Tekniknørden og naturpigen

Det er ikke hver dag, en islandsk film sættes op i de danske biografer, og da slet ikke en børnefilm. Men det er ikke desto mindre, hvad man har mulighed for at se i denne uge. “Ingen forbindelse” fra 2007 er endda noget så sjældent som en islandsk julefilm for børn, der får premiere i maj måned uden for skolernes ferier. Det må da kaldes et særsyn.

Kalli bor alene med sin mor i Reykjavik. I skolen er han mobbeoffer, og fritiden foregår alene foran computeren. Julen står for døren, og den skal fejres hos hans fars nye familie på en øde beliggende gård i det nordlige Island. Da farens nye kone pludselig skal føde, efterlades Kalli og hans papsøster alene tilbage på gården. Udenfor flyder himmel og jord sammen til et hvidt inferno i en voldsom snestorm, og inden døre er de to børn langt fra på bølgelængde. Men det er deres mindste problem, for tæt på dem lurer både naturlige og overnaturlige farer.

“Ingen forbindelse” følger den klassiske skabelon, som man kender den fra den nordiske børnefilmstradition, hvor et socialt udsat barn vinder selvværd ved at stå på egne ben. Det er en barneverden, hvor seriøse problemer konstant anes bag det eventyrlige. Mobning, ensomhed og skilsmisse hører til Kallis hverdag, hvor han flygter ind i en verden af software og hardware. Men i “Ingen forbindelse” er dette ikke kun dårligt, for Kalli har igennem sine mange timers selskab med elektronik opnået en ganske habil ekspertise på området, hvilket mere end én gang kommer ham til gavn i den vilde islandske natur. Herved tegner filmen fint et nuanceret billede af det gavnlige i at prøve kræfter med primitiviteten i naturen uden at glemme den moderne teknologis fortræffeligheder.

Desværre er der flere ting, som ikke helt fungerer i “Ingen forbindelse”. Det gælder i særlig grad Kallis diametrale modsætning, den rødhårede papsøster, der har tæft for at gebærde sig i vildmarken og en særpræget hang til hekseri. Hun er et spøjst og forvirrende bekendtskab. Det ene øjeblik vranten og småperfid, så det nærmer sig det karikerede, det næste en omsorgsfuld veninde, og så tilbage igen til den flabede attitude. Sådan skifter det frem og tilbage filmen igennem, hvilket resulterer i en ujævn og utroværdig persontegning.

Endnu større problem har filmen med at få fortalt historien om en hvileløs sjæl fra 1700-tallet, der muligvis var skyld i en stor dødsulykke. Det virker som om, at folkene bag filmen ikke helt har troet på, at kampen mod naturens kræfter var nok i sig selv og derfor har påklistret denne spøgelseshistorie, så filmen bedre kom i tråd med tidens børne-fantasybølge, som den kendes fra “Harry Potter”-filmene og den danske “De fortabte sjæles ø”. Problemet er, at spøgelsesmysteriet kun bruges i et par få, men overraskende uhyggelige scener, der ikke helt har taget bestik af målgruppens sarte sjæle. Og ligesom mysteriet har fået lidt kød på sig, er det ovre, opklaret i en håndevending i et klodset og tamt klimaks.