John Woo Collector’s Edition 02
Udgivet 25. okt 2006 | Af: The Insider | Set på DVD
Chow Yun-Fat spiller hovedrollen som en lejemorder, der under en voldsom skudepisode kommer til at gøre en uskyldig sangerinde blind. Den pudsigt sympatiske dræber vælger at tage sig af kvinden og takker ja til en øjensynligt sidste opgave, for at kunne betale for sangerindens øjenoperation. Men ikke alt går, som det skal, og lejemorderen får også et særligt forhold til den dedikerede politibetjent, der jagter ham. Det er en klassisk fortælling om loyalitet, ære, kærlighed, tragedie og hævn, af den slags som Hollywood har forsøgt at kopiere utallige gange, men sjældent med stor succes. Sædvanen tro er filmen en ren visuel fornøjelse, hvor alt er koreograferet ned til allermindste detalje. Skuespillet og fortællingen scorer også overraskende mange point, og lige fra den utrættelige strøm af majestætiske slow-motion skud til de mange englehvide duer er det her pure, klassisk John Woo, når han er bedst.
Allerede året efter udkom “Once a Thief”, som indholdsmæssigt nærmest var en diametral modsætning til “Bullet in the Head” og for Woo var en tilbagevending til fortidens mere letfordøjelige produktioner. Det er dog langt fra nogen skidt kendsgerning, da der er tale om en fin blanding af komedie, romantik og spænding. Filmen handler om tre rutinerede tyveknægte, to mænd og en kvinde, der rejser Europa rundt. Senere i 90’erne producerede Woo en kortvarig tv-serie af samme navn og med samme koncept, som blev lavet og foregik i USA. Historien er lidt tynd, og uforudsigelig er den heller ikke ligefrem, men den har masser af betagende locations, underholdende actionsekvenser, muntre øjeblikke, og den sidste halve time er blændende. Men det er nok stadigvæk æskens mest forglemmelige film, der især ikke kan hamle op med “The Killer” og boksens næste og sidste film.
Historien er måske nok ordinær, og dialogen er heller ikke ligefrem enestående, men den utæmmede energi, som “Hard Boiled” lever på, er unik. Højdepunktet er et næsten 3 minutter langt skud, som der efter sigende kun var råd til at skyde én gang, hvori filmens to helte begiver sig ned ad adskillige hospitalsgange, mens de plaffer et overflødighedshorn af glubske lømler ned til højre og venstre. Dette er ikke blot filmens men måske endda hele genrens, absolutte højdepunkt. “Hard Boiled” rammer lige i mellemgulvet og slår din hjerne fra og lammer dine lemmer, før du kan protestere. Chow Yun-Fat er endnu engang Woos foretrukne hovedrolleindehaver, ledsaget af den fænomenale Tony Leung (som også var med i “Bullet in the Head”), der de seneste år har imponeret i film som “Hero” og “Infernal Affairs”. Dette kan med rette betegnes som den bedste actionfilm nogensinde.
Alle film bliver præsenteret i 1.85:1 anamorphic widescreen format. Filmene ser alle omtrent lige godt ud. Der er en lille portion digital støj og støv til stede – dog aldrig i distraherende mængder. Distraherende er mængden af udtværing dog af og til, især i alle de mange scener der involverer røg og den slags. Farvetemperaturen svinger lidt (hovedsageligt i forbindelse med overgange), men for det meste fremstår farverne korrekt gengivet. Billedsiderne er oftest skarpe, men det er af og til på bekostning af en smule edge-enhancement, der dog heldigvis – ligesom udtværingen – sjældent er decideret distraherende. Kontrasten er også overraskende solid. Pudsigt nok er det boksens nyeste film, “Hard Boiled”, som ser mest nedslidt ud. Den ældste, “The Killer”, er overraskende fri for snavs. Filmenes rødder taget i betragtning, er det her nogle ganske acceptable transfers.
Der er dog få enerverende billedfejl, der bør fremhæves. Omtrent 45 minutter inde i “Hard Boiled” reduceres billedet kortvarigt til frimærkestørrelse fra ellers at fylde hele 1.85:1 billedrammen. 3 minutter før filmen er helt færdig, fryser billedet også unaturligt et par sekunder. I “The Killer” optræder der under en biljagt et enkelt sort frame med teksten ‘Processing Needed’, hvilket også virker pludseligt distraherende og irriterende. Alle fejl er som sagt noget, der kun varer få øjeblikke, men det sker på meget ubelejlige tidspunkter, og det er fejl, som burde være blevet spottet lang tid før, de her discs røg i trykken.
Alle fire films respektive lydsider præsenteres i Dolby Digital 2.0 (og ikke i mono, som omslaget påstår), både i kantonesisk originaludgave og med dubbede engelske stemmer (ignorer disse), mens “Hard Boiled” også har æren af at blive præsenteret i kantonesisk Dolby Digital 5.1 og kantonesisk DTS 5.1 Man skal huske på, at efter nutidens standarder er det oprindelige kantonesiske eftersynkroniseringsarbejde ikke særlig gennemført. Så folk, der ikke har den store erfaring med Hong Kongs klassiske actionfilm, skal nok lige vænne sig til det asynkrone forhold mellem dialogen og mundbevægelserne. Dolby Digital 2.0-sporene byder på en smule knasen og overstyring, men sådan her har disse film altid lydt. Generelt lyder filmene dog ganske fint, hvor “Bullet in the Head” er en undtagelse – det lyder ofte som om, lyden kommer ud af hovedtelefoner og ikke højtalere.
Filmenes upolerede lydsider er egentlig også en del af charmen, og kunstige 5.1-mix af de her mono-spor havde garanteret været en både mærkværdig og trykkende oplevelse. Det oprindelige lydarbejde er simpelthen ikke solidt eller detaljerigt nok til at kunne overleve en fuldbyrdet 5.1-præsentation ála dem, mange nutidige actionfilm leverer. Heldigvis gør 5.1-sporene til “Hard Boiled” præcist det, som surround-udgaver af disse films lydmix bør gøre: holde fast i sporets oprindelige, rå og simple mono-essens ved primært at benytte sig af fronthøjtalerne og bruge de resterende kanaler som et forholdsvis tilbageholdt supplement, der primært bruges til at give musikken mere fylde og give lyden en anelse mere bund og rumklang (hvilket især er effektivt i filmens famøse hospitalsscener). Der er ingen nævneværdig forskel på DD5.1 og DTS5.1 sporene, og de danske undertekster er – med få undtagelser – ganske hæderlige.
Her er udelukkende trailere til alle de inkluderede film og “A Better Tomorrow”-trilogien.
Enhver fan af actiongenren med respekt for sig selv bør eje disse film. Spørgsmålet er bare, om det er netop disse udgaver, man bør eje. Filmene ser for det meste nogenlunde ud og lyder omtrent lige så godt. Men der er et par distraherende fejl på skiverne, som burde være blevet undgået – havde det ikke været for dem, havde udgivelsen fået en solid, uomtvistelig anbefaling herfra. Ekstramaterialet er også mere eller mindre ikke-eksisterende. Men når prisen er faldet en anelse, bør den menige danske actionfreak omgående erhverve sig udgivelsen. Man kan for øvrigt glæde sig over, at Woo snart slår sig sammen med Chow Yun-Fat og Tony Leung for første gang siden 1992’s “Hard Boiled” i filmen “The Battle of Red Cliff”, som forhåbentlig vil være på højde med Hong Kong klassikerne.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet