Se “Jagten” – og se den så aldrig igen

Advarsel: Denne film vil – trods sit fantastiske potentiale til at gå over i Danmarks filmhistorie som en af dens allerbedste film – fremprovokere en lyst til at forlade biografsalen mere end én gang. Dens kraftfulde skildring af, hvor onde mennesker kan være mod hinanden, og hvor lidt der skal til for at spolere en anden mands liv, er så modbydelig, genkendelig og sitrende sand, at det gør ondt. Forbandet ondt.

”Klara. Du har været rigtig dygtig til at svare på mine spørgsmål.” En tilsyneladende harmløs sætning, men i munden på den myndighed, som spilles af Bjarne Henriksen, ødelægger den en mands liv. Der er nemlig ikke svaret på nogen spørgsmål. Klara, der går i børnehave, har blot nikket, mens hun længselsfuldt kigger ud på legepladsen, hvor hendes kammerater leger uden hende. Der er ingen svar, der er intet fortalt. Kun digtet det pure opspind, spundet op på intet andet end børnehavelederen Grethes (Susse Wold) mistro, frygt, uvidenhed og naivitet. Desværre noget, som falder os alt for let, og som spreder sig som en steppebrand sammen med løgnen. Pludselig har familiefaren Lucas (Mads Mikkelsen) ikke blot forgrebet sig på ét barn, men på næsten alle børnene i børnehaven – endda over længere tid.

Thomas Vinterbergs “Jagten” er en fuldkommen troværdig, forbandet kraftfuld historie om en mand, der bliver uskyldigt dømt for noget så skrækkeligt og utilgiveligt som pædofili. Men det er ikke retten, der dømmer ham. Det er hans arbejdskollegaer, hans venner, hans kæreste og personalet i hans supermarked. Kort sagt: Hele det lille samfund, som han har været en del af hele sit liv. Og det er sindssygt stærkt skildret af filmens skuespillere, der bl.a. tæller den iturevne Mikkelsen i rollen som Lucas, den upassende, morsomme og opløftende “onkel” Bruun, der spilles af Lars Ranthe, og Lucas’ bedste ven og Klaras far, Theo, der spilles subtilt og fantastisk godt af Vinterbergs faste cast-medlem, Thomas Bo Larsen.

Det er ikke første gang, dansk film giver sig i kast med at afmystificere de sociale mekanismer ved sarte emner som pædofili. Tilbage i 2005 prøvede Jacob Thuesen eksempelvis kræfter med en incestuøs pædofiliaffære mellem en far (spillet af Troels Lyby) og hans datter i “Anklaget”. Men hvor Vinterberg fra starten af har valgt side og nådesløst skildrer Lucas’ detour som uskyldig med tryk på u’et, holder Thuesen sit publikum fanget i uvidenheden. Man kan måske sige, at de to instruktører griber sagens kerne an fra to forskellige sider. Nogle vil måske savne Thuesens implicitte ”gøren publikum opmærksom på deres egen rolle i spillet” i “Jagten”, mens andre vil sætte pris på Vinterbergs eksplicitte stillingtagen.

Ligegyldigt hvad, så minder filmen os om, hvordan vi væmmes så meget ved voksne mænd, der ikke kan holde grabberne fra de små børn, at vores dømmekraft svækkes (skærpes?), hvorved vi mister både vores rationalitet og medfølelsen for det menneske, der måske, måske ikke, har forgrebet sig på vores kære små. Filmens slagkraft var sikkert blevet svækket, hvis Vinterberg havde sået tvivl om Lucas’ uskyld. “Jagten” minder tilskueren om at tænke sig om en ekstra gang, for den selvsamme ting, vi hader pædofile for – at ødelægge en uskyldigs liv – er vi selv i færd med, når vi i selvjustitsens navn (for)dømmer og forkaster personer fra fællesskabet.