Jurassic World
Udgivet 10. jun 2015 | Af: Lasse Martin Jørgensen | Set i biografen
Det er efterhånden 22 år siden, at Steven Spielberg pustede nyt liv i de forlængst uddøde dinosaurer og gav en hel generation af fortryllede drenge og piger en masse nye yndlingsdyr – og stof til utallige mareridt. “Jurassic Park” var teknisk overvældende. Med ét syntes afstanden mellem ambitiøs fantasi og biograflærred pludselig meget kortere. Men det altså 22 år siden, og den teknologiske udvikling har ikke stået stille. Derfor kommer “Jurassic World” nu og fører dinosaurerne ind i IMAX-biografens og 3D-brillens tidsalder. Kan de nye muligheder genskabe de samme følelser, som Spielberg vakte dengang? Ikke helt, hvis du spørger mig. Den store fantasi har slået automatpiloten til.
Kan det lade sig gøre at genoplive Jurassic-konceptet? For videnskabsmændene ligger løsningen lige for. Hvis man kan skabe en dinosaur med DNA-teknologi, så kan man vel også gå skridtet videre og designe sin helt egen superdino, der overgår selv gode, gamle Tyrannosaurus rex på samtlige parametre. Indominus Rex, døbes bæstet. Det skal nok få gæsterne til at ryste i bukserne. Og biografgængerne til at hoppe i sæderne. Den første del lykkes fint. Ikke mindst da den – selvfølgelig – bryder ud af sin indhegning og går på rov i parken. Men rædslen når aldrig fra Isla Nublar og ud i biografsalen.
Men det er da underholdende. Bevares. For det bliver aldrig kedeligt at se en kæmpe, ondskabsfuld dinosaur bide en stakkels parkmedarbejder midt over. Og de utallige flugtscener med deres grundlæggende lige-på-et-hængende-hår-spænding er effektive – men ingen enkeltstående scener er lige så mindeværdige som den, hvor Lex og Tim gemte sig fra raptorerne i køkkenet fra 1993. Eller den, hvor Rex åd ham, der gemte sig på toilettet. Det er til gengæld befriende, når instruktør Colin Trevorrow giver plads til lidt selvironi. Som det er tilfældet med hipster-gutten i kontrolrummet, der har købt en “Jurassic Park”-t-shirt på Ebay, fordi den er retro, autentisk og cool – modsat den nye park, som skaber pseudo-dinosaurer for at stille gæsternes behov for nye gys. Pff. Ynkeligt. Chris Pratt er også udmærket som velociraptor-hviskeren, Owen, der har etableret sig som alfahan blandt de små, hurtigløbende kødædere. De øvrige karakterer går fra det forglemmelige til det irriterende. Men “Jurassic World” handler ikke om karaktererne. Den handler om mutant-dinosaurer og special effects.
Marketingfolkene i Jurassic World har ret i deres analyse. Synet af en dinosaurer er ikke lige så rystende, som det var for 22 år siden. Men jeg er ikke sikker på, at en genmodificeret monsterdinosaur er løsningen på problemet. Det største problem er måske i virkeligheden, at der kun er så mange måder, en dinosaurpark kan bryde sammen på. Mon ikke vi allerede har set de fedeste?
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet