Tykwer i tomgang

Med “The International” tager Tom Tykwer den økonomiske side af verdenssamfundet under lup og forsøger at finde den ulige vægtning mellem rig og fattig. Ikke en dagsorden, der er helt uden relevans, kan det påpeges set i lyset af tidens finansielle virak på det økonomiske verdensmarked. Den tyske instruktør har en del på hjerte, men ikke desto mindre er nærværende film i de grundlæggende rammer en thriller efter helt traditionelle forskrifter.

Og så alligevel ikke. Selv om Tykwers tilstedeværelse ikke mærkes i helt samme grad som i tidligere film, så er der stadig glimt af filmmagerens foretrukne varemærke, den audiovisuelle elegance. Til gengæld fylder fokus på de ydre rammer en del, og filmens karakterer kommer vidt omkring, besøger fashionable palæer og arkitektoniske bygningsstrukturer på så forskellige destinationer som New York, Milano, Lyon og Luxembourg. Men nu har verdensøkonomien også et globalt ansigt, der her viser sig igennem den internationalt funderede bank IBBC, som angiveligt lever højt på økonomisk hvidvaskning af store pengebeløb samt monetær støtte til organisationer og selskaber involverede i krigshærgede og korrupte regioner.

Det har i hvert fald flere af klodens efterretningsvæsener en grum mistanke om, og derfor samarbejder Clive Owens Louis Salinger og Naomi Watts’ Eleanor Whitman på tværs af landegrænser og på tværs af respektive efterretningsorganer. Kort sagt på tværs af divergerende interesser. En agent er øjensynligt tæt på sammenhængen mellem økonomi og transaktioner for den mistænkte bank, men slås ihjel i det offentlige rum under mystiske omstændigheder. Den episode igangsætter handlingen og efterforskningen for de to allerede nævnte hovedkarakterer, der får deres sag for. De kriminelle handlinger rækker dybt, og bagmændene vil gå meget langt for at sikre sig deres fortsatte illegale levevej. Det afføder blandt andet en storladen og højeksplosiv skudduel i kunstmuseet Guggenheim, der ikke står helt så prangende tilbage efterfølgende.

I kulisserne pulserer danske Ulrich Thomsen. Det er ikke nogen stor rolle, han her bestrider, men ikke desto mindre er den ikke uvæsentlig. Rollen som den styrende magthaver, den økonomiske dukkefører, behager ham åbenlyst godt. Thomsen udstråler et durkdrevent spil, som var det skakmesteren, der med et køligt overblik afventer modstanderens næste træk. “The International” rummer undervejs en anseelig portion spændingsmomenter og dynamiske sekvenser. Men det er ikke til at komme uden om, at Tom Tykwer på nuværende tidspunkt befinder sig milevidt fra sit udgangspunkt. Er han vitterligt gået i tomgang? Måske fordi Hollywoods store pengemaskineri har leveret økonomisk fundament til filmen om de ideologier, han frastødes af?

Undervejs fedtes både Louis og Eleanor længere ind i kriminalitetens rænker. Forbindelserne rækker dybt ind i verdenslandenes mest magtfulde positurer, hvor det i bund og grund handler om at besidde kontrollen. For besidder du kontrollen, ja så besidder du også verdensøkonomien. “The International” trækker tråde mellem fortid, nutid og fremtid, og også den kolde krig viser sit grimme spøgelse. Men Tykwer er for frelst i sine postulater, og særligt slutningen virker forunderligt uforløst i forhold til de uforbeholdent store armbevægelser, der trods alt eksekveres i løbet af den over to timer lange film.

Der er gode takter, og Tykwer har før formået at revse det kapitalistiske system på endog ganske nuanceret facon. Det gør han imidlertid ikke i samme grad her, og det til trods for, at aggressionerne virker større end tidligere. I en tid, hvor eksistentialismen og den økonomiske deroute laver et betragteligt spektakel, er det desuden løjerligt, hvorfor vi som tilskuere ikke får lov til at komme tættere på de to bærende figurer, end det er tilfældet. Eleanors baggrund betones begrænset igennem den ægtefælle og det barn, hun aldrig ser, mens Lou under facaden er lige så besynderligt tilknappet som de sagsakter, der åbenbart stadig rider ham som en mare. “The International” er ikke nogen stor film, men takket været sine stilmæssige beskaffenheder er det nok stadig en film, der er værd at bruge tid på. Ikke mindst for gamle tilhængere af den tyske instruktør.

Video

“The International” præsenteres i et skarpt og indbydende look og har ikke mange skævvredne facetter. Der er ikke tilfælde af digitale forstyrrelser eller for den sags skyld udtværinger i nævneværdig grad, mens både farvetemperatur og kontrast holder sig stabile. Til gengæld kan edge-enhancement opleves i mindre grad, særligt i filmens lysere scener, mens gryn heller ikke er en helt ubekendt faktor.

Audio

Tykwer er verdenskendt for sit suveræne arbejde med lyd og billede, og “The International” er skam ingen undtagelse. Igennem det engelsksprogede True HD 5.1-lydspor præsenteres en lækker og velfungerende auditiv flade, hvor særligt de subjektive lydpassager får frit spil. Dialogen er tydelig og præges ikke af overstyringer, mens distinkte effektlyde og lydpanoreringer ikke hører til sjældenhederne, og underlægningsmusikken endda er stemningsfuld.

Ekstramateriale

Blandt ekstramaterialet åbner sig et mindre skatkammer. Det traditionelle kommentarspor med idemand Eric Singer og Tom Tykwer er udmærket, men blegner i forhold til “The International Experience: Picture-In-Picture”, hvor filmen i hele sin længde suppleres af interviews og kommentarer fra skuespillere, instruktør og manuskriptforfatter i indklippede billeder. Et tredive minutter langt indslag går bag om filmen, mens en kortere sekvens giver den ret så interessante baggrund for optagelserne på Guggenheim. En lige så kort tilsvarende ser på filmens brug af arkitektur, mens “The Autostadt” fokuserer på endnu en vigtig location i filmens rum. Som de uundværlige rosiner i pølseenden er en flok trailere og en enkelt scene, som i modsætning til i filmen kan ses i sin fulde længde. Indbydende og veludført, om end enkelte bidrag godt kunne have tålt flere detaljerede input.

Mod den iskolde bankverden

Nogle gange kan tiden og tilfældighederne arbejde til ens fordel, og det har de i hvert fald gjort for “The International”, der ved skæbnens lune netop bliver udsendt nu, hvor den økonomiske krise raser over hele den ganske verden.

I “The International” er skurkene bankverden, der skrupelløst lever af at finansiere alt fra terror til krige, og som udrydder alle, der kommer for tæt på sandheden om deres umoralske handlinger. En af dem er kollega til Interpol-agenten Louis Salinger, spillet af Clive Owen, og da han likvideres for øjnene af Salinger, bliver jagten på banken for alvor et personligt anliggende.

I midten af bankens rådne cirkel er den køligt kalkulerende direktør Jonas Skarnssen i danske Ulrich Thomsens skikkelse, der som en ål i vandet bevæger sig iskoldt gennem det glatte og arkitekttegnede kontorlandskab. I jagten på Skarnssen assisteres Salinger af den amerikanske Whitman, der spilles af Naomi Watts. De to har dog ikke umiddelbart meget held i sprøjten, men da en italiensk politiker elimineres, begynder der pludselig at komme skred i sagerne.

“The International” er ikke blot usædvanlig for sin europæiske baggrund, men er også en fornøjelig tilbagevenden til 70’ernes spændingsfilm så som “Tre døgn for Condor” og “The French Connection”. I modsætning til nutidens kulørte knaldromanhelte som Bond og Bourne tager den sin egen historie alvorligt og opbygger et ganske troværdigt univers. Salinger kan ganske vist håndtere en skyder, men i modsætning til førnævnte figurer foretager han sig ikke noget nær så himmelråbende utroværdigt, og i Clive Owens velspillende skikkelse føles han overraskende sårbar. I åbenstående frakke, krøllet skjorte og daggamle skægstubbe udgør han en tydelig kontrast til de regelrette og tilknappede omgivelser.

Historien adskiller sig ligeledes fra sine samtidige ved at have et decideret politisk sigte og ved at stille ubehagelige spørgsmål om den måde, vores samfund er indrettet på – en egenskab, som ellers næsten er forsvundet fra de apolitiske moderne thrillers. Filmen er instrueret af Tom Tykwer, som lykkeligvis ikke har taget tidens shakycam-metode til sig, men i stedet benytter subtile visuelle midler og smukt udnytter miljøets arkitektoniske omgivelser. Det gælder ikke mindst i en særdeles veludført shoot-out, der foregår i Guggenheim Museet i New York og er så godt bygget op og udført som nogen actionscene, jeg kan mindes at have set i meget lang tid.