Klokkeren fra Sverige

Se på ham. Han ser mærkelig ud. Det er nemlig ikke Rikards autisme-diagnose, der gør ham mest unormal. Det gør hans hoved. Et deformt Quasimodo-hoved, som konstant råber til alle andre, at han ikke er som dem. Det er “Kæmpen” heller ikke. Den tramper med sine små filmfødder som en kæmpe på det normale. Det, vi kender.

Således er den her debutfilm fra Johannes Nyholm en slags fiktiv gang “Morten og Peter”. Sympatisk livsglæde fra et svensk overskudssamfund, hvor et kompetent omsorgssystem giver mening til de liv, der ikke er som flertallets. På grund af handicap og diagnoser. Løst følges voksne Rikard til pétanque, imens han om aftenen på institutionens lukkede værelse savner sin psykisk syge mor. Målet er de nordiske mesterskaber i pétanque med ‘normale’ Roland – både for Rikard og for “Kæmpen”.

Men det er ikke den sportsfilm, som “Kæmpen” bliver til, der gør den god. Jeg havde gerne undværet den usympatiske danske finalemodstander, der med smart kasket kalder Rikard for Jabba the Hutt. Det er alt for normalt a la “Karate Kid” og “Mighty Ducks”. Jeg hepper mere på den unormale realisme, som når der diskuteres manglende parkeringspladser i pétanque-foreningen. Og om ‘han’ kan fortsætte i klubben. Rikard omtales i tredje person, imens hans unormale medlemskab er blevet et punkt på dagsordenen. Som om han ikke er lige så meget værd som alle de andre, der kaster med kugler efter en lille bold.

Det er nemlig, når “Kæmpen” tør at være lige så unormal som Rikard, at den er unormalt god. Når en kæmpe udgave af Rikard nedstiger fra et bjerg som en anden Gulliver og forvandler “Kæmpen” fra realisme til magisk realisme. Det har jeg ikke set før – det er ikke normalt. Det er det heller ikke bare at få lov at se på den her hunchback-mærkelige mandsling. Jeg ved, jeg ikke må stirre. Men i biografen har jeg intet valg. Se på ham! Og jo mere, jeg ser, jo mere bliver Rikard bare en normal forenings-skandinav, der håber på at nå finalen til de nordiske mesterskaber.

På den måde er “Kæmpen” lidt som De Paralympiske Lege, der på mange måder er menneskehedens fineste øjeblik. Det er de unormales øjeblik. Her gemmes de ikke væk, men vises frem. Lige så sympatisk et projekt er “Kæmpen” med sin håndholdte budget-æstetik, der ringer højere med klokken for de unormale end ham fra Notre Dame.