Den britiske instruktør Christopher Nolan fik sit store gennembrud med low-budget filmen “Memento”, der ud over at være en ferm film-noir opdatering specielt vakte opsigt med sin omvendt kronologiske fortællestil. Forventningerne til Nolans nye film har selvsagt været høje, og med “Insomnia” har han skabt en stemningsfuld krimi, der både er flottere og større end “Memento”, men også mere ordinær.

På flugt fra fortidenDen erfarne politibetjent Dormer (Al Pacino) og hans kollega Hap (Martin Donovan) er rejst fra Los Angeles til den afsidesliggende fiskerby Nightmute i Alaska for at hjælpe til med opklaringen af drabet på en ung pige. Traditionen tro har den lille gruppe af lokale politifolk hverken ekspertisen eller ressourcerne til selv at håndtere sådanne alvorlige mordsager, og specielt den unge paragrafrytter Ellie Burr (Hillary Swank) ser frem til at arbejde sammen med veteranen Dormer fra storbyen.

Det viser sig imidlertid hurtigt, at Dormer ikke udelukkende er taget til Nightmute for at hjælpe til med opklaringen af mordet. I forbindelse med en tidligere sag, har han nemlig brugt ulovlige metoder, og for ikke at sætte sin karriere over styr, er han rejst fra den interne undersøgelse i LA. Hap er dog ikke overbevist om, at deres flugt er den rette løsning, og til Dormers frustration bekender han, at han vil sladre til Interne Affærer.

Presset vokser omkring Dormer, og da søvløsheden melder sig under Alaskas midnatssol, begynder han langsomt at falde fra hinanden. Ved et uheld kommer han til at skyde Hap, og for at undgå yderligere komplikationer vælger han at manipulere beviserne på gerningsstedet, så sporene peger i retning af den jagede morder. Ingen fatter mistanke, og eftersøgningen fortsætter lige indtil morderen selv kontakter Dormer – han så nemlig betjenten skyde sin kollega og tvinger i kraft af sin farlige viden Dormer ud i et farligt samarbejde.

Manglende masterplanDet centrale element i “Insomnia” er den psykiske og emotionelle rejse som Al Pacinos karakter gennemlever i løbet af dagene i Nightmute. Pacino er til stede i stort set alle filmens scener, og på samme måde som i “Memento” giver den begrænsede synsvinkel os en subjektiv oplevelse af handlingen. Nolan er en instruktør, der mestrer sine virkemidler, og han skaber her et miljø, der både fremstår meget æstetisk men også goldt og ildevarslende. Vi ser flere gange karaktererne reduceret til myrestørrelse i forhold til omgivelserne, der ligesom i Kubricks “The Shining” lader til at have en direkte indflydelse på hovedpersonens psyke. Den tilsyneladende meget principfaste og afbalancerede politibetjent må sande, at der ikke findes noget definitivt skel mellem godt og ondt, og at han umiddelbart har langt mere tilfælles med den afdæmpede morder, end han vil indse.

Den meget raffinerede klippestil antyder fra starten lighederne mellem de to karakterers gerninger, dog uden at vi til at begynde med kan gennemskue præcist, hvordan billedsekvenserne hænger sammen. Det er interessant at opleve, hvordan vi står splittet mellem vores sympati for Dormer på den ene side og hans tvivlsomme opførsel på den anden. Så kan man ærgre sig lidt over, at instruktøren til sidst vælger at tage relativt entydigt stilling til de moralske spørgsmål, idet det ville have været interessant med en mere åben slutning.

Derudover er det uheldigt, at de dele af plottet der omhandler selve mordgåden, til tider virker lidt anstrengte, og selvom der i starten af filmen lægges op til en snedigt udtænkt “masterplan” fra morderens side, kommer der aldrig rigtig gang i mystikken. Undervejs krydres jagten med sporadiske actionsekvenser, der til trods for at være flotte, aldrig bliver helt så nervepirrende som det psykologiske spil.

Suveræn PacinoAlle skuespillerne i “Insomnia” er af høj kaliber, og det er specielt dejligt at se Al Pacino i en mere afdæmpet stil uden den velkendte råben og voldsomme gestik. Hans portræt af den flossede politimand er sublimt underspillet, og som altid formår han at bære disse nuancerede og tvetydige roller rigtigt godt. Derudover lader det endeligt til at Robin Williams har valgt at bevæge sig væk fra de sukkersøde familiekomedier, idet rollen som forfatteren Finch er langt mere kompleks, end de roller, vi har set ham i i de seneste år.

Derimod er der ikke meget at sige om Hillary Swanks noget magre rolle som den blåøjede betjent Burr, der får færten af, at hendes forbillede måske alligevel ikke har helt rent mel i posen. Swank blegner i forhold til hendes to mandlige kollegaer, og i dette tilfælde har hun sit hvide colgate-smil og veltrimmede pagehår imod sig, idet hun ender med at virke malplaceret i de barske og stemningsmættede omgivelser.