Julefrokosten mangler den vigtigste ret – humoren!

Lad det være sagt med det samme – denne anmelder var ikke synderligt begejstret for Rasmus Heides debutfilm “Blå mænd” fra 2008. Og desværre er begejstringen ligeså lav, hvad angår Heides nyeste film “Julefrokosten”. Men var du en af dem, der skraldgrinede hele vejen igennem “Blå mænd”, vil du måske elske “Julefrokosten” – det er nemlig stort set den samme film, som nu blot har skiftet de blå mænd fra lossepladsen ud med en julefrokost på et autoværksted.

Handlingen i “Julefrokosten” er såre simpel. Den unge ambitiøse bilsælger Anders Bo har fået til opgave af sin chef – ejeren af en stor bilforretning – at få ansættelse ved det lille konkurrerende autoværksted Holgers Auto for at stjæle kundekartoteket under værkstedets julefrokost.

Et af de vigtigste elementer i god komik er overraskelsen, men i stedet for at nytænke julefrokostkonceptets komiske situationer genbruger Rasmus Heide skamløst alle tyndslidte klicheer. Undervejs i filmen må vi derfor slæbes gennem de velkendte ritualer som bar røv på kopimaskine, pinlig nøgenhed og løssluppen liderlighed udløst efter et stort indtag af alkohol. Overraskelserne i de komiske replikker må man også lede langt efter. I stedet for skarpe punchlines får vi serveret replikker som: ”Så giver hun dig nok en tur i mølhulen” og ”det sagde hun også i går”. Himmelråbende uopfindsomt bliver det i en replikudveksling mellem den kluntede sælgerske Stella, spillet af Anne-Grethe Bjarup Riis, og den retarderede Buller, spillet af Kim Bodnia. Den SM-glade Stella får pisk af den kulrede Buller, hvilket får Stella til at udbryde: ”Sig, jeg er en slem pige”, og Buller svarer: ”Jeg er en slem pige”.

Et stort problem for filmen er, at den har svært ved at finde den rette tone. Til tider er den plat ud i det absurde, som når sælgeren Nico Holm – i Mick Øgendahls skikkelse – under en jobsamtale spontant springer ud af et vindue, der er placeret flere etager over jorden. Uden en skramme rejser han sig fra jorden for kort efter at blive ramt af skovlen på en rendegraver. Filmen har flere af den slags tegneserieagtigt absurde scener, men de stritter underligt ud i forhold til den mere virkelighedsnære komik, som ellers præger størstedelen af filmen.

Oveni det hele bruges alt for mange kræfter på at påklistre en ligegyldig kærlighedshistorie og tilmed en dødssyg morale – noget med, at vi skal huske at tilgive hinanden, og at materialisme ikke er blandt de sande værdier i tilværelsen. Og selvfølgelig skal det hele sluttes af med en forsonende kædedans om juletræet. Ikke et øje er tørt – for tilstanden i dansk komik er sgu til at græde over!