Joneses, The
Udgivet 6. maj 2010 | Af: Benway | Set i biografen
Kender du typen? De der personer, der tilsyneladende altid er lidt mere fremme i skoene, altid har den allernyeste gizmo først, og som konstant synes at være bare en smule mere ressourcestærke end én selv?
Demi Moore og David Duchovny spiller de to forældre, som altså ikke er forældre i virkeligheden, eftersom de ligesom deres teenagebørn er hyret til at spille rollen som den duperende familie. Uden at vække opsigt og bestemt uden at prale over det viser familien de flotteste biler, den smukkeste indretning, det smarteste tøj og det største fladskærms-tv, og snart begynder familierne omkring dem også at reagere på synet. Familien Jones virker så lykkelige og attråværdige, og naboerne ønsker hurtigt de samme ting.
“The Joneses” starter da også ud med en herlig kynisk attitude, efterhånden som vore hovedpersoner spreder sig ud i kvarteret og med kold præcision bruger de nyopståede venskaber til at åbne for nye kontakter. På overfladen lader den falske familie til at have det perfekte job: De har al den tingeltangel, som alle andre ønsker, men efterhånden begynder en vis utilfredshed dog også at opstå. Ligesom alle andre reklamesøjler kan de kun udvise den adfærd, som en marketingsgruppe har udvalgt. Selvstændig opførsel eller lyster er pr. definition udelukket. Duchovnys figur bliver yderligt bragt i vildrede, da han opdager noget af den mere destruktive adfærd, han har sat i gang.
Hvor filmens indledende scener er glimrende udført og dens budskaber rammende, så taber den dog noget momentum i det tredje akt, hvor filmens muntre kynisme må vige for en sentimentaliserende tone, der havde været bedre placeret imellem linjerne. Den falske familie forbliver klichéer, hvilket fungerer upåklageligt, når de skal anvendes i satirisk øjemed, men det gør det vanskeligt at involvere sig i dem.
Mere påvirket bliver man til gengæld af naboen Larry – spillet fornemt af Gary Cole – der som en tragisk figur tilbringer sit liv i et evigt håbløst forsøg på at komme på niveau med familien Jones. Det er ikke mindst rammende, fordi det ligger så tæt op ad virkeligheden, hvor kreditkortenes hurtige brug har gjort det endnu nemmere at drive sig selv til fallittens rand. Det er en dyster fortælling, og det er en skam, at “The Joneses” ikke helt tør gå derud, hvor den bliver rigtig foruroligende. Når det er sagt, så er den bestemt stadig en veloplagt og intelligent komedie, som det er svært ikke at føle sig bare en smule ramt af, hvis man engang har købt noget unyttigt pga. et modelune. Og hvem af os kan sige sig helt fri fra at have gjort det?
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet