Det nu og her nødvendige?

Under Shere Khans dybe brøl, ulvenes hyl og elefanternes skingre trompeter er det måske svært at høre et lillebitte kvæk som: hvorfor? Men det er altså lidt underligt, at “Junglebogen” skal genindspilles, uanset om computerteknikken er blevet så fin, at man kan se hvert et hår i Bagheeras dybsorte pels. Var den savnet? kvækker det, mens den større, længere og hårdere version af Walt Disneys sidste film larmer rundt på lærredet uden at bekymre sig om at give svaret. Flot, skinnende og lidt unødvendig.

Det er i hvert fald ikke helt tydeligt, hvad ‘det nye bud’ er. Jon Favreau lægger sig tæt op af forlægget. Som er godt. Favreaus udgave er god. Men den er ikke bedre. Den er ikke engang i nærheden. Set isoleret er det udmærkede 120 minutter med lidt af det hele: action, humor og uhygge, man har bare pokkers svært ved at glemme en kortere, coolere og langt mere swingende tegnefilm, der er næsten 50 år gammel.

De ekstra 30-40 minutter er fulde af mørke og alvor, så universet er muligvis kommet den ubarmhjertige jungle i Kiplings fantasi nærmere. Men det er et tyngende snarere end dragende mørke, fordi de mystiske myter og fabler fungerer bedre på skrift end film. Det er smukke og vise ord, men foredraget bliver langsomt og trægt, som det fremsættes af en vis panter på Ben Kingsleys teaterengelsk. Det hele er noget grandiost og et godt eksempel på, at Disney var en langt bedre fortæller end Kipling. På film altså.

Man har måske tænkt det som en dobbeltbevægelse, hvis vi kommer det litterære forlæg i møde, kan historien gøres mere ‘voksen’. “Junglebogen” er den virkelighedsnære opdatering med en ondere Shere Khan og en Baloo, der er hentet i a-kassens skammekrog for dovne cirkusbjørne. Men det handler altså stadig om en lille dreng, der taler med dyr. Denne gang et rigtigt levende menneske, der desværre kun spiller middelgodt, et problem, der tit opstår uden for tegnepapiret.

Det er ikke usandsynligt, at dem, der ser den nye her, vil glæde sig mest over de sange, som de kender fra gamle dage. Her kommer de bare i en mere’‘voksen’ og alvorlig version, hvor Louie og Baloo ikke synger, men snakker lidt hen over beatet. Ud over det består Favreaus modernisering i at gøre Kaa til en kvinde og abekongen til en madglad mafioso med Christopher Walkens smukt klichéfulde wise guy-dialekt. Måske man kunne have brugt pengene bedre.