger hører ikke just til de mest sindsoprivende af slagsen, og filmen handler for så vidt også kun indirekte om det. I stedet bliver vægten lagt på Mark og hans tiltagende besynderlige historier. At noget er galt fornemmer vi hurtigt takket være hans voice-over, hvor han deltaljeret forklarer om kuriøse naturfænomener, der ingen relation har til de igangværende begivenheder. Med slående ihærdighed påtager han sig sit nye dobbeltliv og tildeler endda sig selv kodenavnet 0014 – fordi han er dobbelt så kløgtig som 007.

Matt Damon spiller den altdominerende hovedrolle, men der er mildest talt ikke meget Jason Bourne over rollen som Whitacre. Adskillelige kilo tungere og iført guldbriller, et kikset overskæg og en krøllet paryk ligner han unægtelig et fjog, hvilket utvivlsomt også er en del af pointen. Han er så harmeløst udseende, at ingen for alvor kan tro på, at han har skjulte hensigter. Whitacre er da også en gådefuld figur, ukendt for selv hans kone og muligvis også for ham selv. På den ene side bruger han en duperende mængde kløgt til at arbejde sig ind i sagerne, og på den anden er han så håbløst blind over for enhver risiko.

Det bliver da også afsløringen af Whitacres motiver snarere end ADM’s ulovligheder, der fanger opmærksomheden. Særligt vedrørende kommer filmen dog aldrig til at føles, og den mangler de subtile genialiteter, der kendetegner Soderberghs bedste film. Som en komisk tour de force for Damon er den imidlertid stærkt underholdende, og gentagende gange måtte undertegnede overgive sig til latteren, efterhånden som absurditeter bliver stablet oven på absurditeter. “The Informant!” er særdeles stilsikkert sat sammen og fortalt med vid og kløgt, men den er ikke desto mindre også en film, som det er betydeligt lettere at beundre end at blive for alvor grebet af.