Det er stadig herligt at leve

Det er herligt at leve! Den følelse har jeg efter at have gen-gen-genset filmen med samme danske titel. “It’s a Wonderful Life”, som den amerikanske juleklassiker originalt hedder, vises i december i en ny digital kopi i Cinemateket i København. Og det gør bestemt ikke julen dårligere, at den nu er renset fra de grove filmkorn fra dengang i 1946.

Frank Capras omvendte Scrooge-klassiker er dog aldrig for alvor blevet en fast del af de europæiske julehjerter. Sporadiske særvisninger og aftener på DR2 er det, det er blevet til i Danmark. “It’s a Wonderful Life” er en amerikansk juleingrediens. Det hænger sammen med vinklen. I Europa sværger vi til Charles Dickens’ “Et juleeventyr”, hvor den rige, stærke ener, Scrooge, med hjælp fra et julespøgelse (ind)ser, hvor meget slemt han har påført fællesskabet. Hos Capra er det omvendt. Her ønsker James Stewarts renhjertede George Bailey at dø, men englen Clarence sendes til Jorden for at vise George, hvordan verden ville se ud uden alle hans gode gerninger.

I “It’s a Wonderful Life” er det altså den handlekraftige, dygtige ener, der hyldes. Det kan de godt lide i USA, men det kan jeg nu også. For det er ikke den gale ‘mig-først-cowboy-kapitalisme’, som Capra prædiker, men derimod den gode eners pligt til at handle for fællesskabets bedste. Det er da en god julemorale. George handler nemlig imod sit eget inderste ønske: Han vil væk fra sin hjemflække, Bedford Falls. Han vil rejse, ud at se verden. Men da han gang på gang er den eneste, der kan redde familiebutikken, Building and Loan – der udlåner penge til den amerikanske husdrøm – så bliver han hjemme. For de andres skyld. Hvilket jo som bekendt gør en så rig så rig på andet end de der dumme penge. Det er naivt, oprigtigt og ægte smittende, når det fortælles så begejstret som her med James Stewart i en signaturrolle.

Fortælleteknisk holder den endnu. Og mere til. Der lægges for med byens bønner om det bedste for George, der bliver hørt i det høje. Hos englene, hvor Clarence endnu mangler at få sine vinger. Men han må vide mere om George, før han kan redde ham. Derfra flashbackes forhistorien – endda med en enkelt frossen frame, imens englene voice-over-forklarer pointen med scenerne. Det er kompliceret, men opleves tydeligt og ligefremt, fordi håndværket er i orden.

Forhistoriens højdepunkt er livsromancen med den husmorperfekte barndomsflirt spillet af skønne Donna Reed. Hun er perfekt et hoved lavere end høje Stewart, hvilket giver mulighed for et utal af de her herlige nærbilleder, hvor der kan slås en diagonal streg igennem billedet. Fra forelsket øje til forelsket øje, når han kigger ned, og hun op. Det er klassisk Hollywood, da det var bedst. Ligesom når de danser charleston på kanten af svømmebassinet. Eller da George lover Reeds Mary månen med en lasso. Eller erstatningsbryllupsrejsen inde i deres faldefærdige drømmehus. Eller, eller, eller. Der er så mange filmøjeblikke, der gør det herligt at leve.