Født af far

Navnet indikerer det. Bourne. Næsten Born. Hvem er jeg? Hvor kommer jeg fra? Hvad er jeg født ud af? Det er det, Matt Damons “Bourne”-film handler om. Når det da ikke lige handler om klip-klip-klip-action, der er blevet hurtigere og hurtigere fra “Identity” over “Supremacy” til “Ultimatum”, som ultimativt er den bedste i serien. Indtil nu. For en ældre Jason Bourne gør “Jason Bourne” til en klogere film end forgængerne. Til en kommentar på en overvågningsverden i opbrud, imens nye faderkomplekser bearbejdes. Det er Best of Bourne.

For basalt set er der er ikke meget nyt i “Jason Bourne”. Selv titlen er lidt doven. Den amerikanske dræbermaskine ved stadig ikke alt om sin fortid som hitman. Nu vil han igen have hele sandheden frem, imens en ny, ond CIA-skid står i et kommandorum og kommanderer en anden killer til at gøre en ende på Bourne. Sådan er alle “Bourne”-filmene skåret. Agenten med hukommelsestab vil vide, hvor han kommer fra, og gøre oprør imod sit ophav. En ny faderskikkelse, der leder et Treadstone, et Blackbriar eller som denne gang et Iron Hand. En efterretningsenhed, som ingen midler skyr for at forsvare the homeland.

Alligevel er “Jason Bourne” anderledes. Verden er anderledes. Finanskrise og Snowden har ændret alt. Julia Stiles’ genganger er blevet en slags WikiLeaks-hacktivist. Det handler om privatliv kontra sikkerhed. Om regeringer og store virksomheder, der vil have kontrol over folk(et). Den store magtoverbygning forbindes dygtigt af Paul Greengrass med den lille, private historie, når Bourne flygter på motorcykel op og ned af stejle trapper. Det har han gjort før, men her gør han det midt i en demonstration i Athen. Sortklædte autonome i hættetrøje og mennesker uden håb med græske faner i hænderne sætter sammen med kampklædt politi en perfekt scene. CIA, overvågning, finanskrise og ikke mindst den hurtigste klip-klip-klip-action i én samlet pakke.

Det er første gang, at jeg i den nu tredje “Bourne”-film fra Greengrass mærker, at han står bag en film som “Bloody Sunday”. Her bankede den britiske overmagt på irske demonstranter. Personlig og dramatisk, men også stærkt politisk. Det er “Jason Bourne” også. Ikke at titelrollen tager stilling, men han er nødsaget til at navigere i en ny verden udspændt imellem overvågning og anarki. En verden, hvor børnene – Bourne, hackere og demonstranter – gør oprør imod fædrene – CIA og systemet.

Denne gang er Tommy Lee Jones hentet ind som personificeringen af den ældre generation. The man fra CIA. En ægte patriot, siger han. Den casting er næsten for nem. Men hvor er Tommy Lees bedrevidende læderhud godt nok perfekt som symbol på alt det, som Snowden fik nok af. Hemmelighederne. Og de ‘nødvendige’ drab. Anderledes tvetydig er Alicia Vikander som den obligatoriske systemkvinde, der lader tvivlen komme Bourne til gode. Hun er også en del af den nye generation. Ikke på nogens side. Kun sin egen. Parat til at gøre det nødvendige.